Klage over tvangsmedicinering uden opsættende virkning af klager
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12415@2000-12-31/da
Indhold
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at patienten var præget af hørelseshallucinationer, påvirkningsfornemmelser, vrangforestillinger, giftfrygt og spisevægring, ligesom han var uden sygdomsindsigt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten kort efter indlæggelsen og frem til beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet, blev forsøgt motiveret for frivillig behandling.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt yderligere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet lagde vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.
Vedrørende spørgsmålet om manglende opsættende virkning fandt nævnet det ikke godtgjort, at der var en nærliggende fare for patientens helbred, eller at der forelå en egentlig nødsituation, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at patienten nogen tid havde nægtet at indtage føde.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne på denne baggrund kun delvis tiltræde den afgørelse, der var truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af patienten, idet det var nævnets opfattelse, at patientens klage burde have haft opsættende virkning.