Klage over udførelse af leverbiopsi samt observation af komplikation
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12440@2000-12-31/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af indikationen for leverbiopsien og gennemførelsen af denne. Nævnet lagde således vægt på, at biopsien var velbegrundet, da sygehistorie, aktuelle tilstand og de foreliggende undersøgelsesresultater havde vist tegn på en fremadskridende leversygdom. Patientens tilstand var desuden blevet yderligere forringet med tegn på forandringer i leveren, og nævnet fandt derfor, at det i denne situation var i overensstemmelse med god klinisk praksis at tilbyde en leverbiopsi med henblik på en nærmere afklaring af tilstanden. Nævnet lagde yderligere vægt på, at leverbiopsien blev gennemført efter en sædvanlig og anerkendt metode.
Nævnet fandt, at der i forbindelse med plejepersonalets observation af den 77-årige mand efter gennemførelsen af leverbiopsien ikke var udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed. Nævnet lagde således vægt på, at afdelingens gældende instruks for leverbiopsier blev fraveget i væsentlig grad. Instruksen foreskrev regelmæssige målinger af blodtryk og puls i bestemte tidsintervaller i mindst 6 timer efter leverbiopsien, svarende til målinger hver 15. minut i time 1 og time 2, ved stabile værdier målinger kun hver halve time i time 3 og time 4, og ved fortsat stabile værdier målinger kun hver efterfølgende time. Patienten fik i de første 2 timer efter leverbiopsien målt blodtryk og puls hvert kvarter, hvorefter der ikke blev foretaget nye målinger frem til klokken 16.30. Nævnet fandt, at denne måling ifølge afdelingens instruks burde have været foretaget senest klokken 12.10 for at være rettidig. Nævnet lagde desuden vægt på, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at instruksen blev fraveget væsentligt under observationen af patienten. Nævnet fandt således, at selvom den 77-åriges tilstand efter et plejefagligt skøn fandtes stabil og upåfaldende, kunne dette ikke begrunde, at instruksen om observation blev fraveget i en periode. Nævnet lagde herved vægt på, at de i instruksen anførte mindsteintervaller udtrykkeligt tog sigte mod stabile patienter.
Nævnet udtalte afslutningsvis, at den opståede blødning i bughulen måtte betragtes som en hændelig komplikation til leverbiopsien, og at blødningen ikke var udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed fra den behandlende læges side.