Gelex

Klage over overflytning af patient mellem flere intensivafdelinger

GældendeVersion 2000-12-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12386@2000-12-31/da

Indhold
  1. Indledning

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at kvinden blev behandlet i respirator i perioden fra den 11. til den 25. februar 1999. Det var nævnets vurdering, at respiratorbehandling var nødvendig i den angivne periode, såfremt kvinden skulle have mulighed for at overvinde den akutte krise og overleve.

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til at kritisere, at kvinden blev overflyttet til forskellige intensivafdelinger, herunder til Sygehus 2 og tilbage til Sygehus 1 igen. Det var nævnets vurdering, at de mange overflytninger, der var nødvendiggjort af kapacitetsproblemer, ikke i nogen betydende grad havde påvirket behandlingsforløbets længde eller kvaliteten af behandlingen.

For så vidt angår spørgsmålet om samtykke til den samlede respiratorbehandling fandt Patientklagenævnet, at de involverede læger ikke havde overtrådt lov om patienters retsstilling i perioden fra den 15. til den 25. februar 1999.

Nævnet oplyste, at forløbet af de akutte episoder af kronisk obstruktiv lungesygdom ofte er vanskelige at forudsige, og at de skøn, der i denne forbindelse kan gives over varigheden af respiratorbehandlingen, derfor er behæftet med en betragtelig usikkerhed. Nævnet oplyste endvidere, at i et tilfælde, som det foreliggende, hvor en patient for første gang har behov for respiratorbehandling, vil tilstanden ofte stabiliseres ret hurtigt, så behandlingen kan afsluttes efter kort tid. Imidlertid ses det af og til, at en patient med kronisk luftvejslidelse, men velfungerende kredsløb, meget længe er i stand til at kompensere for luftvejslidelsen. Når kompensationen ikke længere slår til, vil luftvejslidelsen ofte være mere fremskreden end forventet, og tilsvarende vil behandlingsforløbet blive mere komplekst end forudset.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at man på baggrund af kvindens tilstand ved indledningen af respiratorbehandlingen den 11. februar 1999 forventede, at denne skulle vare 3-4 dage. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden i perioden fra den 15. til den 25. februar 1999 var ude af stand til selv at tage stilling til, om hun ville acceptere den fortsatte respiratorbehandling og de iværksatte overflytninger, idet hendes almentilstand var svækket, og hun blev behandlet med både beroligende og smertestillende medicin.

Ifølge lov om patienters retsstilling § 10 kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller de nærmeste pårørende, hvis patienten midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke og befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen.

Det var nævnets vurdering, at respiratorbehandling var nødvendig i den angivne periode, såfremt kvinden skulle have mulighed for at overvinde den akutte krise og overleve. På denne baggrund fandt nævnet, at der var tale om en påkrævet øjeblikkelig behandling af en patient, der midlertidigt manglede evnen til at give informeret samtykke, og at lægerne således kunne fortsætte behandlingen uden samtykke.

Versioner

  1. 2000-12-31