Tvangsmedicinering med angivelse af subsidiært præparat
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12409@2000-12-31/da
Indhold
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at patienten ved indlæggelsen var i en sindssygelig tilstand blandt andet præget af forfølgelsesforestillinger og muligvis hørehallucinationer, overensstemmende med diagnosen sindssygdom med forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose). Han virkede angstpræget og forpint af sin tilstand.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Nævnet lagde vægt på, at patienten gennem 2 uger var forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han ikke tidligere havde været søgt behandlet med antipsykotisk virkende medicin, og at der var grund til at formode, at dette kunne medføre en bedring af tilstanden. Endelig lagde nævnet vægt på, at det ville være utilstrækkeligt at behandle den beskrevne psykotiske tilstand uden anvendelse af antipsykotisk virkende medicin.
Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet lagde vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, og at den besluttede begyndelsesdosering må anses for sædvanlig. Med hensyn til risiko for bivirkninger adskiller Cisordinol sig ikke væsentligt fra brugbare alternativer.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne dog ikke tiltræde, at Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at der subsidiært kunne skiftes til andet præparat, hvis uacceptable bivirkninger opstod.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at der alene kan ske godkendelse af en beslutning om tvangsbehandling med angivelse af alternativt præparat, hvis dette præparat er specificeret (præparatvalg, dosis).
I øvrigt kunne Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at patienten ved skift af præparat ved tvangsmedicinering skal informeres om muligheden for at klage med eventuel opsættende virkning.