Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12079@2001-01-02/da

Indhold

1. Indledning

Kommanditist

- gældseftergivelse

- genvundne afskrivninger

Reference:

SL § 4

KGL § 6 A (dagældende)

A klagede for indkomståret 1994 over, at skatteankenævnet havde forhøjet hendes indkomst med 33.032 kr. vedr. genvundne afskrivninger i forbindelse med salg af anparter samt over, at hun var anset for skattepligtig af gældseftergivelse, 127.152 kr.

Det var oplyst, at klageren var lønmodtager, og at hun pr. 27. maj 1986 havde købt 200 anparter a 1.000 kr. i K/S B. Anparterne var blevet købt af C A/S, der i 1986 (c) 1988 havde udbudt en række anpartsprojekter, for hvilke selskabet stod som administrator. På grund af økonomiske vanskeligheder var selskabet blevet overtaget af D A/S, nu E A/S.

Kommanditselskabernes aktiver var i vidt omfang blevet finansieret ved, at C A/S havde optaget lån hos D A/S, og herefter havde videreudlånt midlerne til kommanditselskaberne.

Kommanditselskaberne var kommet i á ákonomiske vanskeligheder som følge af fald i lejeindtægter fra selskabernes ejendomme, og da finansieringsudgifterne var blevet større end oprindelig forudsat. Hertil kom, at en rá'ákke investorer ikke havde indbetalt opkrævede beløb. E A/S havde som et led i en rekonstruktionsplan oprettet datterselskabet F A/S med det formål at opkøbe kommandisternes anparter.

I 1994 havde kommandisterne i K/S B, herunder klageren, modtaget et købstilbud fra F A/S. F A/S havde heri tilbudt at købe investorernes anparter til en fastsat pris på - 61.162 kr. pr. 100 anparter. Resthæftelsen var pr. 1. januar 1994 128.250 kr. pr. 100 anparter. For klageren, som ejede 200 anparter, havde en accept af dette tilbud betydet, at hun var blevet frigjort for en resthæftelse på 256.500 kr. mod at betale 122.324 kr.

Ad beskatning af genvundne afskrivninger.

I 1994 havde kommanditisterne i K/S B, herunder klageren, modtaget et tilbud fra F A/S. F A/S havde heri tilbudt at købe investorernes anparter til en fastsat negativ købesum. Tilbudet var tidsbestemt og skulle accepteres inden 1. april 1994. I følge tilbudet skulle aktiverne opgøres pr. 1. januar 1994 uanset accepttidspunkt.

Klager havde ikke accepteret dette tilbud fra F A/S inden 1. april 1994. Acceptfristen var imidlertid blevet forlænget et par gange. Først i november 1994 havde klager accepteret tilbud om køb af anparter.

Til brug for de kommanditister, som havde solgt deres anparter i 2. halvår af 1994, var der i juni 1995 udarbejdet et særligt regnskab. G A/S havde desuden tilkendegivet, at dette regnskab skulle lægges til grund for afståelsesopgørelsen for de kommanditister, som havde solgt deres anparter i 2. halvår af 1994. Denne tilkendegivelse var tilbagekaldt 30. juni 1995 med den begrundelse, at administrator var blevet gjort opmærksom på, at opgørelsesprincipperne og opgørelsestidspunktet ikke var overensstemmende med tidligere anvendt praksis og den indgåede aftale mellem kommanditisten og F A/S.

Klager havde i selvangivelsen opgjort de genvundne afskrivninger i overensstemmelse med G A/S's tilkendegivelse, som senere var tilbagekaldt.

Skatteankenævnet havde forhøjet klagerens særlige indkomst til 87.818 kr. svarende til en forhøjelse på 33.032 kr. Skatteankenævnet havde herved henvist til, at balanceposterne skulle opgøres pr. 1. januar 1994, idet den senere opgørelse var tilbagekaldt af administrator ved brev af 30. juni 1995 til investorerne, idet opgørelsesprincipperne og opgørelsestidspunktet ikke var i overensstemmelse med tidligere praksis og den indgåede aftale mellem investorerne og F A/S, at det faktum at klageren havde deltaget i driften i en periode i 1994 ingen indflydelse havde på de genvundne afskrivninger eller på gældseftergivelsen.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den ansatte særlige indkomst blev nedsat med 33.032 kr. til 54.786 kr.

Revisor havde til støtte for sin påstand om nedsættelse af den særlige indkomst anført, at det skattemæssige overdragelsestidspunkt var aftaletidspunktet, november 1994, og ikke 1. januar 1994, at det oprindelige købstilbud pr. 1. januar 1994 var tidsbegrænset og bortfaldt, at det var det nye tilbud, der var accepteret, at det var på grundlag af det nye tilbud, at B havde ladet udarbejde skatteopgørelsen, der medførte en særlig indkomstbeskatning på 54.786 kr.

Landsskatteretten fandt, at den af de kommunale skattemyndigheder anvendte opgørelse af genvundne afskrivninger pr. 1. januar 1994 skulle lægges til grund for ansættelsen. Retten havde herved henset til, at opgørelse af genvundne afskrivninger som udgangspunkt skulle foretages pr. aftaletidspunktet, men at opgørelsen af de genvundne afskrivninger i nærværende sag beløbsmæssigt ville være identiske, uanset at opgørelsestidspunktet blev fastsat til 1. januar 1994 eller november 1995, idet den beløbsmæssige forskel mellem den selvangivne opgørelse og den af skattemyndighederne fastsatte opgørelse alene beroede på, at den selvangivne opgørelse var foretaget i strid med det af Landsskatteretten fastsatte, som var stadfæstet af Højesteret og offentliggjort i UfR 1999.868.

Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet på dette punkt.

Ad beskatning af gældseftergivelsen.

Det var oplyst, at klagerens gage i 1994 havde udgjort 531.893 kr. Klageren havde desuden både før og efter gældseftergivelsen haft en negativ formue; før gældseftergivelsen på -343.938 kr. og efter gældseftergivelsen på -3.564 kr. Klagerens ideelle andel af gælden i B havde pr. 1. januar 1994 udgjort 256.500 kr. og havde udgjort klagerens eneste usikrede gæld. Herudover havde klageren pr. 1. januar 1994 haft sikret gæld bestående af prioritetsgæld i en ejerlejlighed på 467.402 kr. samt bankgæld sikret med ejerpant i lejligheden på 79.542 kr.

Skatteankenævnet havde forhøjet klagerens personlige indkomst med 134.176 kr., idet gældseftergivelsen var anset for skattepligtig, jf. kursgevinstlovens § 5, stk. 2, jf. statsskattelovens § 4. Nævnet havde herved henset til, at der ikke var tale om frivillig akkord i henhold til kursgevinstlovens § 6 A, stk. 1, da gældseftergivelsen ikke havde haft det i bemærkningerne fastsatte formål - at opnå en sanering af skyldnerens økonomi, ved at kreditorernes krav nedsattes under hensyn til skyldnerens betalingsevne, således at skyldneren kunne undgå konkurs - idet klageren havde haft betalingsevne til at klare forpligtelserne som kommanditist. Ved denne vurdering havde Skatteankenævnet henset til klagerens indkomstforhold, til at gælden ikke var forfalden til betaling, og til at det af dommen fremgik, at det i henhold til købsaftalens § 8 forudsattes, at "...den højest mulige indbetalingsfrekvens på fremtidige opkrævninger der med virkning fra 1. januar 1994 og foreløbigt i 24 måneder frem forudsættes til kr. 1.250 pr. måned pr. 100.000 kr. anpart - må gives høj prioritet."

Klagerens revisor havde nedlagt pá ástand om, at den ansatte personlige indkomst blev nedsat med 134.176 kr.

Til støtte for sin påstand havde revisoren gjort gældende, at der ved klagerens udnyttelse af købstilbuddet ikke var sket en nedskrivning af gælden til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor, at der klagerens økonomiske situation taget i betragtning ikke ved overdragelsen var sket en formueforøgelse, der efterlod positiv formue, at den reelle værdi for kreditor af den omhandlede forholdsmæssige underbalance i selskabet ikke oversteg betalingen i forbindelse med udnyttelsen af købstilbuddet, at værdien snarere var lavere, idet betalingen var fuldt ud fremmedfinansieret, hvorefter erlæggelsen af betalingen alene var fremkommet i forbindelse med en samtidig aftale med kreditor om en samlet og beløbsmæssig afgrænset ordning af vor klients økonomi, og at klagerens formue fortsat var negativ efter gældseftergivelsen.

Revisor havde herudover anført, at den tekniske underbalance, der fremkom ved anvendelse af reelle handelsværdier for aktiverne pr. aftaledagen fratrukket selskabets gæld pr. samme dato, var en skattefri regulering/"eftergivelse", jf. kursgevinstlovens § 6 A, stk. 1 og statsskattelovens § 5, litra a.

Endelig havde revisor anfá árt, at skattemyndighedernes synspunkt om at det forhold, at kreditor ikke havde foretaget en konkret vurdering af klagerens betalingsevne medførte beskatning af gældseftergivelsen ikke kunne anerkendes. Revisor havde herved henvist til, at kreditor løbende havde modtaget informationer om klagerens formueforhold, og at det afgørende var, at klageren dermed objektivt set opfyldte betingelserne for skattefri gældseftergivelse, hvilket også var en forudsætning for hendes økonomiske mulighed for at tiltræde overdragelsesaftalen.

Landsskatteretten udtalte:

Gevinst på gæld som følge af tvangsakkord eller aftale om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord) skulle ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, medmindre gælden derved blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på gældseftergivelsestidspunktet, jf. kursgevinstlovens § 6 A.

Skattefritagelsen efter kursgevinstlovens § 6 A omfattede således kun den del af nedskrivningen, som bragte gælden ned til dens reelle værdi for kreditor på tidspunktet for eftergivelsen. Det forhold, at der efter § 6 A skulle være tale om en samlet ordning, var ikke til hinder for, at der kunne foreligge en frivillig akkord i de tilfælde, hvor blot en enkelt eller enkelte hovedkreditorer deltog i ordningen.

I nærværende sag havde F A/S opkøbt anparter i B til en negativ salgssum på 61.162 kr. pr. 100 anparter. Efter det oplyste havde købstilbudet indeholdt en overpris for anparterne og dermed en gældseftergivelse, som for klagerens vedkommende havde andraget 134.176 kr.

Retten fandt, at forholdet var omfattet af bestemmelsen i kursgevinstlovens § 6 A, idet gælden til B udgjorde 100 % af klagerens usikrede gæld på gældseftergivelsestidspunktet. Eftergivelsen skulle derfor alene beskattes i det omfang, den ikke var begrundet i debitors manglende betalingsevne på eftergivelsestidspunktet.

Retten fandt herefter, at klageren var skattepligtig af gældseftergivelsen efter statsskattelovens § 4, jf. dagældende kursgevinstlovs § 6 A. Der var herved henset til det oplyste om klagerens indkomst- og formueforhold, samt det faktum at fordringen ikke var forfalden på gældseftergivelsestidspunktet. Retten fandt således at klageren havde haft den fornødne betalingsevne på gældseftergivelsestidspunktet til at fortsætte som deltager i kommanditselskabet, hvorfor gælden måtte anses for nedskrevet til en lavere værdi end fordringens reelle værdi. Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2001-01-02