Klage over tvangsmedicinering med depotmedicin
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12413@2000-12-31/da
Indhold
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at den 66-årige kvinde var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at beslutningen om tvangsmedicinering med Cisordinol Depot 200 mg hver 2. uge ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Nævnet lagde herved vægt på, at beslutningen om tvangsbehandling med depotmedicin i journalen var begrundet med, at det ikke tidligere havde været muligt at medicinere kvinden frivilligt ved anvendelse af daglige injektioner. Derimod var det ikke beskrevet, at peroral tvangsbehandling med tablet eller mikstur ikke var mulig, ligesom det ikke kunne anses for godtgjort, at daglige injektioner ville være særligt angstvoldende eller forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at tvangsmedicinering med depotmedicin var en mere indgribende foranstaltning end tvangsmedicinering med et tilsvarende præparat med almindelig virkningstid. Nævnet fandt således, at betingelserne for tvangsbehandling med antipsykotisk medicin var opfyldt, hvorimod grundlaget for anvendelsen af depotmedicin ikke var til stede på tidspunktet, hvor beslutningen herom blev truffet.