Ophør med selvstændig virksomhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12142@2001-02-26/da
Indhold
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens sagsfremstilling:
"På ledighedserklæring dateret den 21. december 1999 har De oplyst, at virksomheden er et ApS, at virksomheden begyndte i 1969, at De begyndte i virksomheden i 1974, at virksomheden ophørte ved salg/overdragelse den 31. december 1999, at De tilmeldte Dem arbejdsformidlingen den 3. januar 2000, og at De gennemsnitligt har brugt 40 timer pr. uge på virksomheden.
På skema med supplerende oplysninger dateret den 21. december 1999 har De oplyst, at virksomheden er en udlejningsejendom, at virksomheden ejes af Dem, og at De ingen timer bruger på virksomheden.
På erklæringsskema dateret den 21. december 1999 har De oplyst, at virksomhedens branche er VVS, at der er ansatte i virksomheden, at der er åbent fra kl. 9.00 - 18.00, at Deres arbejdsopgaver er lønningsregnskab, tilbudsgivning, bogholderi samt andre forefaldende opgaver, og at omsætningen var på 5.611.050 kr. i 1998 og på 4.000.000 kr. i 1999.
Den 14. februar 2000 traf a-kassen afgørelse i sagen.
Ifølge afgørelsen har De ikke ret til dagpenge, da De arbejder i lejers/købers virksomhed.
Den 8. marts 2000 klagede De over arbejdsløshedskassens afgørelse.
I klagen anførte De blandt andet, at De håber på en dispensation, at De og Deres ægtefælle gennem flere år drev et VVS-firma, at Deres ægtefælle stod for det tekniske, og De stod for det administrative, at Deres ægtefælle blev syg i 1994 og døde efter kort tids sygdom, at det ved hårdt slid lykkedes Dem og medarbejderne at føre virksomheden videre, at kræfterne er ved at slippe op, at De henvendte Dem til en tidligere udlært, og spurgte om han kunne tænke sig at købe firmaet, at han sagde ja på betingelse af, at De blev og hjalp ham i starten, at De lovede dette, at det blev en betingelse for handlen, at De havde kontaktet arbejdsløshedskassen først, og der fik at vide, at det var i orden, at Deres efterfølger har forkøbsret på ejendommen, som De fortsat ejer, men han har ikke råd til at købe den endnu, og at De ikke kan overskue et afslag.
Den 13. marts fastholdt arbejdsløshedskassen afgørelsen og sendte sagen til direktoratet. I oversendelsesbrevet indstiller arbejdsløshedskassen, at der gives dispensation."
Direktoratets traf den 14. juni 2000 følgende afgørelse:
"De har ikke ret til dagpenge ved ledighed den 3. januar 2000.
Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt, jf. § 57, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. seneste lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999.
For at kunne anses for ophørt mere end midlertidigt skal De opfylde en af betingelserne i §§ 3 - 13 i direktoratets bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj 1998 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (ophørsbekendtgørelsen).
Direktoratet har lagt vægt på, at en af betingelserne for, at køber/lejer vil overtage den hidtidige VVS-virksomhed er, at De tager ansættelse i virksomheden i en overgangsperiode med 16 timer pr. uge.
Direktoratet har endvidere lagt vægt på, at køber/lejer driver samme type virksomhed som den hidtidige VVS-virksomhed. Forudsætningen for at anse købers/lejers virksomhed for ny selvstændig virksomhed er derfor ikke til stede. Dette betyder, at Deres beskæftigelse i virksomheden har betydning for ophøret af den hidtidige VVS-virksomhed, jf. ophørsbekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Direktoratet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er mulighed for at dispensere fra egne regler."
Direktoratet skrev samtidig til arbejdsløshedskassen:
"Direktoratet har tidligere ved brev af 26. april 2000 anmodet arbejdsløshedskassen om at orientere de relevante medlemmer, hvad der ligger i begrebet "samme virksomhed".
Direktoratet kan konstatere, at arbejdsløshedskassen i den konkrete sag tilsyneladende har givet medlemmet indtryk af, at det vil være i overensstemmelse med reglerne, at hun som en betingelse for overdragelsen af virksomheden tager arbejde i lejers/købers virksomhed i en overgangsperiode.
Direktoratet skal derfor endnu en gang anmode a-kassen om at indskærpe over for de relevante medlemmer, hvad der ligger i begrebet "samme virksomhed" og orientere om konsekvenserne ved at arbejde i tidligere - nu bortforpagtet/udlejet - virksomhed."
Medlemmet skrev den 29. juni 2000:
"I henhold til brev af 14.6.2000 vedr. sag nr xxx, tillader jeg mig hermed at klage.
Jeg må indrømme, at jeg blev meget chokeret over afslaget, og har først nu fundet ord til en klageskrivelse.
Jeg har været medlem af en fagforening, siden jeg var helt ung, først xxx og siden xxx. Jeg har aldrig før søgt hjælp, kun betalt i alle disse år. Jeg var jo så naiv, at jeg troede, arbejdsløshedskassen var til for at hjælpe mig og ikke det modsatte. Jeg er frygtelig skuffet og forvirret men håber på dispensation.
Min historie er som følger:
Min mand og jeg har arbejdet sammen i vvs-firmaet i mange år. Han stod for det tekniske, og jeg tog mig af det administrative.
Pludselig i januar 1994 blev min mand syg efter aldrig før at have haft en sygedag, og man konstaterede cancer. Han døde den 21. februar efter 3 ugers sygdom.
Jeg stod så alene med firmaet oven i sorgen, og det krævede selvfølgelig mange kræfter, så der måtte også bruges af reserverne. Men ved hårdt slid og fantastiske medarbejdere lykkedes det at køre firmaet videre, selv om jeg de første fire år følte, jeg hang i fingerspidserne og kunne falde, hvornår det skulle være. Det var en frygtelig tid. Det lykkedes at få firmaet til at gå rigtig godt, og langsomt kom overblikket. Men kræfterne var brugt op, da jeg samtidig kæmpede med en meget slem angst for selv at blive alvorligt syg. Hele mit liv var sove, arbejde og behandling for diverse skavanker, så jeg indså, at situationen var uholdbar.
Jeg henvendte mig til en tidligere udlært, som jeg havde stor tillid til, og spurgte, om han kunne tænke sig at købe firmaet. Han blev meget beæret og glad og sagde ja på den betingelse, at jeg blev og hjalp ham i starten, ellers turde han ikke. Det lovede jeg naturligvis, og det blev så en betingelse for handelen. Han er kun 29 år og har selvfølgelig brug for støtte. Samtidig var jeg da også glad for, at han ville bruge mig, da et nyt arbejde godt kan skræmme en ældre dame som mig, der aldrig har arbejdet med edb og ikke har den store selvtillid.
Det ja til at hjælpe blev selvfølgelig ikke givet uden kontakt til arbejdsløshedskassen, som jeg spurgte først.
Da jeg af natur er meget forsigtig, havde jeg flere møder med xxx, arbejdsløshedskassen Vejle, for at sikre, alt var i orden, også at jeg blev i firmaet. Jeg følte, xxx var dygtig med megen erfaring og en meget hjælpsom og engageret person, og hun ville spørge juristerne i arbejdsløshedskassen Kbh, hvis hun var i tvivl om noget. Svaret blev, at det var i orden. Jeg var glad og lettet over at slippe det tunge ansvar, da jeg afhændede ved årsskiftet.
Men glæden og lettelsen blev til depression, da jeg modtog afslaget. Jeg ringede naturligvis straks til xxx for at få hjælp, og vi var begge enige om, at det måtte være en misforståelse, som hun nok skulle tage sig af. Vi havde jo undersøgt det hele så grundigt.
Men nej, hun var frygtelig ked af det og sagde, at jeg skulle tage det roligt og søge dispensation.
Set i bakspejlet føler jeg umuligt, at jeg kunne have sikret mig bedre, end jeg gjorde, og alligevel havde xxx overset noget, jeg ikke helt forstår - leje/forpagtning. Min efterfølger har forkøbsret på ejendommen, som jeg så stadig ejer, men han har jo ikke råd til at købe den endnu. Han har jo lige brugt mange penge til at købe firmaet.
Jeg er ked af al denne ulejlighed men beder indtrængende om dispensation, da jeg overhovedet ikke kan overskue konsekvenserne af et afslag.
Jeg håber meget på forståelse og et hurtigt svar, da jeg har det meget skidt med denne utryghed. Det er næsten værre, end før jeg solgte."
Direktoratet fandt den 3. juli 2000, at der ikke var kommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre afgørelsen.
Arbejdsløshedskassen skrev den 21. september 2000 til ankenævnet:
"I forbindelse med behandlingen af klagesagen i Arbejdsmarkedets Ankenævn har vores medlem rettet henvendelse til arbejdsløshedskassen for at få oplyst, hvorvidt vi kan komme med en udtalelse om rådgivningsforløbet på vores regionskontor i Vejle vedrørende opstarten af medlemmets ansøgning om dagpenge.
Til sagen skal arbejdsløshedskassen supplerende oplyse, at vi på vores regionskontor i Vejle har vejledt og rådgivet medlemmet i forbindelse med, at hun skulle ansøge om dagpenge, idet vores medlem rettede personlig henvendelse til arbejdsløshedskassens medarbejder xxx.
Selve ansøgning om dagpenge med tilhørende dokumentation blev afleveret efter denne samtale.
Arbejdsløshedskassen skal hermed oplyse, at der ved denne vejledende samtale ikke blev oplyst om reglerne i ophørsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, med tilhørende vejledning vedrørende arbejde for køberen /lejeren af ens virksomhed."
Arbejdsmarkedets Ankenævnet ændrede Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.