Klage over medicinering med høj dosis Prednisolon
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12258@2000-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den afdelingslæge, der i februar 1999 fortsatte behandlingen med højdosis Prednisolon, idet nævnet lagde vægt på, at en CT-scanning havde vist hjernesvulst, og at lægen forventede svar fra neurokirurgisk afdeling, Hospital 2, indenfor få dage.
Nævnet fandt videre ikke grundlag for kritik af den udskrivende læge A, idet nævnet lagde vægt på, at lægen tilså patienten, som var velbefindende, vågen og upåvirket. Videre lagde nævnet vægt på, at lægen i forbindelse med udskrivelsen udfærdigede en udførlig epikrise. Nævnet fandt ikke, at det kunne kritiseres, at lægen ikke lagde en plan for aftrapning af højdosisbehandling af Prednisolon, idet tidspunktet for en eventuel aftrapning var afhængigt af svaret fra neurokirurgisk afdeling.
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at overlægen i slutningen af marts 1999 seponerede præparatet Prednisolon. Nævnet lagde vægt på, at en højdosis Prednisolon kan påvirke immunforsvaret og dermed muligheden for at behandle en aktuel infektion. Nævnet fandt imidlertid, at det var kritisabelt, at overlægen, da han seponerede Prednislonen ikke markerede seponeringen på medicinskemaet, idet nævnet herved lagde vægt på, at det af Hospital 1s interne retningslinjer, som også gælder for ortopædkirurgisk afdeling, fremgår, at det er lægerne, der skriver alle ordinationerne på medicinskemaet og signerer for hver enkelt ordination. For så vidt angår seponering fremgår det af retningslinjerne, at en seponering skal markeres med en skråstreg efter sidste givne dosis og signeres af lægen. Nævnet fandt således, at overlægen burde have påført seponeringen af Prednisolon på medicinskemaet af hensyn til den fortsatte behandling af patienten.
For så vidt angik l. reservelægens behandling af patienten i starten af april 1999, fandt nævnet, at han relevant tilså hendes sår, og på baggrund af denne undersøgelse vurderede, at hun kunne udskrives. Nævnet fandt ikke at kunne kritisere, at l. reservelægen i forbindelse med sin udfærdigelse af epikrise ikke blev opmærksom på ændringen i medicinstatus. Nævnet lagde herved vægt på, at det af de interne retningslinjer fra Hospital 1 fremgår, at man i forbindelse med udfærdigelse af epikrisen orienterer sig på medicinordinationsarket, om der er sket ændringer i medicinstatus. Dette var i det aktuelle tilfælde imidlertid ikke tilfældet.
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den behandling, patienten modtog af de involverede sygeplejersker på ortopædkirurgisk afdeling, Hospital 1, i forbindelse med medicingivning i indlæggelsesperioden, idet nævnet lagde vægt på, at sygeplejerskerne ophældte medicinen i overensstemmelse med retningslinjerne angivet i medicinskemaet.
For så vidt angik egen læges behandling af patienten, fandt Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik, idet lægen på intet tidspunkt modtog oplysninger om, at dosisreduktion var påtænkt, og da det drejede sig om en lidelse, der altid behandles i specialistregi, fandt nævnet ikke at kunne kritisere, at lægen ikke havde handlet anderledes.