Klage over øjenlæges behandling af barn med bygningsfejl og langsynethed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12429@2000-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af øjenlægens behandling af drengen.
Nævnet lagde vægt på, at drengen ved den første undersøgelse i februar 1996 fik konstateret en mindre bygningsfejl og en moderat langsynethed på begge øjne. Da drengen ikke havde tendens til skelen, og synsstyrken i øvrigt var normal for alderen, fandt nævnet, at øjenlægen på relevant vis skønnede, at det endnu ikke var nødvendigt at påbegynde en behandling.
Nævnet kunne i den forbindelse oplyse, at mindre grader af bygningsfejl og langsynethed hos små børn normalt ikke korrigeres med brilleglas, hvis alt i øvrigt peger mod en normal synsudvikling.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at øjenlægen ved den efterfølgende undersøgelse i januar 1997 ordinerede behandling med briller, da han fandt, at der var risiko for udvikling af amblyopi.
Videre lagde nævnet vægt på, at øjenlægen ved undersøgelsen i januar 1998 konstaterede en tiltagende forskel i synsstyrke som tegn på begyndende amblyopi. Han supplerede derfor på relevant vis brillebehandlingen med Skopolamin-dråber.
Endelig lagde nævnet vægt på, at øjenlægen i december 1998 ændrede drengens brilleglas i en svagere retning, da han konstaterede, at hans syn var blevet bedre.