Klage over tvangsmedicinering
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12408@2000-12-31/da
Indhold
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at manden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at han på tidspunktet for tvangsbehandlingen var i en psykotisk tilstand præget af forfølgelsesforestillinger, samt at han under den første del af indlæggelsen fremtrådte tiltagende anspændt og forpint med kompromitteret nattesøvn. Endvidere havde han givet udtryk for frygt for at blive likvideret, hvorfor han ville slå nogen på afdelingen ihjel.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at manden blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet lagde vægt på, at den ordinerede behandling bestod af almindeligt anvendte og velafprøvede antipsykotiske lægemiddler, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt yderligere, at der var grundlag for ikke at tillægge klagen over tvangsmedicinering opsættende virkning. Nævnet lagde vægt på, at omgående behandling var nødvendig for ikke at udsætte hans eller andres liv og helbred for væsentlig fare.