Klage over tvangsbehandling med depotmedicin
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12410@2000-12-31/da
Indhold
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten var psykotisk, uden sygdomsindsigt og uden indsigt i, at han tidligere havde fået det bedre ved behandling med antipsykotisk medicin.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet nævnet lagde vægt på, at patienten siden tvangsindlæggelsen ca. 3 måneder forinden var forsøgt motiveret for frivilligt at genoptage den tidligere behandling med antipsykotisk medicin, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den patienten tidligere var behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt på hans tilstand.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid ud fra en konkret vurdering, at den foreslåede behandling med Trilafon i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde herved vægt på, at det af journalen ikke i tilstrækkeligt omfang kunne anses for godtgjort, at daglig medicinering ville udgøre en særlig belastning for patienten.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede på denne baggrund Det lokale Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.