Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12162@2001-03-20/da

Indhold

1. Indledning

Fremført underskud

- erhvervsmæssig aktivitet

Reference:

LL § 15, stk. 7

A ApS klagede for indkomståret 1995 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt selvangivet fremført underskud, 1.058.294 kr., fratrukket.

Det fremgik af sagens oplysninger, at anparterne i det klagende selskab var ejet af selskabet B ApS, der var ejet af C. Koncernen beskæftigede sig med ombygninger af især tøjbutikker.

Ved aftale af 12. april 1995 erhvervede C anparterne i det klagende selskab, der hidtil havde drevet minkfarm under navnet D ApS. Selskabet tog samtidig navneændring til A ApS. Anparterne var senere overdraget til B ApS. Selskabet havde regnskabsår 1/7 - 30/6.

Ifølge en af sælgers revisor udarbejdet statusopgørelse skulle overdragelsen ske pr. 15. marts 1995.

D ApS var hidtil ejet af E, der havde drevet minkfarm i mange år, og dette selskab havde pr. 15/3 1995 et skattemæssigt underskud på 1.133.294 kr., hvoraf ca. 75.000 kr. vedrørte perioden 1/7 1994 - 15/3 1995.

Det fremgik af overdragelsesaftalen, at underskuddet i selskabet, der således var opgjort til 1.058.294 kr. var værdiansat til kurs 17, og at overdragelsesaftalen i princippet var betinget af, at køber kunne udnytte de fremførte underskud. Sælger havde stillet bankgaranti over for køberen svarende til købesummen på 192.659 kr. til sikkerhed herfor.

Ved handelen overtog køber beholdningen af minkskind, der udgjorde ca. 1.130 stk. Værdien af disse blev ansat til 100 kr. pr. stk. Det fremgik herom af sagens oplysninger, at ca. 1.000 af disse lå i kommission hos Danske Pels Auktioner. Det fremgik af afregningerne fra Danske Pels Auktioner, der var foretaget over for "D ApS" og udbetalt pr. check til sælger, som herefter havde videresendt beløbene til det klagende selskab, at der var solgt 227 skind den 6/4 1995 for 26.562 kr., og at der var solgt 444 skind den 3/6 1995 for 47.416 kr. Den 16/9 1995 blev der solgt yderligere 327 skind for 35.409 kr., hvorefter beholdningen i kommission udgjorde 6 stk. skind. Selskabets repræsentant havde videre oplyst, at de resterende 130 skind var levende dyr (ca. 20-30 stk.), mens resten formentlig var skind, som køberen havde liggende selv. Disse skind blev af sælger indleveret til Danske Pels Auktioner i januar 1996, og de fleste blev solgt inden april 1996.

Det var om overdragelsen videre oplyst, at sælger overtog alle driftsmidler og inventar samt kapitalandel i Danske Pels Auktioner fra selskabet inden overdragelsen til C.

Selskabet havde i det af sagen omhandlede indkomstår selvangivet en skattepligtig indkomst før underskudsfremførsel på 1.095.692 kr. Efter underskudsfremførsel på 1.058.294 kr. udgjorde den selvangivne skattepligtige indkomst således 37.398 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt fradrag i selskabets skattepligtige indkomst for det fremførte underskud, idet underskuddet var anset for omfattet af underskudsbegrænsningen i ligningslovens § 15, stk. 7, da myndighederne havde fundet, at der var tale om et "tomt" selskab. Det var herved bemærket, at aktiviteten i D ApS i det væsentligste var indstillet, idet der på overtagelsestidspunktet var meget ringe aktivitet. Den erhvervsmæssige risiko på dette tidspunkt var ligeledes meget ringe, idet den begrænsede sig til afvikling af skindbeholdningen, mens bure og driftsmidler var afhændet, hvilket underbyggede, at aktiviteten omkring minkavl var aftalt indstillet. Skatteankenævnet havde videre bemærket, at det forhold, at der efterfølgende var indlagt en indtægtsgivende aktivitet ikke kunne bruges som et argument for at kunne anvende det overtagne underskud, idet de pr. 18/1 1995 vedtagne regler netop indførte et værn herimod.

Selskabets revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af fradrag for det selvangivne fremførte underskud.

Til støtte herfor havde han gjort gældende, at selskabet ikke var omfattet af underskudsbegrænsningen i ligningslovens § 15, stk. 7. Han havde hertil anført, at det af bemærkningerne til lovforslaget (L 139 af 18/1 1995) fremgik, at der ved et selskab, der i det væsentlige var uden erhvervsmæssig aktivitet, dvs. et "tomt" selskab, skulle anvendes samme afgrænsning som ved lov nr. 442 af 1. juni 1994 (selskabstømmerloven). Ved indførelsen af denne lov blev det om definitionen på et tomt selskab i bemærkningerne anført, at "aktiverne i et selskab uden erhvervsmæssig aktivitet vil alene eller hovedsageligt bestå af en likvid pengebeholdning eller værdipapirer, og selskabets passiver alene eller hovedsageligt bestå af skyldig eller latent skat samt eventuelt andre skyldige skatter og afgifter". Profilen på et tomt selskab skulle således være, at der alene var en pose penge og gæld til skattevæsenet. Denne profil passede slet ikke på det overdragne selskab, der ifølge statusopgørelsen pr. 15/3 1995 havde såvel skind, minkhaller og bure, inventar, diverse tilgodehavender, samt skyldig moms, prioriteter og kassekredit. Der havde således været en aktivitet i selskabet på overdragelsestidspunktet. Synspunktet om, der ikke var tale om et tomt selskab fandt også støtte i den omstændighed, at skattemyndighederne ikke havde ladet X kommune, hvor selskabet var hjemmehørende på overdragelsestidspunktet, ligne selskabet, hvilket skulle være sket, såfremt man havde anset selskabet for tomt, jf. selskabsskattelovens § 24, stk. 4. Afgørelsen måtte i konsekvens heraf være ugyldig.

Revisoren havde videre bemærket, at det i skatteministerens pædagogiske fremstilling af lovforslaget over for Folketingets skatteudvalg (skrivelse af 13/2 1995) var anført, at "reglerne sikrer, at underskudsgivende selskabers aktiviteter kan omlægges eller udvides, hvis selskabet handles, uden at adgangen til at fremføre underskud begrænses". D ApS mindede i sin substans mere om et underskudsgivende selskab end om et tomt selskab. Der var således oparbejdet et underskud gennem de seneste fem år før overdragelsen, hvilket fremgik af regnskaberne.

Landsskatteretten udtalte:

Det fulgte af ligningslovens § 15, stk. 7, at et underskud i den skattepligtige indkomst kunne fradrages i den skattepligtige indkomst for de nærmest efterfølgende fem indkomstår. Denne adgang til underskudsfremførsel var ifølge bestemmelsens stk. 7 afskåret for selskaber i tilfælde af ejerskifte, såfremt selskabet "på tidspunktet for aftale om overdragelse af kapitalandele ... i det væsentlige er uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet".

Det måtte således være afgørende for bedømmelsen af risikoen og graden af den erhvervsmæssige aktivitet at tage udgangspunkt i selskabets status den 12. april 1995, da der blev indgået aftale om overdragelse af anparterne i selskabet.

Retten var enig med de stedlige skattemyndigheder i, at selskabets aktivitet i det væsentlige var indstillet den 12. april 1995, idet driftsmidler og inventar var afhændet, og det lå fast, at selskabets hidtidige aktivitet med minkavl ikke skulle fortsætte. Det eneste med den hidtidige virksomhed forbundne aktiv var et varelager bestående af minkskind, der i alt væsentligt allerede var indleveret i kommission hos Danske Pels Auktioner, samt 20 - 30 levende dyr. Køber havde således ikke haft noget arbejde med afviklingen af varelageret, ligesom afregningspriserne viste, at der ikke havde været nogen større risiko forbundet med at overtage varelageret. På denne baggrund fandt retten, at betingelsen i ligningslovens § 15, stk. 7, for at begrænse underskudsfremførselsadgangen var opfyldt, idet selskabet i det væsentlige var uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet på tidspunktet for aftalen om overdragelse af anparterne, hvilket fandt støtte i såvel bestemmelsens ordlyd som forarbejder, hvor det var nævnt, at bestemmelsen også fandt anvendelse, såfremt aktiviteten var ubetydelig.

Retten fandt endvidere, at det var med rette, at ligningen af selskabet var foretaget af Y kommune, idet selskabsskattelovens § 24, stk. 4, ikke fandt anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke var tale om et tomt selskab ved regnskabsåret udgang, idet der var indlagt en ny aktivitet. Retten bemærkede i øvrigt, at uanset om bestemmelsen var overtrådt, og der således forelå en sagsbehandlingsfejl på grund af manglende stedlig kompetence, ville dette ud fra en konkret væsentlighedsvurdering efter rettens opfattelse ikke have ført til afgørelsens ugyldighed.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2001-03-20