Gelex

Klage over tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin

GældendeVersion 2000-12-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12419@2000-12-31/da

Indhold
  1. Indledning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsfiksering af manden i perioderne fra den 4. marts 2000 fra kl. 19,40 til den 5. marts 2000 kl. 12,00 og fra den 6. marts 2000 fra kl. 16.40 til kl.18.00 var opfyldt, da der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ligeledes, at tvangsfikseringerne opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, da manden forinden tvangsfikseringen forgæves var forsøgt beroliget og skærmet ved at være ført til sin stue.

Vedrørende tvangsfikseringen af manden den 6. marts 2000 fra kl.17.30 til kl.19.45 fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne herfor var opfyldt, da der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet lagde herved vægt på, at manden dagen forinden havde forøvet vold mod et personalemedlem ved at give den pågældende et hårdt håndkantslag mod højre skulder lige ved halsovergangen. Ligeledes havde manden fra om morgenen den 6. marts 2000 været motorisk urolig og affektspændt og havde i forbindelse hermed forulempet medpatienter. I øvrigt ansås mandens tilstand præget af, at han var psykomotorisk hurtigtkørende, affektspændt og eksplosiv, hvilket måtte medføre, at sandsynligheden for fornyet vold mod personalet, hvorved disse måtte anses i nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, var ganske betydelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ligeledes, at tvangsfikseringen den 6. marts 2000 opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet manden forinden forgæves var forsøgt beroliget og skærmet ved at være ført til sin stue og givet beroligende medicin

Vedrørende tvangsbehandlingen med beroligende medicin henholdsvis den 4. og den 9. marts 2000 fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet betingelserne herfor opfyldt, da det var nødvendigt at bringe den 37-årige til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet lagde således vægt på, at manden var så voldsom, at han udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, og at det på de pågældende tidspunkter syntes af afgørende betydning for en bedring mandens urolige tilstand, at han fik beroligende medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ligeledes, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet manden forinden var forsøgt beroliget og skærmet ved at være ført til sin stue.

Versioner

  1. 2000-12-31