Klage over aktindsigt i en afdød patients journal
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12251@2000-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt, at nevøen ikke kunne anses for at være nærtstående til den afdøde kvinde, idet nevøen og afdøde ifølge det oplyste ikke havde kontakt med hinanden igennem længere tid op til kvindens død.
Da det var nævnets opfattelse, at nevøen ikke kunne anses for at være afdødes nærmeste pårørende, var han således ikke berettiget til at opnå aktindsigt efter bestemmelsen i § 28 i lov om patienters retsstilling om videregivelse af helbredsoplysninger til nærmeste pårørende vedrørende afdøde patienter.
Patientklagenævnet oplyste, at en patient som hovedregel har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Der kan dog undtagelsesvis videregives oplysninger om patientens helbredsforhold m.v. til private personer til andre formål end behandling, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse, eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.
Nævnet fandt, at videregivelsen af oplysninger fra den afdøde kvindes journal ikke var nødvendig til berettiget varetagelse af væsentlige hensyn til nevøen, idet det var nævnets opfattelse, at hensynet til en privat persons interesse i at kunne få tilsidesat et testamente ikke er et så væsentligt hensyn, at det kan begrunde en undtagelse fra den afdøde kvindes krav på tavshedspligt.
Nævnet fandt herefter, at den administrerende overlæge havde brudt sin tavshedspligt, idet han ikke var berettiget til at videregive helbredsoplysninger vedrørende den afdøde kvinde fra perioden 20. januar 1996 frem til dødstidspunktet til nevøens advokat i henhold til reglerne i lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 2, nr. 2.