Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12165@2001-03-20/da

Indhold

1. Indledning

Varelageropgørelse

- indirekte produktionsomkostninger

- opgørelsesmåde

Reference:

VVL § 1

SL § 5

A A/S klagede for indkomstårene 1996 og 1997 over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet værdi af varelager med indirekte produktionsomkostninger, hhv. 3.514.000 kr. og 3.633.156 kr.

Det var oplyst, at det klagende selskab (herefter Selskabet) drev virksomhed med fremstilling af kontormøbler.

Det var oplyst, at selskabet fra og med skatteåret 1994/95 havde anvendt fremstillingsprisen ved opgørelse af sit varelager, at der ved opgørelsen af fremstillingsprisen og varelageret pr. 31. december (skatteåret 1994/95) alene var medtaget direkte produktionsomkostninger, at der ved opgørelsen af fremstillingsprisen og varelageret pr. 31. december 1994 og 31. december 1995 (skatteårene 1995/96 og 1996/97) foruden de direkte produktionsomkostninger var medtaget indirekte produktionsomkostninger, og at der ved opgørelsen af fremstillingsprisen og varelageret pr. 31. december 1996 og 31. december 1997 (indkomstårene 1996 og 1997) alene var medtaget direkte produktionsomkostninger.

De stedlige skattemyndigheder havde ved den påklagede afgørelse fundet, at der ved opgørelse af fremstillingsprisen og varelageret pr. 31. december 1996 og 31. december 1997 (indkomstårene 1996 og 1997) skulle medregnes indirekte produktionsomkostninger på henholdsvis 3.514.000 kr. og 3.633.156 kr.

Myndighederne havde til støtte herfor bl.a. henvist til, at selskabet havde valgt denne opgørelsesmåde ved opgørelsen af varelageret pr. 31. december 1994 (skatteåret 1995/96), og at denne opgørelsesmåde derfor også skulle anvendes i de efterfølgende år. Der var herved nærmere henvist til, at det fremgik af ligningsvejledningen for 1997 og en utrykt afgørelse fra Landsskatteretten af 16. juni 1997, at valgfriheden mellem opgørelsesprincipper efter varelagerlovens § 3 ikke medførte, at den skattepligtige stod frit med hensyn til den måde, hvorpå dagspris, indkøbspris og fremstillingspris blev opgjort. Myndighederne havde videre henvist til, at det fulgte af statsskattelovens § 5, at formuegenstandes stigen eller synken i værdi, der var konstateret ved vurdering, ikke blev henregnet til indkomsten, og at ændringer i vurderingsmåden ved opgørelse af varelageret derfor ikke skulle påvirke indkomsten. Endvidere havde myndighederne henvist til, at det i praksis vedrørende opgørelse af igangværende arbejder var fastslået, at det engang valgte princip skulle anvendes uændret år for år, og at opgørelse af varelageret til fremstillingspriser svarede til opgørelsen af udgiftssiden for igangværende arbejder. Der gjaldt derfor her samme regel, nemlig at det engang valgte princip skulle følges år for år.

Selskabets revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der skete ansættelse i overensstemmelse med det selvangivne.

Selskabets revisor havde til støtte herfor gjort gældende, at det var anerkendt i praksis, at der ved opgørelse af fremstillingsprisen var valgfrihed med hensyn til, hvorvidt de indirekte produktionsomkostninger skulle medregnes eller ej, og at det fulgte af den i varelagerloven hjemlede adgang til at skifte opgørelsesprincip fra år til år, at der også var adgang til fra år til år at vælge, om de indirekte produktionsomkostninger skulle medtages, hvor fremstillingsprisen var valgt som opgørelsesprincip. Selskabets revisor havde herved nærmere anført, at da fra år til år ville kunne skifte fra f.eks. fremstillingspris til dagspris, og herefter igen til fremstillingspris, og i den forbindelse ville kunne opgøre fremstillingsprisen med eller uden indirekte produktionsomkostninger uden hensyn til om disse var medregnet tidligere, var det ikke logisk, at man, såfremt man i stedet valgte at anvende fremstillingsprisen flere år i træk pludselig skulle være bundet af, hvordan den var opgjort i det forudgående år. Selskabets revisor havde videre anført, at den i ligningsvejledningen 1997 E.B.2.6.1.4 indføjede passus om, at den skattepligtige ikke var frit stillet med hensyn til den måde, hvorpå dagspris, indkøbspris og fremstillingspris skulle opgøres, ikke refererede til spørgsmålet om skifte mellem opgørelsesmåder, men refererede til definitioner og principper, som skulle respekteres og anvendes ved den valgte opgørelsesmåde. Endelig havde selskabets revisor anført, at den af myndighederne påberåbte utrykte kendelse fra Landsskatteretten af 16. juni 1997 ikke kunne anses for sammenlignelig med den foreliggende sag, ligesom der efter revisorens opfattelse ikke var grundlag for at drage analogi til praksis vedrørende igangværende arbejder.

Landsskatteretten bemærkede, at det fulgte af varelagerlovens §1, stk. 1, at varelageret kunne opgøres på grundlag af dagsprisen, indkøbsprisen eller fremstillingsprisen, hvis varen var fremstillet i egen virksomhed. Af bestemmelsens stk. 3 fulgte endvidere, at der for hver enkelt varegruppe indenfor varelageret frit kunne vælges mellem nævnte opgørelsesmåder. Der kunne således for de enkelte varegrupper indenfor varelageret skiftes mellem nævnte opgørelsesmåder fra år til år, således at varegrupperne skiftevis kunne opgøres på baggrund af enten dagspris, indkøbspris eller fremstillingspris.

Varelagerloven gav imidlertid ikke nogen definition på de nævnte opgørelsesmåder og loven afgrænsede ikke positivt, hvilke udgifter der kunne eller skulle medregnes til henholdsvis dagspris, indkøbspris og fremstillingspris. Afgørelsen af hvilke udgifter, der kunne eller skulle medregnes ved anvendelsen af de i varelagerlovens § 1 hjemlede opgørelsesmåder måtte derfor, i det omfang varelagerloven ikke gav svar herpå, ske ud fra de almindelige regnskabsregler, jf. også varelagerlovens § 6.

Landsskatteretten bemærkede i fortsættelse heraf, at varelagerloven var tavs i spørgsmålet om, hvilke udgifter, der kunne eller skulle medregnes til fremstillingsprisen, hvorfor dette således måtte afgøres ud fra de almindelige regnskabsregler. Af årsregnskabslovens § 32 fremgik, at fremstillingsprisen skulle opgøres på baggrund af de direkte produktionsomkostninger, og at der herudover var mulighed for, efter eget valg, at medregne de indirekte produktionsomkostninger. Landsskatteretten fandt, at det på denne baggrund måtte lægges til grund, at den erhvervsdrivende ved opgørelse af varelageret til fremstillingspris efter varelagerlovens § 1 havde adgang til, efter eget valg, at opgøre denne med eller uden tillæg af indirekte produktionsomkostninger.

Det kunne således fastslås, at der efter varelagerlovens § 1 var adgang til, fra år til år, at skifte mellem dagspris, indkøbspris og fremstillingspris som opgørelsesmåde, og at der efter varelagerlovens § 1 var adgang til, hvor fremstillingsprisen anvendtes som opgørelsesmåde, at opgøre denne med eller uden tillæg af indirekte produktionsomkostninger. Landsskatteretten fandt, at denne hjemmel naturligt måtte forstås således, at der i de år, hvor den erhvervsdrivende valgte fremstillingsprisen som opgørelsesmåde, var adgang til at opgøre denne med eller uden tillæg af indirekte produktionsomkostninger, uanset om disse var medtaget i tidligere år, hvor fremstillingsprisen var anvendt ved opgørelse af varelageret. Herefter, og idet Landsskatteretten ikke i det af myndighederne anførte fandt grundlag for at fravige denne naturlige forståelse af bestemmelsen, blev den påklagede afgørelse på dette punkt ændret i overensstemmelse med den af selskabets revisor nedlagte påstand.

Versioner

1. 2001-03-20