Klage over praktiserende læges brud på tavshedspligt
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12317@2000-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet oplyste, at det følger af lov om patienters retsstilling § 23, stk. 1, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.
Ved helbredsoplysninger forstås oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været indlagt til behandling eller er indlagt samt oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende. Andre oplysninger end helbredsoplysninger kan for eksempel være oplysninger om patientens familiære forhold, sociale problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold.
Nævnet lagde vægt på, at det af et notat i journalen samt af lægens udtalelse fremgik, at hun på forespørgsel orienterede kvindens mor om henvisningen til en psykolog.
Da der var tale om en helbredsoplysning, fandt nævnet, at lægen havde brudt sin tavshedspligt, jf. lægelovens § 9, ved at videregive oplysningen til kvindens mor i forbindelse med telefonsamtalen.
Klage over praktiserende læges vurdering og videregivelse af oplysninger til lægevagten
En praktiserende læge blev kontaktet af lægevagten i amtet, der havde konstateret, at en af lægens patienter, en 45-årig mand, havde forholdsvis mange kontakter til lægevagten. Lægevagten anmodede derfor lægen om helbredsmæssige oplysninger på patienten. Lægen skrev herefter til lægevagten og oplyste blandt andet patientens diagnose, at patienten havde fået fjernet milten, at han ikke burde behandles med morfika eller sløvende midler, og at han i øvrigt var rigeligt medicineret. Samtidig hermed blev patienten orienteret skriftligt om brevet til lægevagten.
Der blev klaget over, at lægen havde vurderet, at han ikke måtte modtage morfika af nogen art ved anfald, og at lægen videregav oplysninger til lægevagten uden forinden, at have informeret ham og uden at have indhente hans samtykke hertil.
Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for kritik af lægens vurdering af patienten. Nævnet fandt endvidere, at det var i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer at informere lægevagten om, at patienten skulle beskyttes mod overforbrug af morfika. Nævnet lagde vægt på, at lægen havde modtaget oplysninger fra lægevagten om, at patienten havde rettet henvendelse utallige gange, samt at han muligvis led af et såkaldt syndroma X, hvorfor der skulle udvises tilbageholdenhed med ordination af morfika. Nævnet fandt imidlertid, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at have videregivet oplysningerne til lægevagten uden forinden, at have indhentet samtykke fra patienten.
Afgørelsen blev truffet af et flertal i nævnet. To lægelige medlemmer afgav en mindretalsudtalelse.