Tilbageholdsret
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11702@2000-03-24/da
Indhold
Ved skrivelse af 9. april 1999 har Dan Frimann Thorsen indgivet en klage over forhenværende registreret revisor Poul Neumeyer.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at revisor Poul Neumeyer har været optaget i Revisorregistret siden den 27. april 1989, men at han har deponeret sin registrering den 14. december 1998.
Revisornævnet har tidligere ved kendelse af 10. november 1999 (sag nr. 99-152.412), der stadfæstede Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorers kendelse af 28. maj 1998 (sag nr. nr. R-2/1997), anset indklagede med en bøde på 25.000 kr.
Klageren har oplyst over for nævnet, at indklagede tidligere har været revisor for klageren personligt samt hans virksomheder Café Cadansky og Café Zådan. På trods af, at klageren har kontaktet indklagede "ca. tre gange dagligt i årevis", har indklagede endnu ikke udarbejdet regnskabet for 1996. Klageren bliver konstant rykket for regnskabet af bl.a. Told & Skat. Indklagede har gentagne gange oplyst, at regnskabet er lige ved at være færdigt, men han holder ikke, hvad han lover. Klageren har derfor rettet henvendelse til en ny revisor, der forgæves har anmodet indklagede om at få udleveret diverse bilag. Sagen kan derfor ikke afsluttes over for Told & Skat. Klageren bestrider, at han - som påstået af indklagede - skulle have nægtet at indgå på en betalingsordning vedrørende indklagedes tilgodehavende. Han har betalt indklagede jævnligt og ville selvfølgelig betale det fulde beløb kontant den dag, alt var afklaret med Told & Skat.
Indklagede har gjort gældende, at sagen bør afvises, da den alene vedrører manglende betaling fra klagers side. Indklagede har nærmere anført, at grunden til at klageren har problemer med Told & Skat er en gæld, der er opstået, inden indklagede tiltrådte som klagers revisor. Gælden er efterfølgende vokset som følge af, at klager ikke har betalt A-skat og moms. Regnskabet for 1996 er færdigt, men er ikke udleveret til klager, da det ikke har været muligt at få ham til at indgå en betalingsordning.
Den 7. september 1999 skrev Disciplinærnævnet til klageren:
"Til brug for nævnets behandling af Deres klage på et møde den 15. september 1999 skal man anmode Dem om inden mødet at oplyse,
1) vedrører samt
2) hvilket regnskabsår, det regnskab som indklagede ikke har udarbejdet, hvilket bilagsmateriale indklagede tilbageholder.
De bedes endvidere fremsende dokumentation for Deres rykkere til indklagede, såfremt disse rykker er fremsendt skriftligt ...".
Klageren svarede ved brev af 14. september 1999. I brevet anførte klageren:
"Jeg har modtaget Deres skrivelse vedr. mødet d. 15. september 1999, hvor De ønsker oplyst, hvilke regnskaber og bilag der ikke er udarbejdet og tilbageholdt af revisor Poul Neumeyer.
1) Regnskabsåret '96 er ikke udarbejdet, samt de af Poul Neumeyer indsendte regnskaber for 93-94-95 ikke er godkendt af skatteforvaltningen.
2) Bilagsmateriale for 96 er tilbageholdt.
3) Vedr. rykkere til Poul Neumeyer, er dette sket pr. telefon og fax, samt beskeder er lagt hos medarbejderne og på diverse telefonsvarer - flere gange daglig. ...".
Disciplinærnævnet skrev endvidere ved skrivelse af 19. november 1999 således til klager:
"Det fremgår af tidligere korrespondance i sagen..., at De har klaget over, at indklagede, registreret revisor Poul Neumeyer, har nægtet at udarbejde regnskab for regnskabsåret 1996, ligesom indklagede tilbageholder bilagsmateriale for 1996.
I den anledning skal nævnet bede Dem om inden 14 dage fra dato at oplyse, fra hvilket tidspunkt indklagede efter Deres opfattelse har udøvet tilbageholdelse i bilagsmaterialet, der så vidt nævnet forstår sagen, fortsat tilbageholdes.
...
De bedes endvidere - så vidt muligt - nærmere konkretisere, hvilke bilag indklagede tilbageholder (f.eks. originale fakturaer, materiale udarbejdet af indklagede etc.).
...".
Klageren svarede nævnet ved skrivelse af 14. december 1999. I skrivelsen anførte klageren:
"Som omtalt i skrivelsen af 14.09.1999 drejer det sig om tilbageholdelse af originale bilag, fakturaer osv. for 1996 for Café Cadansky & Café Zådan!".
Den 30. december 1999 skrev Disciplinærnævnets formand til klageren:
"Ved skrivelse af 19. november 1999 anmodede nævnet Dem til brug for ovennævnte sag bl.a. om at oplyse, 'fra hvilket tidspunkt indklagede efter Deres opfattelse har udøvet tilbageholdelse i bilagsmaterialet, der så vidt nævnet forstår sagen, fortsat tilbageholdes'.
Deres svar på skrivelsen - dateret den 14. december 1999 - kommenterer imidlertid ikke ovennævnte spørgsmål. Jeg skal derfor på ny opfordre Dem til at besvare forespørgslen ...
...".
Ved skrivelse af 5. januar 2000 anmodede indklagede om afholdelse af et møde med nævnet.
Den 9. januar 2000 skrev klageren til nævnet og oplyste bl.a., at indklagede "siden/fortsat fra medio 1998 [har] tilbageholdt bilagsmaterialet" .
På indklagedes anmodning indkaldte Disciplinærnævnet parterne til et møde med nævnet den 24. marts 2000, hvor alene klageren gav møde.
Klageren forklarede under mødet bl.a., at han alene klager over indklagedes tilbageholdelse af klagers originale bilagsmateriale. Tilbageholdelsen startede omkring midten af 1998, og klager har endnu ikke fået udleveret sine bilag. Han har rykket indklagede herfor adskillige gange, og de har herunder talt sammen, dog ikke efter sagens indbringelse for nævnet. Klageren ved ikke, hvorfor indklagede ikke vil udlevere bilagene.
DISCIPLINÆRNÆVNET SKAL UDTALE:
Indledningsvist bemærkes, at Disciplinærnævnet alene er kompetent til at behandle klagen for så vidt angår forhold, der er begået af indklagede i den periode, hvor han har været optaget i Revisorregistret som registreret revisor. Nævnet kan således ikke behandle klager over forhold, som eventuelt er begået af indklagede efter den 14. december 1998, hvor han deponerede sin registrering.
Nærværende sag angår alene det forhold, at indklagede siden midten af 1998 har tilbageholdt klagerens originale bilag for 1996, således at klageren ikke kan få udarbejdet og afleveret sit årsregnskab.
Indklagede har oplyst over for nævnet, at regnskabet er færdigt, og at det alene skyldes klagers manglende betaling af indklagedes honorar, at regnskabet endnu ikke er udleveret. Indklagede har derimod ikke bestridt, at han udøver tilbageholdsret i det omhandlede bilagsmateriale.
I denne anledning skal Disciplinærnævnet udtale, at der tilkommer en registreret revisor de samme midler til at sikre sig betaling af sit honorartilgodehavende hos en klient, herunder udøvelse af tilbageholdsret, som tilkommer andre kreditorer, der har et forfaldent tilgodehavende. Det følger heraf bl.a., at en registreret revisor som altovervejende hovedregel kan tilbageholde det af ham selv producerede regnskabsmateriale, hvorimod tilbageholdelse af bilag o.l. ikke kan finde sted, såfremt der herved lægges et uforholdsmæssigt pres på vedkommende klient. En registreret revisor kan således ikke tilbageholde klientens materiale, såfremt denne derved forhindres i at overholde sine forpligtelser ifølge bogføringsloven og andre væsentlige regnskabsbestemmelser samt skatte- og afgiftslove.
Da det efter de for nævnet foreliggende oplysninger må antages, at indklagede - også i den periode, hvor han var registreret revisor - har udøvet tilbageholdsret i klagerens originale bilagsmateriale for regnskabsåret 1996 på trods af klagerens gentagne rykkere for udlevering af materialet, har indklagede derved forhindret klageren i at kunne indlevere årsregnskabet rettidigt og således opfylde sine forpligtelser over for det offentlige. Indklagede har herved lagt et uforholdsmæssigt pres på klageren.
Herefter findes det godtgjort, at indklagede ved tilbageholdelsen af bilagsmaterialet har tilsidesat de pligter, der påhvilede ham som registreret revisor.
Indklagede har derfor i medfør af § 11 a, stk. 1, i loven om registrerede revisorer forskyldt en disciplinærbøde, der under hensyn til, at indklagede tidligere er fundet skyldig i tilsidesættelse af sine pligter som registreret revisor, passende kan fastsættes til 20.000 kr.
Indklagede, forhenværende registreret revisor Poul Neumeyer, pålægges en bøde på 20.000 kr.
Gebyr kr. 500 tilbagebetales klageren.
Afgørelsen offentliggøres, jf. § 11 a, stk. 6, i lov om registrerede revisorer.