Gelex

Manglende opsættende virkning af klage over tvangsbehandling

GældendeVersion 2000-12-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12416@2000-12-31/da

Indhold
  1. Indledning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at manden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet nævnet lagde vægt på, at manden fremtrådte forpint af sin tilstand, ligesom han tidligere med god effekt var blevet behandlet med antipsykotisk medicin, og i øvrigt tillige var kendt i afdelingen efter 2 tidligere indlæggelser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger, da Trilafon er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ud fra en konkret vurdering at kunne godkende, at mandens klage ikke var tillagt opsættende virkning. Nævnet lagde herved vægt på, at medicinophør på det pågældende tidspunkt sandsynligt ville udgøre en nærliggende fare for forringelse af mandens helbred, ligesom det i øvrigt fremgik af journalen, at manden optrådte voldeligt over for personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde yderligere vægt på, at manden var svært paranoid, forpint og affekteksplosiv, hvorfor det var relevant at fortsætte medicineringen for at afværge at hans tilstand blev yderligere forværret, ligesom nævnet endvidere lagde vægt på, at manden i forløbet efter iværksættelse af medicinsk behandling havde udført karatespark mod personalet, ligesom han havde været fysisk og verbalt truende og kastet genstande efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte på denne baggrund Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn afgørelse.

Versioner

  1. 2000-12-31