Klage over undersøgelse på skadestue efter slag på ben
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12390@2000-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere reservelægens undersøgelse af patienten på skadestuen.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at reservelægen i skadejournalen havde anført, at han ikke fandt mistanke om compartment syndrom, men vurderede, at patienten havde pådraget sig et trælår, og at lægen gav råd om, at benet skulle holdes i ro og køles lokalt med is.
Selv om skadejournalen ikke angav, at der var foretaget en neurologisk undersøgelse og tilstrækkelig undersøgelse af bevægeligheden i benet, var det nævnets opfattelse, at reservelægen måtte have foretaget disse undersøgelser for at kunne udelukke compartment syndrom.
Patientklagenævnet fandt endvidere, at reservelægen havde overtrådt lægeloven, idet han ikke i tilstrækkeligt omfang havde journalført sine undersøgelser og behandling af patienten.
Nævnet lagde vægt på, at reservelægen i skadejournalen ikke havde anført patientens klager, der var ingen optegnelser om aktiv bevægelighed, det var ikke anført, hvilket led der blev undersøgt for passiv bevægelighed, og der var ingen optegnelser om, hvilke råd patienten modtog om efterforløbet. Endelig fremgik det ikke af skadejournalen, om reservelægen havde gjort sig nogen overvejelser om risikoen for, at der kunne danne sig behandlingskrævende blodsamlinger i patientens ben.
Det var nævnets opfattelse, at det hører til almindelig faglig standard, at sygehistorie, kliniske fund, diagnose og behandling anføres i patientens journal. I en skadejournal er sproget sædvanligvis kortfattet, men bør omfatte patientens klager samt positive og negative fund af betydning. I tilslutning til behandlingsnotatet anføres også behandlingsplan og givne råd for efterforløbet.