Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12163@2001-03-20/da

Indhold

1. Indledning

Erhvervsmæssig kørsel

- fradrag

Reference:

LL § 9 B

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet havde ansat fradrag for erhvervsmæssig kørsel til 67.291 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren var direktør i B og C ApS. BApS ejedes 100 % af C ApS, der ejedes 100 % af klagerens ægtefælle.

BApS havde til klageren udbetalt skattefri godtgørelse frem til 7. februar 1996. Klageren var ikke lønansat i selskabet, men modtog honorarer fra selskabet via sin personligt drevne virksomhed.

Det var overfor skatteforvaltningen anført, at godtgørelsen var udbetalt til klageren for selskabets benyttelse af klagerens og hans ægtefælles bil af mærket Peugeot 306 XT til erhvervsmæssig kørsel. Der var ialt for perioden 1. januar 1995 til 7. februar 1996 udbetalt 89.022 kr. til klageren. Af denne udbetaling vedrørte 85.334 kr. indkomståret 1995, medens den resterende del af udbetalingen, 3.688 kr., kunne henføres til indkomståret 1996. Skatteforvaltningen havde ikke anset udbetalingen til klageren for at være skattefri, idet betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse ikke var anset for opfyldt.

Skatteforvaltningen havde tilkendegivet, at klageren var berettiget til fradrag for erhvervsmæssig befordring efter ligningslovens § 9 B med enten fradrag for faktiske udgifter eller fradrag beregnet i henhold til Ligningsrådets satser for erhvervsmæssig befordring.

Det var overfor skatteforvaltningen oplyst, at den pågældende bil i ejerperioden 16. november 1994 til 7. februar 1996 havde kørt ialt 55.725 km beregnet ud fra kilometerstanden på købs- og salgstidspunktet. Af denne kørsel var det oplyst, at 52.100 km vedrørte indkomståret 1995. Det var endvidere af klagerens revisor anslået, at der i perioden 1. januar til 17. august 1995 var kørt ca. 5.000 km privat i bilen.

Der var ikke vedrørende kørslen i bilen ført kilometerregnskab eller foretaget andre registreringer, der kunne dokumentere eller sandsynliggøre fordelingen af bilens kørsel. Det var endvidere overfor skatteforvaltningen anført, at bilens faktiske driftsomkostninger ikke kunne dokumenteres.

Klageren og hans ægtefælle havde ikke ejet fritidshus i 1995, og hjem og arbejdssted var beliggende på samme adresse.

Klageren og hans ægtefælle havde 17. august 1995 anskaffet en bil af mærket Fiat Punto 75 SX, som i ejerperioden ifølge klagerens revisor havde kørt 46.000 km svarende til ca. 17.800 km pr. år.

Skatteankenævnet havde anført, at man kunne tiltræde, at klagerens befordring i forbindelse med konsulentvirksomhed ansås for erhvervsmæssig og omfattet af ligningslovens § 9 B. Da der ikke forelå kilometerregnskab vedrørende den anvendte bil, var omfanget af den private kørsel ansat skønsmæssigt med udgangspunkt i Ligningsrådets vejledende anvisninger til en årlig kørsel på 8.000 km. Omfanget var derfor for 1995 ansat til 7.000 km for den periode, i hvilken bilen havde været anvendt. Nævnet fandt, at fradrag for erhvervsmæssig kørsel skulle beregnes i henhold til Ligningsrådets satser, da de faktiske udgifter ikke var dokumenteret, og fradraget var ansat til 67.291 kr. for en erhvervsmæssig kørsel på 45.100 km.

Klagerens repræsentant havde under henvisning til en undersøgelse foretaget af FDM omfattende bl.a. en bil af mærket Peugeot 306 1,6 Style, der var sammenlignelig med den af klageren anvendte bil, nedlagt påstand om, at der godkendtes fradrag for erhvervsmæssige udgifter med 105.989 kr. svarende til de faktiske udgifter ved den erhvervsmæssige kørsel i 1995, idet kørselsomkostningerne i perioden 1. januar 1995 til 7. februar 1996 var opgjort således:

Kørte kilometer ialt 55.725 km ifølge kørebog ved salgstidspunktet, heraf 54.100 km i 1995, 2.000 km for perioden 16. november 1994 til 31. december 1994 og 1.625 km i 1996.

Afskrivninger:

Købspris 216.912 kr. - salgspris 145.000 kr. 71.912 kr.

Brændstof iflg. FDM:

55.725 km : 10,8 (gns/liter) x 6,60 kr. (benzin) 34.054 kr.

Vægtafgift iflg. FDM (2.260 : 52 x 57) 2.477 kr.

Forsikring iflg. FDM (3.983 : 52 x 57) 4.366 kr.

Dækudgifter iflg. FDM (1.808 : 35.000 x 55.725) 2.879 kr.

Serviceudgifter iflg FDM (8.857 : 52 x 57) 9.708 kr.

Samlede omkostninger 125.396 kr.

Klagerens repræsentant havde anslået, at der i perioden 1. januar til 17. august 1995 var kørt ca. 5.000 km privat i bilen og korrigeret med den forholdsmæssige del af omkostningerne vedrørende den private del samt den del, der var foretaget i 1994 og 1996, og således opgjort omkostningerne til den erhvervsmæssige benyttelse af bilen i 1995 til 105.989 kr.

Repræsentanten havde anført, at klageren i det omhandlede indkomstår drev selvstændig konsulentvirksomhed, og at den omhandlede kørsel var foretaget i forbindelse hermed. Kørslen var foretaget i en bil af mærket Peugeot 305 XL, der i ejerperioden 16. november 1994 til 7. februar 1996 ialt kørte 55.725 km. Klageren havde haft megen erhvervsmæssig kørsel i sin selvstændige virksomhed, i hvilken han drev konsulentvirksomhed. Han havde ydet konsulentbistand til selskaberne, som producerede juletræer.

Klageren havde anslået, at den private kørsel i 1995 i denne bil maksimalt havde udgjort 5.000 km, da husstanden i en del af året havde en anden bil til rådighed for privat kørsel. Hertil kom, at klageren i perioden førte en kørebog, der viste, at den samlede kørsel var erhvervsmæssig. Skattemyndighederne havde imidlertid afvist at lægge denne kørebog til grund på grund af visse unøjagtigheder heri. Uanset disse unøjagtigheder udgjorde de foretagne registreringer dog en vis dokumentation for den foretagne erhvervsmæssige kørsel, der udgjorde et ikke ubetydeligt antal kilometer, således at alt talte for, at den private kørsel havde været af helt underordnet karakter.

De stedlige skattemyndigheder havde tilsidesat kørselsregnskabet med den generelle begrundelse, at regnskabet ikke opfyldte de betingelser, man stillede til kørselsregnskaber. Der var ikke tale om, at der var udøvet en konkret kritik af kørselsregnskabet, herunder påvist konkrete fejl. Kørselsregnskabet var ført med angivelse af dato, kilometerstand ved start og slut, fordeling af kørslen på erhvervsmæssig og privat kørsel og bestemmelsessted. At der var påvist unøjagtigheder i regnskabet kunne ikke være afgørende, og det var da heller ikke bestridt, at der skulle udøves et skøn. Dog forekom det besynderligt, at skattemyndighederne ansatte omfanget af den private kørsel til 7.000 km mod klagerens angivelse på 5.000 km.

De stedlige skattemyndigheder havde afvist at lægge vægt på en undersøgelse fra FDM offentliggjort i bladet "Motor" ved opgørelsen af kørselsomkostningerne bortset fra afskrivninger til trods for, at man måtte lægge til grund, at der var tale om en saglig undersøgelse, og at den af klageren anvendte bil kunne sammenlignes med den i bladet omtalte, selvom der ikke var tale om den samme slags bil.

Repræsentanten havde henvist til, at Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning 1995, afsnit A.F.3.41, hvor det anførtes, at de fradragsberettigede udgifter ved den erhvervsmæssige kørsel skulle kunne dokumenteres ved fremlæggelse af bilag eller dog kunne sandsynliggøres på tilfredsstillende måde.

Denne formulering i ligningsvejledningen angav således, at der ikke nødvendigvis krævedes dokumentation i form af originale bilag, men at det var tilstrækkeligt, at de fradragsberettigede udgifter kunne sandsynliggøres på tilfredsstillende måde.

Klageren havde opgjort de samlede udgifter inkl. værditab/afskrivning til 125.396 kr. Afskrivningen var opgjort ud fra den faktiske anskaffelses- og salgssum. De øvrige udgifter hidrørte fra en undersøgelse foretaget af FDM og offentliggjort i bladet "Motor". I denne undersøgelse testede og sammenlignede FDM fire forskellige biler, herunder en bil af mærket Peugeot 306 1,6 Style. Denne bil var efter repræsentantens oplysninger sammenlignelig med den omhandlede bil af mærket Peugeot 306 XL, der var en smule mindre.

Hvis den således opgjorte samlede udgift for hele ejerperioden fordeltes over 1994, 1995 og 1996 i forhold til antal kørte kilometer (opjort på baggrund af den nævnte kørebog), betød det, at den faktiske udgift for 1995 udgjorde 117.240 kr. Korrigeret for den forholdsmæssige del, der faldt på anslået 5.000 private kilometer, udgjorde den erhvervsmæssige udgift 105.989 kr.

Repræsentanten havde endvidere foretaget en opgørelse over kørselsudgifter baseret dels på en privat andel af kørslen på 5.000 km og dels en andel på 7.000 km med afskrivning efter afskrivningslovens regler. Opgjort på den måde udgjorde kørselsudgifterne i indkomståret 1995 på grundlag af en privat andel af kørslen på 5.000 km 58.735 kr., medens udgifterne udgjorde 56.199 kr., hvis det lagdes til grund, at den private andel udgjorde 7.000 km.

Repræsentanten gjorde gældende, at den beskrevne opgørelsesmåde til fulde opfyldte ligningsvejledningens krav om, at den største udgift, nemlig afskrivningen, var dokumenteret ved de faktiske handelssummer. På dette punkt var der således ikke alene tale om sandsynliggørelse, men dokumentation.

Skatteankenævnet syntes at lægge til grund, at sandsynliggørelse af udgifterne forudsatte kontospecifikationer fra benzinselskab, værksted m.v. Repræsentanten var uenig i dette synspunkt og henviste til, at det citerede sted i ligningsvejledningen netop lagde op til en fri bevisførelse, hvor skatteyderen havde mulighed for på anden måde end ved bilag at sandsynliggøre udgifternes størrelse. Denne sandsynliggørelse kunne derfor udmærket ske uden fremlæggelse af kontospecifikationer eller lignende. Eksempelvis udgjorde FDM's undersøgelse efter repræsentantens opfattelse en seriøs og forsvarlig sandsynliggørelse af udgifternes størrelse.

Landsskatteretten udtalte:

Klageren var berettiget til fradrag for erhvervsmæssige kørselsudgifter efter ligningslovens § 9 B.

Fradrag for erhvervsmæssige kørselsudgifter kunne opgøres enten på grundlag af dokumenterede udgifter ved fremlæggelse af udgiftsbilag eller ved at lægge Ligningsrådets satser til grund.

Klagerens opgørelse af de samlede driftsudgifter til 125.396 kr. for perioden 1. januar 1995 til 7. februar 1996 var foretaget på grundlag af en generel opgørelse af kørselsomkostninger udarbejdet af FDM. Landsskatteretten fandt ikke, at en sådan generel opgørelse kunne tjene som fyldestgørende dokumentation for eller sandsynliggørelse af klagerens konkrete faktiske kørselsomkostninger.

Landsskatteretten fandt herefter ikke grundlag for at ændre de stedlige skattemyndigheders afgørelse om at opgøre fradraget på grundlag af Ligningsrådets satser. Da der endvidere ikke var grundlag for at ændre skønnet over omfanget af den private kørsel, der var fastsat i overensstemmelse med Ligningsrådets regler, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.

Versioner

1. 2001-03-20