Klage over behandling og information i forbindelse med et håndledsbrud
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12300@2000-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den undersøgelse og behandling, som drengen modtog i perioden fra den 23. september til den 14. december 1999.
Nævnet lagde vægt på, at reservelægen, i overensstemmelse med afdelingens instruks, anlagde en gipsbandage fra lige under albuen, inddragende tommelfingeren. Ved kontrollen den 14. december 1999 (12-ugers kontrol) viste røntgenundersøgelse, at bruddet ikke var helet, og man henviste derefter drengen til en specialafdeling.
Nævnet kunne oplyse, at brud midt den bådformede knogle er kendt for at skabe helingsproblemer.
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den information, der blev givet i forbindelse med behandlingen af drengen. Nævnet lagde herved vægt på, at drengen blev informeret om at holde armen i ro, bevæge fingrene i gipsen, at gipsen ikke tålte vand samt at henvende sig i skadestuen ved gener.
For så vidt angik klagen over, at moderen og ungdomsskolen ikke modtog information om drengens tilstand kunne nævnet oplyse, at det følger af lov om patienters retsstilling § 8, jfr. § 7 og Sundhedsstyrelsens vejledning, at patienter der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandlingen. Normalt skal forældrene også informeres. Hvorvidt forældrene skal informeres om 15 til 17-årige patienter, må vurderes ud fra blandt andet behandlingens karakter, sygdommens alvor, oplysningernes art, den unges alder og modenhed samt behovet for opfølgning i hjemmet, herunder udøvelsen af forældrenes omsorgspligt.