Gelex

Overgangsydelse selvstændig bibeskæftigelse

GældendeVersion 2001-02-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12139@2001-02-23/da

Indhold
  1. Indledning

Sagsfremstillingen som den fremgår af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse:

"Det fremgår af sagen, at De modtager overgangsydelse.

Det fremgår af Deres brev af 26. november 1999, at De ønsker tilladelse til at drive forfattervirksomhed som selvstændig bibeskæftigelse inden for 200 timer (ankenævnets tilføjelse) uden fradrag i overgangsydelsen. De mener, at De efter de nye regler om selvstændig virksomhed inden for 400 timer med fradrag i overgangsydelsen ville få større "albuerum" til virksomheden, men Deres økonomi er ikke indrettet til dette, og De mener også, at virksomheden kan holdes inden for 200 timer pr. år.

De har planer om at skrive 2 bøger, som bygger på Deres erfaringer fra tidligere virke i Bangladesh i 1970'erne.

De har lige siden Deres hjemkomst holdt foredrag, undervist og skrevet om forholdene i den 3. verden, ligesom De har læst meget om den 3. verdens forhold og klodens forskellige kulturer. De interesserer Dem specielt for Bangladesh og Pakistan.

De har materiale liggende til 2 bøger, som De nu ønsker at skrive færdig og udgive. Begge projekter er allerede godt i vej, og De mener, at De kan færdiggøre manuskripterne inden for 2 år ved et arbejdstidsforbrug på 170-180 timer pr. år. De kunne dog også være interesseret i andre - for tiden - mere relevante opgaver og ønsker derfor ikke at være bundet af, at 170-180 timer pr. år udelukkende skal benyttes til de 2 nævnte bøger. De forventer i øvrigt, at bøgerne kun vil udkomme i et mindre oplag på 1.-2.000 stk., da interessen for den 3. verden synes at være dalende.

På blanket AR 259 har De blandt andet oplyst, at De forventer at bruge ca. 3 1/4 time pr. uge/170-180 timer på årsbasis på forfattervirksomheden.

Deres a-kasse har sendt Deres ansøgning til direktoratet den 29. november 1999. Kassen har oplyst, at forholdene i den 3. verden er Deres altoverskyggende interesse, og indstillet til direktoratet, at ansøgningen imødekommes."

Direktoratet traf den 14. januar 2000 følgende afgørelse:

"De kan ikke få tilladelse til at skrive og udgive bøger.

Det er direktoratets opfattelse, at den beskrevne virksomhed er af en sådan karakter, at det ikke findes sandsynliggjort, at arbejdsindsatsen kan holdes inden for 200 timer årligt.

Direktoratet har lagt vægt på, at virksomheden med at skrive og udgive bøger kan drives både på fuld tid og på nedsat tid udelukkende afhængig af Deres beslutning om, hvilken arbejdsindsats De vil lægge i virksomheden.

Det er direktoratets opfattelse, at det ikke kan forudses, hvor mange timer det i realiteten vil tage at skrive og færdiggøre en bog, selv om De har tilstrækkeligt materiale. Udover tidsforbrug til selve skrivearbejdet vil der også medgå tid til at gøre manuskriptet klar til trykning, finde en forlægger og forhandle kontrakt om omfang og udgivelse m.v. inden selve udgivelsen. Det forhold, at De forventer højst at anvende 170-180 timer årligt på at skrive bøger, begrænser ikke virksomhedens ydre rammer i en sådan grad, at den kan anses for kun at kunne udøves i ringe omfang i perioden med overgangsydelse.

Direktoratet kan derfor ikke give tilladelse til, at De påbegynder den nævnte virksomhed i perioden med overgangsydelse, jf. § 6, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse om overgangsydelse, nr. 307 af 19. maj 1999."

I klagen havde medlemmet bl.a. anført, at det var hendes indtryk, at direktoratets afgørelse var et mere eller mindre "automatisk" afslag, hvor hendes konkrete situation ikke ses at være taget i betragtning. Muligvis havde direktoratet ikke haft et identisk fortilfælde og derfor traf en restriktiv og skabelonagtig afgørelse, uden De reelt var gået ind i substansen

Det var direktoratets opfattelse, at virksomheden var af en sådan karakter, at det ikke fandtes sandsynliggjort, at arbejdsindsatsen kunne holdes inden for 200 timer årligt. Hvordan direktoratet var kommet til den slutning, forstod medlemmet ikke, da hun kun havde søgt om tilladelse til at drive "forfattervirksomhed i lille målestok". Der var slet ikke tale om en ny "større" virksomhed, blot om en tilladelse til at kunne fortsætte sin normale bibeskæftigelse.

Som det fremgik af sagen havde arbejdsløshedskassen indstillet til direktoratet, at medlemmet fik tilladelse til at drive selvstændig virksomhed som forfatter. Det var arbejdsløshedskassens overbevisning, at arbejdet sagtens kunne holdes inden for de 200 timer om året. Så reglen om, at man over for arbejdsløshedskassen skulle sandsynliggøre, at virksomheden ikke nødvendiggør en samlet arbejdsindsats på mere end 200 timer inden for et kalenderår, var således opfyldt.

Endvidere havde medlemmet anført, at der i direktoratets bekendtgørelse om overgangsydelse nr. 307 af 19. maj 1999 § 6, stk. 1 gives der mulighed for, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter indstilling fra arbejdsløshedskassen kunne give tilladelse i særlige tilfælde. Både medlemmet og arbejdsløshedskassen fandt, at der var tale om et særligt tilfælde understøttet af at 1) 3. verdens forhold og klodens forskellige kulturer havde været medlemmets primære fritidsinteresse igennem hele sit voksenliv og 2) det allerede indsamlede materiale forelå i en sådan form, at færdiggørelse af bøgerne var særdeles overkommeligt tidsmæssigt. Der var således tale om en rimelig opgave i forhold til den afsatte tid.

Videre havde medlemmet anført, at hun under udarbejdelse af sine "planer for forfattervirksomhed" på enhver måde havde bestræbt sig på at leve op til de givne krav og bestemmelser og det var hendes fulde overbevisning, at hun i sin oprindelige ansøgning nævnte 2 bogprojekter kunne færdiggøres i løbet af de næste to år inden for de skitserede 170-180 timer pr. år.

Dette kunne lade sig gøre, fordi bøgerne allerede var "godt i vej" og arbejdet med at færdiggøre dem begrænset, fordi hun blot bygger videre på den viden hun havde samlet ind via sit arbejde i udlandet, hendes altdominerende fritidsinteresse og hendes mangeårige foredragsvirksomhed, og fordi manuskripter til hendes foredrag med en let ombearbejdning ville indgå i bøgerne. Medlemmets timeforbrug på bøgerne kunne således ikke sammenlignes med timeforbruget hos en forfatter, der skulle skrive en lignende bog helt fra bunden af.

Når medlemmet rejser i det fremmede bor hun som regel privat, hvilket giver hende en tæt kontakt og god mulighed for indlevelse i 3. verdens kulturer, familieliv og udviklingsforhold. medlemmet havde altid følt det, som hendes opgave at formidle sin viden om de børn, kvinder og mænd, hun havde haft kontakt med. Dette gør hun dels gennem almindelig samtale, dels ved at holde foredrag - og skrive. Hvorfor skulle hun nu fratages denne ret til at udtrykke sig skriftligt - blot fordi hun af arbejdsløshedsmæssige grunde var blevet tvunget på overgangsydelse. Medlemmet fandt det absurd, at hun godt må "skrive til skuffen" men ikke videregive den viden og indsigt hun gennem hele sit liv har samlet - og som vide kredse, bl.a. også xxx fandt væsentligt at få formidlet til en større kreds.

Medlemmet fandt det ligeledes absurd, at det var tilladt at skrive læserbreve og artikler, men ikke bøger. Det er nu engang sådan, at emneområder som kultur, folks levevis og tankegange egner sig bedst til at blive formidlet i bogform. Medlemmets styrke ligger netop inden for disse områder - ikke inden for de politiske og mere sensationsprægede emner, som var betydeligt lettere at afsætte i artikelform.

Særligt absurd var, at medlemmet havde ret til at tjene et beløb svarende til differencen mellem arbejdsløshedsdagpenge og overgangsydelse, men hindres i at udnytte denne ret, fordi kun visse former for arbejde var "lovlig". Medlemmet fandt det så urimeligt, at det ikke var indtægten, men arbejdets art, der var afgørende. Det var kun hende, som havde mulighed for at skaffe sig et timelønnet - og kontrolleret job, der kan udnytte denne ret. Medlemmet spurgte, hvor retfærdigheden og logikken var i disse regler.

Endelig anførte medlemmet, at det var hendes absolutte hensigt at efterleve de givne rammer og holde sig inden for de tilladte 200 timer. Der er tale om en meget lille skribentvirksomhed, en hobbyvirksomhed, hvor det alene drejer sig om formidling af 3. verdens stof baseret på allerede indsamlet viden - og med et minimalt udkomme. Det var ikke hendes hensigt at påbegynde noget, som kunne udvikle sig til noget større hen ad vejen

Direktoratet meddelte den 14. februar 2000, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre afgørelsen.

Den 27. marts 2000 var medlemmet sammen med xxx fra arbejdsløshedskassen til møde i ankenævnet.

På mødet redegjorde medlemmet nærmere for indholdet af de 2 bøger, som hun ønsker at skrive. Medlemmet forestillede sig at færdiggøre den ene bog i år 2000 og den anden i år 2001.

Medlemmet anførte bl.a., at bøgerne allerede lå i råskitse. Medlemmet havde arbejdet på de 2 bøger i en årrække. Medlemmet var startet med bøgerne, da hun var i udlandet og mens hun var i arbejde, men måtte stoppe med at færdiggøre dem, da hun gik på overgangsydelse.

Endvidere oplyste medlemmet, at bøgerne bygger på fotos og interviews, der var optaget og oversat. Hun havde således alt grundmateriale for bøgerne. Medlemmet havde endvidere for længe siden skrevet et kapitel færdigt. Hun skulle således ikke indhente yderligere materiale af nævneværdig betydning.

Det var kun disse 2 bøger hun ansøgte om lov til at skrive. Medlemmet regnede ikke med at skulle skrive mere senere.

Den 20. juli 2000 havde medlemmet yderligere fremsendt en præcisering af de to bogprojekter.

Vedrørende bog nr. 1 havde medlemmet bl.a. anført, at der var tale om en let læselig faglitterær børne/ungdomsbog for 6-7. evt. 8-9. skoleår. Der satses på en bog i Gyldendals Dingo-serie på ca. 80-120 sider, dvs. 40-60 A4-sider (Dingo-serien havde ikke lagt sig fast på bestemt sidetal, hvilket kunne være en fordel, da det kunne være tidskrævende at korte en tekst, som naturligt burde være en smule længere).

Som tidligere nævnt havde medlemmet inden overgang til overgangsydelse lavet meget af bogen og researchfasen var således afsluttet og medlemmet skulle ikke indhente yderligere oplysninger af nævneværdig karakter. Det ville sige hele grundmaterialet lå klar og bogen var struktereret. Desuden havde hun for længe siden skrevet et kapitel færdigt.

Igennem årene havde medlemmet drøftet bogen med mange, bl.a. Gyldendal. Udgives bogen som forventet i en eksisterende serie, fx. DINGO-serien, var der tilknyttet en sproglig konsulent, hvilket gjorde arbejdet lettere for hende og der ville ikke gå megen tid med at forhandle omfang, udgivelse mv.

Der var således kun tale om skriveprocessen og det ville næppe volde problemer at færdiggøre bogen på de ca. 170-180 timer, som medlemmet ansøgte om tilladelse til at bruge på forfattervirksomhed.

Til sandsynliggørelse heraf vedlagde medlemmet brev af 13. juli 2000 fra Gyldendals redaktør af Dingo-serien, hvor af det fremgik, at redaktøren kunne bekræfte, at det kunne lade sig gøre at skrive en Dingo-bog på 120 sider, ca. 60 A4-sider på 120 timer, hvis man havde lavet sit research-arbejde i forvejen. Skulle bogen vise sig at være "god nok" til Dingo-serien, var forfatteren stort set "færdig" med bogen, idet Dingo havde en redaktør og en læsepædagog, der gjorde bogen "grydeklar".

Medlemmet vedlagde endvidere brev af 1. juli 2000 fra formanden xxxforening, hvori formanden bekræftede, at det udmærket kunne lade sig gøre at nedskrive et manus til en bog på fx 48 sider inden for et tidsrum på 150 timer. Det var forudsat at research og strukturering havde fundet sted. Det var endvidere en afgørende hjælp, når der til projektet var knyttet en sproglig konsulent, ligesom forlagets interne redaktør overtog en stor del af arbejdet.

Endelig bemærkede formanden, at når der var tale om et værk, som skal indgå i en eksisterende serie, kunne man se bort fra den tid, der ellers ville medgå til forhandlinger med forlag, idet dette allerede ligger i helt faste rammer og i reglen blot krævede en underskrift.

Vedrørende bog nr. 2 havde medlemmet anført, at der var tale om en faglitterær, dokumentarisk bog for voksne på ca. 100 sider.

Til denne bog havde medlemmet indsamlet materiale og taget fotos både under hendes 4-årige arbejdsperiode og hendes seks senere besøg i landet. Dette enestående materiale var brugt flittigt gennem årene. Interviewene var oversat - og formuleret til brug i foredrag, radioudsendelser og undervisning samt sammenskrevet til artikler. Så alt lå i absolut brugbar form og kunne med en let ombearbejdning indgå i bogen. Udover det konkrete materiale indsamlet i Bangladesh ville hun gøre brug af den viden, som hendes store interesse for landet igennem 29 år havde resulteret i.

Opgaven var således at sammenskrive, hvad der lå af materiale. Dette var en opgave som kunne indfries på de 170-180 timer, der var til rådighed for forfattervirksomhed.

Medlemmet havde drøftet bogen med xxx Samvirke ad flere omgange og satser på en udgivelse på xxxforlaget. Så hun forventede ikke, at arbejdet med selve udgivelsen ville blive særlig tidskrævende. Medlemmet vedlagde brev af 14. juni 2000 fra xxx Samvirke.

Det fremgik af brevet, at xxx vurderede, at arbejdet med at fremstille et færdigt manuskript til en dokumentarisk bog på ca. 100 sider fra researchfasen var afsluttet til alt materialet var tilgængeligt (interviews var udskrevet og evt. data var oversat osv.) kunne gøres på ca. 150 arbejdstimer.

Medlemmet anførte videre, at timetallet på 170-180 timer pr. år til færdiggørelse af de 2 bøger var sat højt, hvilket blev bekræftet af forlagene og formanden for xxxforening.

Ankenævnet ændrede Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Versioner

  1. 2001-02-23