Lægelig information forinden operativt indgreb
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12264@2000-12-31/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af den opererende overlæge.
Nævnet kunne oplyse, at det ved en tyktarmsoperation var vigtigt at vide, om der var metastaser til leveren, idet dette kunne havde betydelig indflydelse på de beslutninger, der blev truffet vedrørende det behandlingsmæssige forløb. En finnålspunktur kunne alene udtage celler og kunne derfor ikke give en organspecifik diagnose. En finnålspunktur blev endvidere sædvanligvis kun udtaget fra højre side af leveren. Nævnet kunne endvidere oplyse, at risikoen ved en grovnålsbiopsi kunne være spredning af kræftceller i huden eller underhuden svarende til sporet efter kanylen samt en større risiko for blødning. Ved en operativt udtaget vævsprøve var der ingen risiko for spredning, og blødning kunne overvåges. Der var således tale om en helt anden form for prøvetagning, som ikke afskar patienten fra behandling, herunder strålebehandling. Nævnet kunne videre oplyse, at en vævsprøve fra et andet sted i leveren kunne være indiceret ved udbredte metastaser for at bekræfte, at disse var lokaliseret i begge leverlapper. Var dette tilfældet, var operativ og anden behandling, som for eksempel strålebehandling, ikke mulig. En yderligere vævsprøve kunne være indiceret, hvis processerne i leveren var ukarakteristiske, hvis der var forkalkninger i metastaserne, og hvis de var meget vidt udbredte. Dette er ikke sædvanligt ved levermetastaser, og vævsprøven ville i denne situation være yderligere diagnostisk.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af journalen fremgik, at patienten kun ønskede finnåls- og ikke grovnålspuktur. Den opererende overlæge gik derfor ud fra, at dette skyldtes frygt for at sprede kræftceller fra en eventuel enkelt metastase til normalt levervæv. Endvidere fremgik det, at patienten ikke ønskede leverkirurgi, hvilket overlægen tolkede som operative forsøg på fjernelse af metastaserne.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at overlægen udtog en knivbiopsi under operationen for at få af- eller bekræftet, at de udbredte forandringer var kræftvæv af hensyn til stillingtagen til videre behandling. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patientens processer i leveren var ukarakteristiske. På denne baggrund fandt nævnet, at vævsprøverne var diagnostiske, og at der derfor var indikation for at foretage biopsien.
Nævnet fandt endvidere ikke, at den udtagne vævsprøve kunne være årsagen til, at patienten afgik ved døden, som nævnet fandt måtte tilskrives leversvigt.
Nævnet fandt ikke grundlag for at statuere, at overlægen havde overtrådt lov om patienters retsstilling, § 6.
Nævnet fandt, at overlægen skønnede, at patientens tilkendegivelse om, at han ikke ønskede at få foretaget operative indgreb var en tilkendegivelse af, at han ikke ønskede at få fjernet større eller mindre dele af leveren og ikke en tilkendegivelse af, at han ikke ønskede at få foretaget en leverbiopsi med henblik på at få stillet en diagnose. Dette skøn fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om den administrerende overlæge, der forud for operationen havde informeret patienten om indgrebet, tillige havde informeret patienten om baggrunden for forskellige metoder til udtagning af vævsprøver.
En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling.
En læge har således pligt til at informere en patient om, hvilke undersøgelsesmuligheder en patient har, herunder, hvilke konsekvenser en sådan undersøgelse kan medføre for patientens helbred.
Nævnet lagde herved vægt på, at patienten, efter de for sagen foreliggende oplysninger, ikke var bekendt med, hvilke konsekvenser de forskellige prøvetagningsmetoder havde for en eventuel efterfølgende behandling.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten selv havde tilkendegivet, at han ønskede en stereotaktisk behandling på et udenlandsk sygehus, og at patientens søn ved telefax til sygehuset havde oplyst, at patienten ikke under nogen omstændigheder ønskede et operativt indgreb i leveren.