Klage over utilstrækkelig undersøgelse og behandling i forbindelse med fjernelse af galdeblære
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12337@2000-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere, at ERCP-undersøgelsen i første omgang blev aflyst, idet patientens smerter efter operationen hurtigt førte til ultralydsundersøgelse, og idet der var faldende levertal og bedring af tilstanden. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlægen A havde fastholdt ordinationen af ERCP-undersøgelsen, idet der forelå påvirkede levertal.
Patientklagenævnet fandt videre, at der ikke var grundlag for at kritisere de undersøgelser, der blev foretaget i de følgende dage. Der var foretaget en ultralydsundersøgelse for nylig, der ikke viste en større ansamling, og patientens tilstand var sløret af en bugspytkirtelbetændelse efter ERCP-undersøgelsen. Lægerne overvejede relevant operation og drænage. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge B og den afdelingslæge, der undersøgte patienten i disse dage, havde foranstaltet en hurtig ultralydsundersøgelse, da der ved ERCP var påvist en lækage fra galdeblærens udførselsudgang.
Patientklagenævnet fandt iøvrigt, at der frem til overflytningen den 7. januar 1999 blev foretaget relevante undersøgelser for at finde årsagen til patientens klager samt smerter. Der blev foranstaltet billeddiagnostiske undersøgelser, ligesom patienten ved 2 lejligheder fik tømt ansamlinger. Der blev foretaget ultralydscanning af maven, og den følgende dag blev der foretaget en CT-scanning.
Patientklagenævnet fandt dog, at der i forløbet burde være ordineret et væskeregnskab, da patienten gennemgik et forløb med galdegangslækage, bugspytkirtelbetændelse efter ERCP og gentagen byldedannelse i bughulen. Der blev ikke ført væskeregnskab på noget tidspunkt i forløbet. Af sygeplejekardex fremgår det, at patienten sporadisk fik væske ind i årene.
Patientklagenævnet fandt imidlertid, at det ikke kunne tillægges en enkelt læge, at der ikke blev ført væskeregnskab. Forløbet udstrakte sig over en periode på 3 uger. Afgørelsen blev derfor meddelt til den administrerende overlæge til orientering.
Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det er vanskeligt at afgøre, i hvor udtalt en grad der har foreligget en dehydreringstilstand.
For så vidt angår sygeplejerskernes observation af patientens væsketilstand fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om sygeplejerskerne havde ført væskeskema, idet det af sygeplejekardex og journalen flere gange fremgik, at patienten var dårligt spisende, at hun havde kvalme og ind imellem opkastninger. Endvidere havde hun dræn, havde anlagt drop og havde haft vægttab.
Nævnet oplyste, at det som udgangspunkt er lægens ansvar, at der ordineres et væskeskema, men at det også er en almen sygeplejeopgave, at der ved så dårlige patienter rutinemæssigt føres væskeskema. Denne del af afgørelsen blev meddelt oversygeplejersken til orientering.