Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12080@2001-01-08/da

Indhold

1. Indledning

Højesteret afsagde i december 1999 for første gang nogen sinde dom i en sag om tilkendelse af førtidspension. Dommen var imødeset med spænding.

Dels forventedes dommen at afklare spørgsmålet om, hvor vidtgående domstolenes adgang til at efterprøve pensionsmyndighedernes afgørelser var, dels skulle Højesteret tage stilling til pensionsmyndighedernes anvendelse af reglerne om tilkendelse af førtidspension i lov om social pension § §14 og 15 i den konkrete sag.

Spørgsmålet om domstolenes prøvelsesadgang var vigtigt at få afklaret, fordi landsretternes praksis ikke havde været éntydig på dette punkt.

Spørgsmålet om anvendelsen af reglerne om tilkendelse af pension var vigtigt, fordi det var første gang Højesteret skulle tage stilling til anvendelsen af de nævnte bestemmelser, som indholdsmæssigt har været uændrede siden 1965 for så vidt angår betingelserne for tilkendelse af førtidspension på rent helbredsmæssigt grundlag (invalidepension).

Den sag, der var indbragt for Højesteret, drejede sig om en på ansøgningstidspunktet 41-årig kommunal sagsbehandler med smerter og bevægeindskrænkning i højre arm.

Kommunen havde indstillet, at hun fik tilkendt mellemste førtidspension, men revaliderings- og pensionsnævnet gav afslag på pension.

Denne afgørelse tiltrådte Ankestyrelsen d. 26. maj 1992. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ifølge foreliggende speciallægeerklæring var beskedne objektive fund.

Ansøgeren anlagde herefter sag mod Ankestyrelsen med påstand om tilkendelse af mellemste førtidspension efter lov om social pension § 14,stk.2,nr.1, med virkning fra ansøgningen d. 31. oktober 1988. Ankestyrelsen genoptog sagen til fornyet vurdering og indhentede en reumatologisk speciallægeerklæring.

Ankestyrelsen tilkendte herefter ansøgeren forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14,stk.3,nr.1, da erhvervsevnen ansås for nedsat med mindst halvdelen, men ikke med omkring 2/3.

Efter Ankestyrelsens vurdering var der således en resterhvervsevne, der udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension. Pensionen tilkendtes med virkning fra d. 1. september 1994.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på beskrivelsen af helbredsforholdene i den reumatologiske speciallægeerklæring.

Afgørelsen blev samtidig vurderet på baggrund af den lempelse af praksis i syndromsager, der var sket i 1993 efter Ankestyrelsens første afgørelse i sagen - og som bl.a var kommet til udtryk i Social Meddelelse SM P-4-93.

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, og Ankestyrelsen blev frifundet.

Ansøger indbragte herefter sagen for Højesteret. Under behandlingen for Højesteret blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet.

Retslægerådet udtalte bl.a. , at ansøgeren havde et smertesyndrom i højre arm og skulder, og at smerterne måtte formodes at være udløste fra bløddelene. Bevægelsesindskrænkningen svarende til højre skulderled var i overensstemmelse med smerteklager fra en smertevoldende skulderlidelse, der forårsagede bevægelsesindskrænkning samt sekundære bløddelssmerter i højre arm. Smerterne var mere udbredte end alene svarende til bevægeindskrænkningen.

Efter Retslægerådets opfattelse var der på tidspunktet for afgivelsen af de foreliggende speciallægeerklæringer ikke yderligere undersøgelser, som kunne have været foretaget med henblik på at stille en korrekt diagnose eller udfinde behandlingsmuligheder.

Retslægerådet fandt ikke, at der ved den seneste erklæring var objektive fund, der talte for, at ansøgeren som angivet fik smerter ved selv mindre bevægelser af arm og hånd.

Ved dommen fandt Højesteret, at Ankestyrelsen var forpligtet til at anerkende, at ansøger havde ret til mellemste førtidspension efter lov om social pension § 14,stk.2,nr.1, med virkning fra ansøgningen d. 31. oktober 1988.

Højesteret udtalte, at domstolenes prøvelse af afgørelser om førtidspension omfatter de administrative myndigheders bedømmelse af, om betingelserne i lovens §§ 14 og 15 er opfyldt, selvom denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter.

Det må ved prøvelsen tages i betragtning, at de administrative myndigheder gennem behandling af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension.

Om den konkrete sag udtalte Højesteret, at Ankestyrelsen ved afgørelsen af 9. November 1994 anerkendte, at ansøgerens lidelse berettigede hende til førtidspension, og spørgsmålet herefter var hvornår og i hvilket omfang erhvervsevnen varigt blev nedsat på grund af invaliditeten.

På baggrund af de foreliggende lægeerklæringer og det i øvrigt foreliggende fandt Højesteret det herefter godtgjort, at ansøgerens invaliditet forelå allerede i 1988, og at erhvervsevnen siden da havde været varigt nedsat med omkring 2/3, og at ansøgeren således ikke som forudsat af Ankestyrelsen kunne klare et halvdagsarbejde.

Det bemærkedes herved, at hverken revaliderings- og pensionsnævnet eller Ankestyrelsen på noget tidspunkt havde anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser vedrørende ansøgers erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller lignende.

Ankestyrelsen tilkendte på baggrund af Højesterets dom ansøgeren mellemste førtidspension med virkning fra ansøgningen.

Afgørelsen er offentliggjort som Social Meddelelse SM P-3-00, hvori der er en fyldigere redegørelse for den konkrete sag og Højesterets dom.

Ankestyrelsen har sammen med Kammeradvokaten gennemgået dommen for at undersøge dommens betydning for behandlingen af pensionssager og for den fremtidige praksis.

Efter Ankestyrelsens opfattelse betyder dommen, at domstolene ved behandlingen af de verserende retssager på pensionsområdet kan foretage en vidtgående efterprøvelse af pensionsmyndighedernes afgørelser.

Tilkendelsen af mellemste førtidspension til en 41-årig kvinde i et ikke fysisk belastende erhverv på baggrund af en énsidig armlidelse medfører efter Ankestyrelsens vurdering en vis lempelse af kravene til den medicinske invaliditet i forhold til hidtidig praksis.

Efter Ankestyrelsen vurdering betyder dommen også, at pensionsmyndighederne i højere grad må belyse en resterhvervsevne, hvis myndigheden ikke finder grundlag for at anse erhvervsevnen for nedsat med mere end halvdelen.

Det betyder ikke, at der er omvendt bevisbyrde. Det er fortsat ansøgeren, der har bevisbyrden for at betingelserne for at tilkende den ansøgte pension er opfyldt.

Hvis ansøgeren imidlertid kan henvise til flere lægeerklæringer, som samstemmende konkluderer, at der er en betydelig nedsættelse af funktionsevnen, er det ikke tilstrækkeligt, at pensionsmyndigheden henviser til, at der ikke er objektive lægelige holdepunkter for en sådan konklusion. I et sådant tilfælde må pensionsmyndigheden enten bede den undersøgende læge om at redegøre for præmisserne for konklusionen i erklæringen, eller indhente yderligere oplysninger i form af nye lægeerklæringer eller resultater af arbejdsprøvninger for at belyse, om der er belæg for denne vurdering.

Pensionspraksis

Efter dommen har Ankestyrelsen antaget en række sager til principiel behandling med henblik på en bredere belysning af dommens betydning for praksis.

Det er en betingelse for at tilkende pension, at erhvervsevnen er varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, og at alle muligheder for aktivering, revalidering og behandling har været afprøvet, og at erhvervsevnen ikke har kunnet forbedres. Betingelserne fremgår af lovens § 15, stk.1, og stk.2.

Dommen belyser navnlig forståelsen af lovens § 15,stk.3, (tidligere § 15, stk.2), som vedrører omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelsen af hvilken grad af førtidspension, der kan tilkendes.

Efter denne bestemmelse: » Skal der ved bedømmelsen af i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat ( graden af pension) foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere beskæftigelse kan forlanges af den pågældende, og den indtægt , som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn.

Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre omstændigheder, som i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt. «

Bestemmelsen lægger således op til en helt konkret vurdering i det enkelte tilfælde, og Ankestyrelsen har ved offentliggørelsen af de principielle afgørelser søgt at give en bredere belysning af de faktorer, der i det enkelte tilfælde har været af særlig betydning ved bedømmelsen af, om erhvervsevnen kunne anses for at være nedsat med omkring 2/3, eller om der kunne belyses en sådan resterhvervsevne, som udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension. Det vil sige en resterhvervsevne på mellem en trediedel og halvdelen.

Blandt de faktorer, der i det enkelte tilfælde har kunnet tale for tilkendelse af mellemste førtidspension , har været, at der var et klart lægeligt grundlag. Det vil sige, at diagnosen var klar, at behandlingsmulighederne var udtømt, og at der var enighed blandt de undersøgende læger om, at tilstanden efter en rent lægelig bedømmelse medførte betydelige begrænsninger i ansøgerens funktionsniveau.

Hvis de førnævnte betingelser har været opfyldt, er der derimod ikke lagt særskilt vægt på i hvilket omfang funktionsnedsættelsen kunne forklares ud fra objektive fund.

Hvis det lægelige grundlag har været klart, har det herudover kunnet tale for tilkendelse af mellemste førtidspension, at revalidering eller arbejdsplacering ikke har været mulig.

Høj alder og langvarigt fravær fra arbejdsmarkedet har også i det enkelte tilfælde kunnet tale for tilkendelse af mellemste førtidspension.

Omvendt har ung alder ,et usikkert lægeligt grundlag, - det vil sige tilfælde, hvor diagnosen ikke var klar, behandlingsmulighederne ikke udtømt, eller hvor der var uenighed om bedømmelsen i de foreliggende lægeerklæringer talt imod tilkendelse af mellemste førtidspension.

Det har også i det enkelte tilfælde talt imod tilkendelse af mellemste førtidspension, hvis der ikke havde været forsøgt revalidering, eller hvis de revalideringsforanstaltninger, der var foretaget havde været uhensigtsmæssige .

Hvis ansøgeren klarede hensyntagende arbejde af et vist omfang, eller hvis arbejdsprøvning eller revalidering havde vist ressourcer, som eventuelt kunne anvendes i et sådant arbejde, har dette også talt imod tilkendelse af mellemste førtidspension.

Som eksempel på tilfælde, hvor der er tilkendt mellemste førtidspension kan nævnes SM P-19-00.

Sagen drejede sig om en 41-årig ufaglært kvinde, der siden 1993 havde haft smerter i bevægeapparatet og nedsat gribestyrke i hænderne. Der var stillet diagnoserne fibromyalgi og nikkelallergi. Der var tiltagende hukommelses- og koncentrationsproblemer, øget træthed, tunghed i hovedet samt smerter i muskler og led og vanskeligheder med at styre højre arm. Arbejdsprøvning var afsluttet med, at mulighederne for revalidering var udtømte.

Speciallægen, arbejdsmedicinsk klinik samt revalideringsinstitutionen havde alle vurderet , at der var en betydelig nedsættelse af erhvervsevnen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var mulighed for at belyse en resterhvervsevne, som udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde vægt på de helbredsmæssige oplysninger sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens arbejdsforhold, herunder den omstændighed, at hun ikke havde været i arbejde siden 1992, og at arbejdsprøvning i 1995 havde givet et negativt resultat.

SM P-20-00

I sagen, der er offentliggjort som SM P-20-00, tilkendte Ankestyrelsen mellemste førtidspension til en 51-årig kvinde, der havde arbejdet som syerske og på restauration.

Ansøgeren havde en ængstelig personlighedsstruktur samt en kronisk lettere depressionstilstand, som ikke skønnedes at kunne bedres væsentligt ved behandling.

Der var adskillige gange forsøgt revalidering med ringe effekt, og ansøgeren havde efter tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension selv forsøgt at udnytte sin resterhvervsevne ved arbejde to timer dagligt ved køkkenarbejde, men måtte ophøre hermed på grund af det psykiske pres.

På baggrund af de helbredsmæssige oplysninger sammenholdt med forløbet af revalidering og ansøgers eget forsøg på at udnytte sin resterhvervsevne fandt Ankestyrelsen ikke mulighed for nærmere at belyse en resterhvervsevne af et omfang, som udelukkede tilkendelse af mellemste førtidspension.

SM P-14-00

Som eksempel på tilfælde, hvor der ikke var grundlag for at tilkende mellemste førtidspension kan nævnes SM P-14-00.

Sagen vedrørte en 52-årig tidligere ølkusk, der tidligere var tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. Han søgte forhøjelse af pensionen på grund af følger efter en kræftlidelse i svælget. Lidelsen var behandlet med stråler, og der var lettere følger heraf.

Der var ikke tegn på tilbagefald. Ansøgeren havde desuden smerter i lænderyggen og skuldersmerter. Han var henvist til behandling for skuldersmerterne.

Efter Ankestyrelsens vurdering udelukkede ansøgerens helbredstilstand ikke, at han kunne bestride hensyntagende deltidsbeskæftigelse.

Ankestyrelsen bad derfor ansøgeren om eventuelt efter fornyet arbejdsprøvning, sammen med kommunen at overveje mulighederne herfor.

Ankestyrelsen var i den forbindelse opmærksom på , at ansøger tidligere var forsøgt arbejdsprøvet, men at han ikke havde ønsket at fuldføre forløbet.

Ankestyrelsen fandt heller ikke grundlag for tilkendelse af mellemste førtidspension til en 30-årig kvinde med følger efter et whiplash- traume og en lænderyglidelse. Revalidering og arbejdsprøvning var forsøgt, men opgivet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der alene var påvist moderate lidelser. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøger udover at passe egne børn, hver anden uge passede endnu et barn. På denne baggrund og under hensyn til ansøgers unge alder var erhvervsevnen ikke varigt nedsat med omkring 2/3,jf. SM P-16-00.

SM P-29-00

I SM P-29-00 gav Ankestyrelsen afslag på mellemste førtidspension til en 46-årig kvinde, der havde muskel- og ledsmerter og en velbehandlet astma.

Hun havde arbejdet som butiksassistent, ved rengøring, som hjemmehjælper og senest som dagplejer. Siden 1994 havde hun haft beskyttet beskæftigelse på et revalideringsværksted med fremstilling af printplader. Arbejdstiden var reduceret fra 4 til 3 timer dagligt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun ud fra alder og helbredsmæssig tilstand fortsat var i stand til at supplere den tilkendte forhøjede almindelig førtidspension med hensyntagende deltidsbekæftigelse.

Efter retssikkerhedslovens § 69 kan de sociale nævn og Ankestyrelsen kun, når der foreligger særlige omstændigheder efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at de sociale klagemyndigheders adgang til at efterprøve afgørelsen svarer til domstolenes adgang hertil.

Ved dommen fandt Højesteret, at domstolenes efterprøvelse af de administrative myndigheders bedømmelse af, om betingelserne i lov om social pension §§ 14 og 15 er opfyldt, selvom denne bedømmelse tildels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter.

Ved prøvelsen må det dog tages i betragtning, at de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse gennem behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter.

Der må derfor foreligge et sikkert grundlag for, at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om tilkendelse af førtidspension.

SM P-34-00

Ankestyrelsen har i SM P-34-00 taget stilling til dommens betydning for klagemyndighedernes anvendelse af retssikkerhedslovens § 69 i sager om tilkendelse af førtidspension.

Ankestyrelsen fandt , at de sociale klageinstanser kan efterprøve om lovens betingelser og den tilknyttede administrative praksis for at påbegynde sag om/tilkende førtidspension er opfyldt, selvom bedømmelsen tildels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at de sociale klagemyndigheder har en særlig erfaring med behandling af sager af denne karakter.

Det er således Ankestyrelsen opfattelse, at retssikkerhedslovens § 69 om klagemyndighedernes adgang til at efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen, kun har en særdeles begrænset betydning i sager om tilkendelse af førtidspension.

Efter dommen har Ankestyrelsen anmodet om Kammeradvokatens rådgivning for så vidt angår dommens betydning for tidligere afgørelser, der var truffet på baggrund af Ankestyrelsens hidtidige praksis.

Efter denne rådgivning kunne Ankestyrelsens hidtidige praksis ikke anses for at være i strid med reglerne i pensionsloven.

Pensionsmyndighederne er derfor ikke forpligtet til af egen drift at genoptage sager, der er afgjort ud fra praksis før Højesterets dom.

Dommen betyder imidlertid en lempelse af hidtidig praksis. Ud fra ligebehandlingsprincipper har Ankestyrelsen derfor fundet, at pensionister, hvis sag kan sammenlignes med højesteretssagen, kan få deres sag genbehandlet og vurderet efter samme principper.

Ankestyrelsen har derfor orienteret offentligheden om muligheden for at bede om genoptagelse ved at rette henvendelse til opholdskommunen.

Ankestyrelsen har samtidig orienteret kommuner og sociale nævn om behandlingen af sådanne henvendelser.

Efter Ankestyrelsens vurdering har Højesterets dom navnlig betydning for bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen ved afgørelsen af hvilken grad af pension, der kan tilkendes.

Det vil sige sager, hvor der er tilkendt pension - typisk forhøjet almindelig førtidspension efter lovens § 14,stk.3,nr.1 på rent helbredsmæssigt grundlag - men givet afslag på højere førtidspension.

Dommen tager efter Ankestyrelsens vurdering ikke særskilt stilling til, hvornår der er grundlag for tilkendelse af førtidspension i det hele taget.

I sager, hvor der er givet afslag på førtidspension og sager om bistands- og plejetillæg , er der efter Ankestyrelsens opfattelse ikke grundlag for genoptagelse på baggrund af dommen.

Ved bedømmelsen af, om der er grundlag for at genoptage den tidligere afgørelse og tilkende en højere pension, må der tages udgangspunkt i den praksis, som fremgår af de sociale meddelelser Ankestyrelsen har udsendt på baggrund af Højesterets dom.

I de tilfælde, hvor den tidligere sag er endeligt afgjort af kommunen eller af de tidligere revaliderings- og pensionsnævn, træffes afgørelsen af opholdskommunen.

Baggrunden for at kommunen kan træffe afgørelse i de sager, der er afgjort af de tidligere revaliderings- og pensionsnævn er, at nævnene er nedlagt pr. 1. Juli 1998, samtidig med ikrafttræden af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og at nævnenes kompetence til at træffe afgørelse i sager om tilkendelse af førtidspension fra dette tidspunkt er overgået til kommunerne i alle sager.

Er sagen endeligt afgjort af det sociale nævn eller af Ankestyrelsen, træffes afgørelsen af det sociale nævn eller af Ankestyrelsen.

Kommunen har ikke kompetence til træffe en afgørelse, hvorved den overordnede myndigheds , d.v.s. nævnets eller Ankestyrelsens afgørelse ændres.

Hvis kommunen træffer en sådan afgørelse, vil det betyde, at afgørelsen er ugyldig. Kun helt undtagelsesvis vil en begunstigende forvaltningsakt, det vil sige en afgørelse, der ændres til fordel for ansøgeren, kunne anses for gyldig trods denne form for inkompetence.

Ankestyrelsen har i en konkret sag taget stilling til denne problemstilling. Afgørelsen vil i løbet af kort tid blive udsendt som Social Meddelelse.

Hvis Ankestyrelsen ikke har truffet realitetsafgørelse i sagen, men har afvist at optage sagen til principiel behandling, er det ikke Ankestyrelsen, men det sociale nævn eller kommunen,der skal træffe afgørelse, afhængig af om sagen har været behandlet af det sociale nævn eller af revaliderings- og pensionsnævnet.

I en del sager har der været flere ansøgninger om førtidspension. I sådanne tilfælde er det mest hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om genoptagelse først afgøres for så vidt angår den seneste trufne ansøgning af den myndighed, der har truffet den endelige afgørelse.

Ankestyrelsen har dog i en del sager, som er fremsendt til Ankestyrelsen med udtrykkelig anmodning om genoptagelse af en afgørelse, som er truffet af Ankestyrelsen, behandlet spørgsmålet om genoptagelse først, selvom der har været efterfølgende ansøgninger, som ikke har været indbragt for Ankestyrelsen.

Afgørelsen i en sag om genoptagelse kan gå ud på, at den tidligere afgørelse fastholdes eller ændres.

Hvis afgørelsen træffes af Ankestyrelsen eller det sociale nævn kan afgørelsen desuden gå ud på hjemvisning. Dette følger af retssikkerhedslovens § 68,stk.2. Afgørelsen om hjemvisning vil eksempelvis kunne træffes, hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en korrekt og velbegrundet afgørelse.

Ankestyrelsen har taget stilling til, om afgørelsen også kan gå ud på hjemvisning i en sag om genoptagelse.

Sagen var indbragt for Ankestyrelsen af kommunen, som fandt at det sociale nævn var forpligtet til at realitetsbehandle anmodningen om genoptagelse og træffe afgørelse om, hvilken pension ansøgeren havde ret til på det foreliggende grundlag.

Ankestyrelsen fandt , at det sociale nævn ikke var afskåret fra at træffe afgørelse om hjemvisning i en sag om genoptagelse.

Ankestyrelsen henviste til, at der også i en sag, der er genoptaget til fornyet behandling på grund af nye faktiske eller retlige forhold, kan opstå behov for at indhente yderligere oplysninger for at kunne træffe en korrekt afgørelse på det ændrede faktiske eller retlige grundlag.

I den konkrete sag var Ankestyrelsen enig i nævnets afgørelse om hjemvisning og lagde vægt på, at kommunen ikke havde forsøgt erhvervsrelaterede foranstaltninger til belysning af ansøgerens erhvervsevne.

Det indgik i Ankestyrelsens overvejelser, at det sociale nævn 8 måneder forinden afgørelsen om genoptagelse og hjemvisning havde tiltrådt kommunens afgørelse om tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension med den begrundelse, at ansøgeren burde kunne bestride et hensyntagende deltidsarbejde.

Ankestyrelsen fandt dog, at nævnet i forbindelse med hjemvisningen burde have forholdt sig til, hvilke retsvirkninger, der fulgte af nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen traf derfor afgørelse om ophævelse af nævnets oprindelige afgørelse, og bemærkede at afgørelsen indebar, at ansøgeren fortsat havde ret til at få forhøjet almindelig førtidspension indtil afgørelse om eventuel ændring heraf. Afgørelsen vil blive udsendt som Social Meddelelse, SM P-41-00.

I en del af sagerne anmodes der om genoptagelse af afgørelser, der ligger ganske langt tilbage i tiden.

Det kan derfor blive nødvendigt, hvis ansøgeren i sådanne tilfælde anses for berettiget til en en højere pension, samtidig at tage stilling til, i hvilket omfang udbetalingen af pensionsydelser med tilbagevirkende kraft er forældede.

Ankestyrelsen har i flere sager lagt til grund, at de enkelte pensionsydelser er omfattet af 1908- lovens regler om den 5-årige forældelse af visse fordringer.

Det er de enkelte pensionsydelser, der er omfattet af 1908- lovens regler, men ikke spørgsmålet om, hvorvidt ansøger opfyldte betingelserne for at få tilkendt en højere pension.

Spørgsmålet om forældelse indgår i en verserende retssag, hvori Ankestyrelsen er part. Når sagen er afsluttet vil Ankestyrelsen udsende en Social Meddelelse om resultatet.

Versioner

1. 2001-01-08