Klage over behandling med elektrochok
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12421@2000-12-31/da
Indhold
Nævnet lagde især vægt på oplysningerne om, at kvinden uanset sin meget svære psykiske tilstand ikke befandt sig i en livstruende situation. Det var på den baggrund nævnets vurdering, at kravet om anvendelse af mindst indgribende foranstaltning ikke var opfyldt henset til karakteren af behandlingen med elektrochok.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at kvinden var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at hun på tidspunktet for tvangsbehandlingen var præget af en ustabil, stærkt svingende, og tillige behandlingsresistent sindssyge, uden udsigt til at yderligere medicinsk behandling ville kunne afhjælpe tilstanden.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at kvinden gennem 13 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om behandling med elektrochok blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun tidligere havde modtaget behandling med elektrochok med god effekt på tilstanden.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at behandlingen med elektrochok måtte anses for en skånsom behandlingsform med få bivirkninger. Der gives i reglen otte til seksten behandlinger i en serie, hyppigt med tre behandlinger pr. uge, og i dette tilfælde blev der foreslået behandling i indtil fire uger, hvilket således er inden for det anbefalede.
Nævnet lagde tillige vægt på, at kvinden under sin indlæggelse var forsøgt behandlet med flere af de typiske antipsykotiske midler Serenase, Trilafon og Fluanxol. Det var nævnets vurdering, at behandlingen blev givet i tilstrækkeligt høje doser og igennem tilstrækkelig lang tid, men at den imidlertid ikke havde nogen effekt på kvindens psykiske tilstand, der således var uændret gennem forløbet, hvor hun ofte blev beskrevet som værende præget af personrettet aggressivitet.
Endelig lagde nævnet vægt på, at kvinden havde været i behandling med et nyere atypisk antipsykotisk præparat i form af Zyprexa, hvilket ikke havde nogen effekt på hendes tilstand. Ydermere blev hun tilbudt behandling med Leponex, hvilket hun imidlertid modsatte sig efter indtagelse af en tablet.
I betragtning af, at kvinden gennem nogle nætter ikke havde sovet, og idet hun tillige fremtrådte urolig og angstpræget, fandt nævnet, at der forelå risiko for akut delir, hvilket er en potentielt livstruende situation.