Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 117/2000

GældendeVersion 2001-01-09
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12082@2001-01-09/da

Indhold
  1. Indledning

Divisionsforeningen som mandatar for Skive IK Elite A/S, Skive IK's formand [K] og sportslige leder [O] har ved advokat Per Håkon Schmidt klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Spillerforeningens officielle magasin Indersiden i september 2000, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af en artikel i Indersiden i september 2000 med overskriften "Betændt sag i Skive" fremgår at:

"En højst mærkværdig sag, hvor anføreren truede bestyrelsen med at fortælle pressen alt, hvad han vidste om forsøg på aftalt spil, hvis ikke træneren blev fyret, kostede både træneren og anføreren jobbet i klubben.

Denne artikel skulle have været bygget op om et stort interview med Skive Iks mangeårige anfører, [A]. Han ville her have fortalt sin version af de begivenheder, der i sommerens løb har rystet Skive Iks nyoprykkede 1. divisionshold.

Men i allersidste sekund fik [A] alligevel kolde fødder. Han blev nemlig truet med injuriesager af Skive Iks bestyrelse og ledelse, ligesom de ikke ville udlevere hans spillercertifikat, hvis han fortalte sin historie til Indersiden. Det kunne i første omgang ikke ryste [A].

Men da han havde indgået en ny aftale med Hjørring, orkede han ikke at blive fanget i systemet. Af hensyn til at han bare allerhelst vil spille fodbold, valgte [A] alligevel at sige "b", selv om han faktisk havde sagt "a".

Indersiden ville have spurgt [A] om, hvorfor han blev fyret af Skive IK et år før, at hans kontrakt løber ud. Han ville måske kunne have fortalt om, hvad det var, der førte til, at træneren, [B], selv valgte at forlade klubben i utide trods en sportslig succes. [A] ville måske også kunne have kastet lys over rygterne/beskyldningerne om aftalt spil før en vigtig oprykningskamp, ligesom han kunne have fortalt om forsøg på at knægte ytringsfriheden, en tøvende ledelse og hemmelige møder i sommerens løb.

Job i fare

Også Indersidens redaktør er flere gange blevet truet af Skive IK med injuriesager, hvis vi vælger at skrive noget om sagen. SIKs sportslige leder, [O], der civilt har et lederjob i en farmaceutisk virksomhed, mener ligefrem, at det vil koste ham jobbet, hvis der kommer noget kontroversielt frem om hans rolle i hele forløbet.

Vi vælger alligevel at skrive om en sag, der måske er én af de mest dramatiske historier i dansk fodbold. En sag, der normalt kun udspiller sig i det sydeuropæiske og ikke i det nordvestjyske.

Da rygterne om, at Indersiden havde fået et interview med [A] om sagen, begyndte at løbe i Skive, fik ledelsen i fodboldklubben meget travlt.

SIK-formand [K] afviste at kommentere sagen i Indersiden. Men han bad meget bestemt om at få lov til at se artiklen, inden bladet kommer på gaden. Det kunne han ikke få lov til.

I skal blot være klar over, at vi vil gå meget langt for at stoppe det her, for jeg vil beskytte mine bestyrelsesmedlemmer, som gør et stykke frivilligt arbejde. Vi vil meget gerne se den artikel på forhånd, så vi kan foretage nødværgeforanstaltninger. For når bladet kommer på gaden, er skaden jo sket, sagde [K].

Også den sportslig leder i SIK, [O], ville have artiklen stoppet.

Du skal vide, at jeg ikke tøver med at anlægge injuriesag. Jeg har orienteret mine advokater, og de vil kræve aktindsigt i artiklen. Jeg vil ikke risikere at miste mit civile job på grund af den her sag, understregede [O].

På trods af truslerne vil Indersiden her oprulle sagen fra Skive:

Da Skive IK i sommer rykkede op i 1. division, skulle man tro, at alt var lutter idyl. Men sådan var det bare ikke. Sjældent er en oprykning blevet efterfulgt af så stor turbulens.

Dårligt forhold

Hele miseren begyndte kort tid efter, at klubbens nye træner [B] havde indledt træningen 15. januar i år. Holdets mangeårige anfører, [A], kom hurtigt på kant med den nye træner, og det var åbenlyst for de fleste, at de to ikke havde det allerbedste forhold.

På et tidspunkt i løbet af foråret var forholdet blevet så anstrengt, at [A] angiveligt gav bestyrelsen et ultimatum, der gik ud på, at SIK enten skilte sig af med træneren eller anføreren. En magtkamp var i gang. Men der skete ingenting.

Et stykke tid efter, helt præcist onsdag den 14. juni, indtraf den begivenhed, som fik hele Skive IK til at ryste. Efter træningen den dag kaldte træner [B] viceanfører Jan Larsen og anfører [A] hen til sig. Om søndagen skulle Skive IK spille den mest afgørende kamp i klubbens historie. Med uafgjort ville Skive og Brønshøj formentlig begge rykke op i 1. division, hvis ikke Birkerød vandt deres kamp med mere end fem mål.

Hvad de tre snakkede om er svært at gætte på, for ingen af parterne har længere lyst til at fortælle noget om sagen. Men ifølge Skive Folkeblad skulle træneren have præsenteret de to spillere for et oplæg om "at gå efter uafgjort."

Anfører stejler

[A], der jo ikke ligefrem var bonkammerat med træneren, skulle angiveligt have stejlet noget så gevaldigt over dette forslag, at han omgående ringede til klubbens sportslige leder, lige da han kom hjem.

Anføreren gav overfor [O] udtryk for, at han ikke ville spille søndag, hvis det også var klubbens holdning. [O] kendte intet til de tanker og indkaldte derfor straks [B] til et møde. har overfor Indersiden to gange indrømmet, at [B] overfor ham skulle have erkendt, at han havde spurgt [A] og Jan Larsen om deres syn på en sådan handling. Men omvendt har [O] ikke helt kunnet finde ud af, hvad han skulle mene, for han har også kort tid efter afvist, at Sigurd Kristensen skulle have indrømmet noget.

[B] selv kalder rygterne om aftalt spil for pure opspind.

Han har slet ikke lyst til at kommentere beskyldninger om, at han skulle have haft planer om at aftale Brønshøj-kampen.

Det er for latterligt at kommentere noget så usagligt. [A] og jeg har nok bare ikke det samme fodboldsyn. Spillernes indstilling var i det hele taget også for uprofessionel. Men jeg gider ikke sige mere, for jeg vil ikke kaste med mudder. Det er der ingen grund til, siger [B].

Næste dag, altså torsdag den 15. juni, var [A] til et møde før træning med [B], [O], viceanfører Jan Larsen og formand [K]. Her forsvarede [B] sig også mod beskyldningerne ved at sige, at der skal to gange 14 mand og to trænere til at aftale sådan noget. Det kan jo slet ikke lade sig gøre.

Selve kampen i Brønshøj blev en højdramatisk affære. Skive vandt 4-3 på et mål før slutfløjtet, og Skive havde oven i købet været bagud 2-0 i begyndelsen af kampen. Der var tilsyneladende ingen aftaler i kampen, men [A] kunne alligevel ikke begrave striden med [B].

Hemmeligt møde

Den strid fortsatte hen over sommeren, og flere gange forsøgte [A] igen at give bestyrelsen valget imellem ham selv og træneren. Bl.a. blev konflikten imellem de to igen diskuteret på et møde den 4. juli på restaurant Gl. Skivehus, hvor formand [K] og sportslig leder [O] er til stede sammen med spillerrepræsentanten Lars Knudsen og [A]. Mødet er i øvrigt henlagt til Gl. Skivehus, fordi ledelsen vil holde det hemmeligt. Det er derfor, at det ikke finder sted i klublokalerne.

Men formanden siger her, at man ikke vil fyre træneren, fordi klubben er på en succesbølge. Så vil gerne væk, selv om han endnu har et års kontrakt tilbage. Og Lars Knudsen be'r også ledelsen om, at de fritstiller [A], så truppen kan komme videre. Det går de dog ikke med til i første omgang.

Det var jo noget træls noget. Vi ville gerne videre som trup, og vi ville gerne glæde os over oprykningen i stedet for at have ballade, fortæller spillerrepræsentant Lars Knudsen.

To dage efter modtog [A] så alligevel en opsigelse af kontrakten. Der var i opsigelsen en betingelse om, at han ikke måtte udtale sig om [B] eller sagen i det hele taget. Det kunne [A] tilsyneladende ikke acceptere.

Derfor mødte han stadig væk op i klubben, og derfor indkaldte han til et spillermøde den 10. juli. Her fortalte han om sommerens hændelser, og her fortalte han angiveligt, at han kun kunne opfatte [B]'s henvendelse den 14. juni som et forsøg på at aftale kampens forløb.

Fem dage senere ringede Skive-formanden til [A] og fortalte ham, at han var blevet fritstillet. [K] var blevet træt af trusler om at gå til medierne med sin historie. [A] blev nægtet adgang til træningen fremover.

Samme dag bad [B] også om at blive løst fra kontrakten. Hvilket klubben accepterede. [B] begrunder i dag den beslutning med, at han bare ikke passede ind på arbejdspladsen.

Nogen gange vælger man forkert i livet. Tingene fungerede ikke godt nok i Skive, for jeg skulle som træner bruge 80 procent af min tid på alt muligt andet end fodbold. Det bør være omvendt, fortæller [B].

DBU-sag

Igennem længere tid har Skive IK tilbageholdt [A]'s spillercertifikat på grund af en økonomisk tvist klubben og spilleren imellem. Sagen har været indbragt for DBUs fodboldkontraktudvalg, men der er netop indgået forlig i sagen. Forliget betyder, at [A] får et ikke-oplyst beløb af Skive IK, fordi klubben fyrer ham et år før kontraktudløb. Og samtidig har [A] nu fået spillercertifikat, så han kan begynde i Hjørring. Alt sammen under betingelse af, at han overhovedet ikke udtaler sig i sagen."

Klagerne har oplyst, at der den 27. august 2000 blev indgået et forlig mellem Skive IK og [A], og at følgende i denne forbindelse blev aftalt:

"[A] og Skive Elite A/S udtaler sig ikke yderligere i denne sag til pressen. Dette omfatter også [A]'s allerede afgivne udtalelser til Spillerforeningens blad Indersiden."

Klagerne har anført, at Spillerforeningen var fuldt ud bekendt med dette forlig, idet [A] under forhandlingerne blev assisteret af en person fra Spillerforeningen, og idet forliget blev fremsendt til Spillerforeningen dagen før deadline på bladet. Under forligsmødet blev der endvidere flere gange taget kontakt til bladets ansvarshavende redaktør, hvorfor denne var fuldt ud bekendt med sagen, samt med [A]'s ændrede syn på udgivelsen af artiklen, men man valgte altså på trods heraf at bringe en redigeret version af den oprindelige artikel med [A]. Denne version er efter klagernes opfattelse i strid med god presseskik.

Klageren har anført, at oplysningerne i artiklen om "aftalt spil" ikke er korrekte, samt at der fra bladets side ikke er foretaget tilstrækkeligt for at kontrollere og efterprøve korrektheden af de bragte oplysninger, ligesom der ikke er udvist tilstrækkelig kritik over for nyhedskilden. Hverken [A], [K], [O] eller har således ønsket, at artiklen blev bragt eller stået inde for korrektheden af de i artiklen indeholdte oplysninger, hvilket fremgår af selve artiklen. At bladet havde grund til at udvise behørig kritik over for nyhedskilden [A] følger af, at Skive IK havde givet [A] tilbud om ophævelse af hans spillerkontrakt, at der verserede en tvist mellem [A] og Skive IK, samt at man tilbageholdte [A]'s spillercertifikat. Oplysningerne burde således inden de blev bragt have været forelagt for og verificeret af de omtalte personer eller som minimum af personer, der ikke var direkte involveret i tvisten. I hvert fald er det i strid med god presseskik at bringe oplysningerne efter, at [A] havde trukket sine udtalelser tilbage.

Klagerne har endvidere anført, at flere af oplysningerne i artiklen er angivet uden oplysning af kilde. Oplysningerne må imidlertid stamme fra [A], hvilket fremgår af, at oplysningerne er hentet fra den oprindelige artikel, samt at oplysningerne ikke er verificeret af andre.

Klagerne har tillige anført, at [K] ikke har udtalt sig til bladet efter, at [A] trak sine udtalelser tilbage, og artiklen blev redigeret om.

Klagerne har herudover anført, at artiklen indeholder meget alvorlige beskyldninger og antydninger om aftalt spil og om korrumperede forhold i klubben, idet det bl.a. fremgår, at der er tale om en "sag, der normalt kun udspiller sig i det sydeuropæiske", at der er tale om "aftalt spil", og at træneren skulle have haft "planer om at aftale Brønshøj-kampen". Disse beskyldninger er af en sådan karakter, at det kræver en særlig efterprøvelse at bringe disse. Da [A] havde trukket sine udtalelser tilbage, og da udsagnene er pure afvist af [B], burde de slet ikke have været bragt uden yderligere efterprøvelse. Selvom det havde været tilfældet, at [B] havde præsenteret [A] og Jan Larsen for et oplæg om at "gå efter uafgjort" i kampen mod Brønshøj, så kan et sådant oplæg alene kritiseres for at mangle ambitioner, idet der var tale om en kamp, hvor begge hold kunne gå videre med uafgjort, hvilket imidlertid intet har at gøre med "aftalt spil". Det fremgår herefter af artiklen, at [A] har "stejlet noget så gevaldigt over" dette oplæg om at gå efter uafgjort, og at det er det, der afføder det øvrige hændelsesforløb, som er gengivet i artiklen. Klagerne mener imidlertid, at artiklens gengivelse af hændelsesforløbet bærer præg af, at beskyldningerne om aftalt spil kan bunde i en misforståelse, hvilket burde have været undersøgt nærmere f.eks. ved forelæggelse af oplysningerne for viceanfører Jan Larsen, der også skulle have været tilstede, da trænerens oplæg blev præsenteret. Artiklens overskrift "Betændt sag i Skive" må endvidere opfattes som uden dækning i artiklen, idet overskriften er sensationspræget, og idet den antyder, at der er begået uretmæssigt forhold fra boldklubbens side.

Klagerne har endvidere anført, at det i forhold til og [O] er særligt kritisabelt, at det under overskriften "hemmeligt møde" antydes, at disse personer har noget at skjule, ligesom de derved indirekte og i konteksten fremstilles som medvirkende til korruption og aftalt spil. I artiklen er det endvidere anført, at "mødet er iøvrigt henlagt til Gl. Skivehus, fordi ledelsen vil holde det hemmeligt". Hverken [K] eller andre i Skive Iks ledelse har imidlertid over for bladet oplyst, at man ønskede at holde mødet hemmeligt. Baggrunden for at holde mødet på en restaurant var derimod, at klublokalerne ikke egner sig til mødeafholdelse på hverdagsaftener, hvor der er aktiviteter i klubben. Der er endvidere intet usædvanligt eller odiøst i at holde et møde på en restaurant, ligesom et sådant møde ikke kan betegnes som hemmeligt, idet alle mødedeltagerne er kendte ansigter i byen, og idet mødet foregik på et offentligt sted. Oplysningen herom samt overskriften "Hemmeligt møde" er derfor i strid med god presseskik.

Klagerne har tillige anført, at når det i artiklen er anført, at [K] "ikke vil fyre træneren, fordi klubben er på en succesbølge", så følger det heraf, at [K] kommer til at fremstå som en person, der vægter klubbens succes højere end "aftalt spil". Senere i artiklen anføres det endvidere, at fritstillingen af [A] skyldes, at [K] "var blevet træt af trusler om at gå til medierne med sin historie". Samlet set er fremstillingen af [K] således kritisabel, idet den indeholder antydninger om, at han har godkendt eller tolereret korruption og aftalt spil i klubben, samt at ledelsens håndtering af konflikten mellem træneren og anføreren ikke tåler dagens lys. Fremstillingen hidrører ikke fra [K] selv, og har heller ikke været forelagt ham til udtalelse, hvorfor god presseskik er tilsidesat.

Klagerne har endvidere anført, at når det om i artiklen hedder, at "[O], der civilt har et lederjob i en farmaceutisk virksomhed, mener ligefrem, at det vil kunne koste ham jobbet, hvis der kommer noget kontroversielt frem om hans rolle i hele forløbet", indebærer dette en usaglig og bevidst antydning af, at [O] skulle have alvorlige ting at skjule. Det er imidlertid ganske indlysende, at det kan have alvorlige konsekvenser, hvis der fremsættes urigtige beskyldninger om aftalt spil og korrupte forhold. Udtalelsen understreger for så vidt bare denne skadesrisiko for [O], men udtalelsen er bevidst misbrugt og bevirker via konteksten, at også [O] fremstilles som havende godkendt "aftalt spil" og korruption i Skive IK og som havende en rolle i sagen, som ikke tåler dagens lys. Det er imidlertid i strid med god presseskik at bruge udtalelsen, som åbenbart efter sit indhold ikke er beregnet til referat.

Klagerne har herudover anført, at de artikler om sagen, som bladet har henvist til, for de flestes vedkommende ligger efter interview med bladet, hvorfor det ikke er korrekt, som anført af bladet, at artiklen i det væsentligste baserer sig på den øvrige pressedækning. Ved at sammenligne den oprindelige artikel, der indeholdte de udtalelser, som [A] trak tilbage, og den artikel bladet bragte, er det klart, at artiklen er baseret på den oprindelige artikel blot således, at [A]'s navn er taget ud, ligesom der er byttet om på nogle afsnit. Dette understreges også af, at der i det væsentligste mangler kildeangivelser i artiklen, idet kilden netop var som havde trukket sine udtalelser tilbage.

Klagerne har endelig anført, at det samlede indtryk af artiklen er, at bladet ikke har haft til formål at bringe korrekt og saglig information, men at man i stedet har haft til formål for enhver pris at lave en sensationel artikel, uanset at denne måtte basere sig på en tendentiøs gengivelse af oplysninger og på ukorrekte antydninger og beskyldninger af alvorlig karakter mod klagerne.

Bladet har anført, at den påklagede artikel alene er et delelement i en ganske omfattende pressedækning af sagen om Skive IK, hvorfor artiklen ikke indebærer en overtrædelse af god presseskik, allerede fordi artiklen i alt væsentligt alene er en gengivelse og en opsummering af sagsforløbet. Bladet har til belysning heraf henvist til en række artikler i andre blade, herunder til en artikel med overskriften "Tavshedens Pris" bragt i Tipsbladet den 8. september 2000, en artikel med overskriften "Skive IK truede med sagsanlæg" bragt i Skive Folkeblad den 12. september 2000 og en artikel med overskriften "Kolbøtter i Skive" bragt i Tipsbladet den 15. september 2000. Det relevante tidspunkt for afgørelsen af, om der var skrevet lignende artikler om sagen før, den påklagede artikel blev bragt, må være den 9. september 2000, hvor den påklagede artikel udkom og ikke andre tidspunkter.

Bladet har endvidere anført, at det forhold, at [A] under forhandlingerne med Skive IK blev assisteret af en repræsentant fra Spillerforeningen, ikke medfører, at bladets ansvarshavende redaktør kan holdes ansvarlig for en eventuel viden om et konkret forlig og dettes forudsætninger hos foreningens medarbejdere. Efter, at havde udtrykt ønske om at trække sine udtalelser tilbage, har bladet rent faktisk loyalt foretaget en redigering af artiklen således, at [A]'s ønske blev imødekommet. Der er ifølge forligsteksten mellem [A] og Skive IK tale om, at [A] trækker sine udtalelser tilbage, hvorimod der ikke er tale om, at han trækker hele artiklen tilbage. I øvrigt er bladet ikke bundet af det forlig, [A] har lavet med Skive IK, hvilket klagerne er bekendt med. Bladet lovede således ikke, at man for fremtiden ville ignorere den viden, man havde fået i forbindelse med researchen til artiklen, som hidrørte fra en række andre artikler og fra adskillige øvrige kilder.

Bladet har tillige anført, at man har efterprøvet korrektheden af de bragte oplysninger, så langt det er muligt, hvilket er sket ved at tale med kilderne og ved at forelægge de relevante oplysninger for de involverede personer til kommentar. Det forhold, at man har søgt at efterprøve rigtigheden af en oplysning ved at forelægge denne for den anden part, og den anden part så nægter at udtale sig, medfører ikke, at man herefter er afskåret fra at bringe en artikel. På denne måde ville det være for enkelt for en part, der ikke ønsker en for den pågældende part negativ sag fremstillet i pressen at forhindre en sådan fremstilling ved blot at nægte at udtale sig. De udtalelser, der rent faktisk blev modtaget fra Skive Iks ledere og andre, er i øvrigt medtaget i artiklen, og alle parter har således haft lejlighed til at udtale sig til artiklen. Alle oplysningerne i artiklen er korrekte, og man har fra bladets side gjort alt, hvad der var muligt for at søge at verificere oplysningerne, og man har givet mulighed for, at selv kunne komme frem med sine kommentarer til sagsforløbet.

Bladet har herudover anført, at det forhold, at [A] har trukket sine udtalelser tilbage ikke medfører, at det herved kan lægges til grund, at han ikke kan stå inde for korrektheden af de i artiklen bragte oplysninger. [A[ har hverken før eller efter artiklens offentliggørelse, bestridt oplysningerne i artiklen, men har alene trukket sine egne udtalelser tilbage som følge af den aftale, han har indgået med Skive IK.

Bladet har endvidere anført, at artiklen ikke indebærer en krænkelse af [A]'s personlige anseelse, idet artiklen tværtimod er et forsøg på at give en nuanceret og fuld beskrivelse af sagsforløbet i en periode, hvor [A] blev voldsomt kritiseret i medierne for sin tavshed om sagen. Endvidere er det ikke korrekt, at [A] ikke ønskede artiklen bragt, han ønskede blot ikke interviewet med ham selv bragt.

Bladet har herudover anført, at man har udvist behørig kritik over for [A] som nyhedskilde, idet artiklen også bygger på andre kilder, herunder trykte nyhedskilder, samtaler med andre parter, herunder samtaler med [K], [O], [B], Lars Knudsen, Jens Jørgen Brinch fra Tipsbladet, Ole Tang og Brian Laursen samt [A] og på møder. Mere er det ikke journalistisk muligt at gøre. Det er endvidere ikke i strid med god presseskik, såfremt der verserer en tvist mellem to parter at gengive den ene parts beskrivelse af hændelsesforløbet. Det afgørende er, at man søger at lade begge parter komme til orde, uanset om en af parterne ikke måtte ønske at udtale sig. Det forhold, at man forsøgte at høre [K], [O] og [B] inden artiklen blev bragt medfører endvidere, at man har gjort det fornødne, og at god presseskik ikke er overtrådt. Det forhold, at bladet i så høj grad har baseret artiklen på tidligere pressedækning medfører endvidere, at bladet ikke kan anses for at have overtrådt god presseskik i forbindelse med artiklen. Skive IK har da også taget meget aktiv del i pressedækningen af sagen både før og efter artiklen, hvorfor bladet på ingen måde kunne forudse, at Skive IK skulle have en særlig holdning til, at bladet også dækkede historien.

Bladet har af hensyn til Pressenævnets forståelse af sagen præciseret, at det, den i artiklen omtalte sag drejer sig om, er, hvorvidt [B] inden en afgørende oprykningskamp henvendte sig til [A] og Jan Larsen for at få deres stillingtagen til forslag om, at han skulle kontakte Brønshøjs træner for at aftale udfaldet af kampen. Der er således ikke tale om nogen misforståelse i artiklen, som oplyst af klagerne. Det er imidlertid hverken i artiklen eller i den tidligere eller senere mediedækning gjort gældende, at der rent faktisk skulle have foreligget aftalt spil. Da sagen på tidspunktet for udgivelsen af artiklen havde verseret i flere måneder uden at have fundet sin afslutning, havde sagen en så væsentlig interesse, at det var fuldt berettiget, at bladet bragte artiklen.

Bladet har tillige anført, at artiklens overskrift "Betændt sag i Skive" netop er dækkende for sagsforløbet, hvorfor denne ikke indebærer en overtrædelse af god presseskik. Hertil kommer, at samme eller lignende ordvalg har været anvendt i andre artikler, uden at dette har givet anledning til reaktioner fra klagernes side.

Bladet har endvidere anført, at der har været udført en særlig kontrol vedrørende oplysningerne om [B] i artiklen, idet oplysningerne har været forelagt [B], og idet hans benægtelse er citeret i artiklen. Endvidere er der ikke videregivet andre oplysninger om ham, end hvad der allerede har været bragt i andre medier.

Bladet har vedrørende oplysningerne om mødet på Gl. Skivehus anført, at disse oplysninger har været forelagt [K], som tilsyneladende ikke har fundet anledning til at kommentere disse. I henseende til almindelig forretningsmæssig adfærd forekommer det ganske usædvanligt, at et møde henlægges til et andet sted end klublokalerne, hvilket har bibragt det indtryk, at mødet skulle holdes hemmeligt. Da oplysningerne om den påståede hemmeligholdelse har været forelagt Skive Iks ledelse, er god presseskik ikke overtrådt. Hertil kommer, at det er helt naturligt, at mødet fra Skive Iks side ønskes hemmeligholdt, idet man ikke ønskede yderligere polemik om den fortsat verserende tvist mellem anfører og træner.

Bladet har vedrørende oplysningerne om [K] i artiklen anført, at der er tale om korrekte gengivelser, og at oplysningerne har været forelagt [K] til udtalelse, men at han efter eget valg har ønsket ikke at udtale sig.

Bladet har vedrørende [O] udtalelse om hans civile job anført, at der er tale om en udtalelse til en journalist, der er citeret direkte i artiklen. Bladet opfattede ikke udtalelsen, som noget der ikke var til referatet, hvilket [O], der forsøgte at lægge pres på bladet for ikke at bringe artiklen, måtte forvente.

Bladet har endvidere anført, at man i teksten har taget forbehold i gengivelsen af sagen ved flere steder at indsætte ordet "angiveligt" eller lignende for på den måde at understrege, at de bragte oplysninger ikke er endeligt verificeret af alle parter.

Bladet har endelig anført, at formålet med artiklen har været, at viderebringe viden om en sag, der har fået betydelig mediedækning, og som kan have stor betydning for dansk fodbold og for de enkelte spilleres hverdag.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Indledningsvis bemærkes, at den omstændighed, at andre medier har viderebragt nogle nærmere bestemte oplysninger eller "rygter", ikke fritager bladet for at foretage en selvstændig efterprøvelse af de pågældende oplysningers eller "rygters" rigtighed.

Det forhold, at bladet valgte at bringe en artikel om begivenhederne i Skive IK i forbindelse med, at [A] og [B] forlod klubben, uanset at disse ikke ønskede at udtale sig, kan efter Pressenævnets opfattelse ikke i sig selv anses som en tilsidesættelse af god presseskik.

Oplysningen i artiklen om, at "mødet er i øvrigt henlagt til Gl. Skivehus, fordi ledelsen vil holde det hemmeligt", er ikke en oplysning, der i sig selv er skadelig eller krænkende for de involverede personer, og da disse i øvrigt har haft mulighed for at udtale sig, er god presseskik ikke tilsidesat.

Det forhold, at [O] i artiklen er citeret for at skulle have sagt, "at det vil koste ham jobbet, hvis der kommer noget kontroversielt frem om hans rolle i hele forløbet", indebærer ikke, at god presseskik er tilsidesat, da [O] rent faktisk er fremkommet med udtalelsen, og denne ikke kan anses for misbrugt af bladet til på en usaglig måde at mistænkeliggøre [O].

Tre af nævnets medlemmer Per Sørensen, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard udtaler herefter:

Af artiklen fremgår, at klubben ved dens træner har forelagt anføreren [A] og viceanføreren Jan Larsen et oplæg om at "gå efter uafgjort" i kampen mod Brønshøj. Denne skadelige og krænkende oplysning indeholder efter disse medlemmers opfattelse en meget alvorlig beskyldning om forsøg på "aftalt spil" fra klubbens side. Såfremt et medie ønsker at bringe en sådan beskyldning, skal mediet i særlig grad efterprøve dens rigtighed, inden den bringes, først og fremmest ved forelæggelse for de implicerede personer. Bladet har da også forelagt beskyldningen for disse, men bladet har ikke kunnet formå dem til at udtale sig, og bladet har heller ikke på anden måde sandsynliggjort, at beskyldningen er korrekt. Da bladet alligevel valgte at bringe beskyldningen, finder disse medlemmer, at bladet har tilsidesat god presseskik, og de udtaler derfor kritik af bladet.

Et medlem - Finn Rowold - udtaler:

Da bladet har forelagt beskyldningerne for de implicerede personer, og disse ikke har ønsket at udtale sig, finder jeg samlet set, at artiklen ikke er i strid med god presseskik.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler herefter sin kritik af bladet.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Indersiden at offentliggøre følgende:

Indersiden bragte i september 2000 en artikel med overskriften "Betændt sag i Skive", hvoraf det bl.a. fremgår, at Skive Iks træner [B] den 14. juni 2000 efter træningen kaldte anføreren [A] og viceanføreren Jan Larsen hen til sig og præsenterede de to spillere for et oplæg om "at gå efter uafgjort" i kampen mod Brønshøj.

Divisionsforeningen som mandatar for Skive IK Elite A/S, Skive IK's formand [K] og sportslige leder [O] klagede til Pressenævnet, idet man anså god presseskik for tilsidesat.

Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at den omstændighed, at andre medier har viderebragt nogle nærmere bestemte oplysninger eller "rygter", ikke fritager bladet for at foretage en selvstændig efterprøvelse af de pågældende oplysningers eller "rygters" rigtighed.

Det forhold, at bladet valgte at bringe en artikel om begivenhederne i Skive IK i forbindelse med, at [A] og [B] forlod klubben, uanset at disse ikke ønskede at udtale sig, kan efter Pressenævnets opfattelse ikke i sig selv anses som en overtrædelse af god presseskik.

Oplysningen i artiklen om, at "mødet er i øvrigt henlagt til Gl. Skivehus, fordi ledelsen vil holde det hemmeligt", er ikke en oplysning, der i sig selv er skadelig eller krænkende for de involverede personer, og da disse i øvrigt har haft mulighed for at udtale sig, er god presseskik ikke tilsidesat.

Det forhold, at [O] i artiklen er citeret for at skulle have sagt, "at det vil koste ham jobbet, hvis der kommer noget kontroversielt frem om hans rolle i hele forløbet", indebærer ikke, at god presseskik er tilsidesat, da [O] rent faktisk er fremkommet med udtalelsen, og denne ikke kan anses for misbrugt af bladet til på en usaglig måde at mistænkeliggøre [O].

Tre medlemmer Per Sørensen, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard udtaler herefter:

Af artiklen fremgår, at klubben ved dens træner har forelagt anføreren [A] og viceanføreren Jan Larsen et oplæg om at "gå efter uafgjort" i kampen mod Brønshøj. Denne skadelige og krænkende oplysning indeholder efter disse medlemmers opfattelse en meget alvorlig beskyldning om forsøg på "aftalt spil" fra klubbens side. Såfremt et medie ønsker at bringe en sådan beskyldning, skal mediet i særlig grad efterprøve dens rigtighed, inden den bringes, først og fremmest ved forelæggelse for de implicerede personer. Bladet har da også forelagt beskyldningen for disse, men bladet har ikke kunnet formå dem til at udtale sig, og bladet har heller ikke på anden måde sandsynliggjort, at beskyldningen er korrekt. Da bladet alligevel valgte at bringe beskyldningen, finder disse medlemmer , at bladet har tilsidesat god presseskik, og de udtaler derfor kritik af bladet.

Et medlem Finn Rowold udtaler:

Da bladet har forelagt beskyldningerne for de implicerede personer, og disse ikke har ønsket at udtale sig, finder jeg samlet set, at artiklen ikke er i strid med god presseskik..

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler herefter sin kritik af bladet.

København den 4. december 2000

Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard."

Afsagt den 4. december 2000.

Versioner

  1. 2001-01-09