Gelex

Ophør med selvstændig virksomhed.

GældendeVersion 2000-07-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12447@2000-07-05/da

Indhold
  1. Indledning

Medlemmet har på ledighedserklæring af 29. september 1998 oplyst,

at han drev landbrug,

at hans ophør som selvstændig er endeligt,

at han påbegyndte arbejdet i virksomheden den 1. august 1986,

at hans sidste arbejdsdag var 30. september 1998,

at tilmelding til arbejdsformidlingen skete 1. oktober 1998,

at han i gennemsnit arbejdede 50 timer pr. uge,

at han ikke er afmeldt offentlige registre, herunder momsregistret,

at virksomhedens lokaler ikke er afviklede, men henstår ubenyttede,

at der ikke har været ansat personale og at han modtager en livrente.

På arbejdsoplysning af samme dato oplyste medlemmet, at hans arbejdsopgaver var markarbejde, pasning af dyr, regnskab, administration og generelt alt naturligt henhørende til landbrug uden ansatte.

Medlemmet har på erklæring vedrørende virksomhedens lokaler oplyst, at virksomheden har været drevet fra den private bolig, at lokalerne udgør ca. 950 kvm.,

at lokalerne før opstart af virksomheden blev brugt til landbrug, at der er tale om egentlige erhvervslokaler, og

at lokalerne fremtidigt ikke vil blive erhvervsmæssigt anvendt.

I brev af 29. september 1998 oplyste medlemmet, at virksomhedsophøret skete i forbindelse med indgåelse af aftale med amtet om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Dette betyder ifølge det oplyste, at jorden ikke kan anvendes til landbrug eller andet formål. Af samme grund og i forbindelse dermed afhændes medlemmets husdyrbestand.

Medlemmet oplyser videre, at der ikke findes varelager, og at driftsmidler m.v. er af ældre dato og uden særlig værdi. Medlemmet agter derfor blot at lade disse forblive på ejendommen.

Medlemmet oplyser også, at han ikke er afmeldt fra momsregistret, da der fortsat vil komme regninger og udgiftsposter, som vedrører driften af ejendommen før 1. oktober 1998. Når alle fakturaer og bilag er modtaget, vil medlemmet sørge for framelding fra momsregistret.

Det fremgår af aftalen af 7. august 1998 om tilsagn om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger,

at medlemmet fik tilsagn om tilskud for fire marker med et samlet areal på 36,6 ha,

at tilsagnsperioden løber i 20 år, fra 1. september 1998 til 31. august 2018 og

at medlemmets samlede årlige tilskud vil være ca. 95.000 kr.

Det følger af aftalen, at markerne skal anvendes til etablering af naturområder og biotoper,

at markerne skal holdes dækket med vegetation,

at markerne ikke må afgræsses, vandes, tilføres gødning eller plantebeskyttelsesmidler,

a t markerne ikke må anvendes til jordbrugsproduktion,

at markerne ikke må gøres til genstand for en udnyttelse, der giver en indtægt og som er uforenelig med dyrkning af korn, oliefrø, bælgsæd og oliehør og

at markerne ikke må gøres til genstand for udnyttelse, der er uforenelig med, at markerne skal holdes vegetationsdækket fra senest 1 måned efter tilsagnsperiodens begyndelse.

Det følger videre af aftalen, at der skal udarbejdes sædskifte- og gødningsplaner, m.v., og at medlemmet eller en stedfortræder har pligt til at ledsage kontrolpersonale og yde den nødvendige bistand.

På kopi af momsafmeldingsblanket af 14. oktober 1998 ses det, at medlemmet er frameldt momsregistret den 30. september 1998.

Det fremgår af slutseddel af 20. oktober 1998, at medlemmet har indgået en kommissionsaftale om salg af diverse landbrugsmaskiner.

Den 8. december 1998 traf arbejdsløshedskassen afgørelse om, at medlemmet ikke er dagpengeberettiget, da hans virksomhed ikke endeligt er lukket eller overdraget, da tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger ikke kan sidestilles med bortforpagtning eller lukning af landbrug.

Den 5. januar 1999 klagede advokaten for medlemmet over afgørelsen. Advokaten anførte i klagen, at det var advokatens opfattelse, at hans klient ikke havde nogen som helst arbejdsforpligtelse med aftalen om tilskud til jordbrugsforanstaltninger. Advokaten henviste til, at jorden var udtaget i en 20-årig periode, og at der ikke i aftalen var indbygget nogen plejeforpligtelse. Advokaten henviste desuden til, at den kontrol, som hans klient eller en stedfortræder ifølge aftalens punkt IV var forpligtet til at yde bistand med, var en forpligtelse til at være kontrolpersonalet behjælpelig på samme måde, som man havde pligt til over for andre offentlige myndigheder at være behjælpelig i forbindelse med en kontrolfunktions opfyldelse. Advokaten anførte desuden i klagen, at hans klient er ophørt i mindst samme omfang, som hvis jorden havde været bortforpagtet.

Arbejdsløshedskassen fastholdt sin afgørelse i oversendelsen af sagen til direktoratet, idet arbejdsløshedskassen dog henset til, at aftalen om tilskud til jordbrugsforanstaltninger var 20 årig, og henset til, at overtrædelse af aftalens vilkår var forbundet med sanktioner, fandt, at afgørelsen ikke forekom rimelig. Arbejdsløshedskassen indstillede derfor, at direktoratet imødekom klagen.

Med brev af 18. marts 1999 havde advokaten uddybet sin klage. Advokaten anførte i brevet, at når der gives tilsagn om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, må ejeren ikke længere på nogen måde erhvervsmæssigt råde over jorden. Den eneste forpligtelse, der påhviler ejeren er, at han skulle udarbejde sædskifte- og gødningsplaner. Ved en forespørgsel i Amtet havde advokaten fået oplyst, at denne forpligtelse bestod i, at man årligt skulle udfylde et skema og anfører et 0.

Advokaten anførte videre, at man ikke havde ensidig ret til at genoptage drift af arealerne, da en genoptagelse bevirkede betydelige erstatningskrav. Advokaten oplyste, at bortforpagteren ved forpagtning også havde en mulighed for ensidigt at kunne genoptage sin drift, men at det også bevirkede, at bortforpagteren ifalder erstatningsansvar. Det er således advokatens opfattelse, at der, ud fra en ren obligationsretlig betragtning, vil kunne ske en ensidig genoptagelse, forudsat at der begås retsbrud. Det var efter advokatens opfattelse derfor ukorrekt, at man ved udtagning af agerjord havde en ensidig ret til genoptagelse af normal drift.

Direktoratet traf den 25 maj 1999 følgende afgørelse:

"Medlemmet opfylder ikke den 1. oktober 1998 betingelserne for at kunne anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed.

Medlemmet har derfor ikke ret til dagpenge fra denne dato.

medlemmets ret til dagpenge er betinget af, at han kan anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden. Medlemmet kan anses for ophørt mere end midlertidigt, hvis han opfylder en af betingelserne i §§ 3 til 13 i direktoratets bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj 1998 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Som hovedregel skal en virksomhed være lukket eller overdraget for at et medlem i arbejdsløshedslovgivningens forstand kan anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden.

I nogle tilfælde kan et medlem anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end tidspunktet for den endelige overdragelse eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden, jf. ophørsbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Bestemmelsen forudsætter, at virksomheden overdrages eller lukkes og anvendes i tilfælde, hvor det efterfølgende konstateres, at medlemmet forud for datoen for overdragelsen har været mere end midlertidigt ophørt med det personlige arbejde i virksomheden.

Det forhold, at medlemmet har indgået aftale med amtet om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger kan hverken sidestilles med salg eller lukning, uanset at medlemmet ifølge aftalen ikke må anvende sine jorder til indtægtsgivende virksomhed m.v. Medlemmet har stadig ejendomsretten til jorden.

En lukning af virksomheden skal være varig og anerkendelse af ophøret forudsætter, at afviklingen af virksomheden er så vidt fremskreden, at den resterende del af virksomheden ikke kan danne grundlag for fortsat virksomhedsudøvelse, jf. vejledningen til § 3, stk- 1. Da medlemmet fortsat ejer den væsentligste del af sin landbrugsvirksomhed, nemlig jorden, og ensidigt kan vælge at genoptage driften, opfylder han ikke denne betingelse. Det gælder uanset, at han kan sanktioneres for et brud på aftalen, at aftaler er 20-årig og at han eventuelt har afhændet driftsmidlerne. Medlemmet kan derfor ikke anses for ophørt efter ophørsbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

I visse tilfælde kan et medlem efter ophørsbekendtgørelsens § 4 anses for ophørt ved bortforpagtning af virksomheden. Ophør ved bortforpagtning er en undtagelse fra hovedreglen om, at virksomheden skal være varigt overdraget, jf. vejledningen til § 4. Bestemmelsen skal derfor fortolkes indskrænkende.

Medlemmet har ikke bortforpagtet sin jord, men har fået tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Da bestemmelsen i ophørsbekendtgørelsens § 4 om ophør ved bortforpagtning skal fortolkes indskrænkende, kan medlemmet ikke anses for ophørt efter denne bestemmelse.

Direktoratet finder ikke, at medlemmet opfylder en af de øvrige ophørsbestemmelser.

Medlemmet var således ikke berettiget til dagpenge fra 1. oktober 1998."

I brev af 16. juni 1999 klagede advokaten på vegne af medlemmet.

I sit brev henviste advokaten til anbringender, og præciserede, at fuldstændig udtagelse af jord efter EU-forordningen og bortforpagtning måtte betragtes som ligeartet opgivelse af egen drift.

I begge tilfælde ville der være tale om retsbrud og ifaldelse af erstatningskrav, hvis man uden for aftalt tid annullerer aftalen. At bestemmelsen vedrørende bortforpagtning var en undtagelse fra undtagelsen, udelukker efter advokatens opfattelse ikke, at de to former for ophør var ligeartede.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen, og sendte sagen til ankenævnet den 22. juni 1999.

Ankenævnet hørte advokaten i brev af 17. april 2000, hvorvidt medlemmet havde jord til rådighed udover de 36,6 hektarer der var udtaget til miljøvenlige foranstaltninger.

I brev af 24. maj 2000 sendte advokaten en kopi af svar fra amtet af 23. maj 2000 vedlagt markkort over ejendommen.

Amtet bekræftede i brevet, at aftalen med medlemmet omfattede al dyrkbar jord på ejendommen.

Amtet oplyste telefonisk til ankenævnet den 15. juni 2000, at eftersom medlemmet havde etableret vedvarende græsdække var der i princippet intet arbejde forbundet med at opfylde aftalen, udover udfyldelse af et skema en gang om året, hvilket tager ca. ½ time. Herudover havde en gårdejeren mulighed for uden tilladelse én gang om året at slå græsset af hensyn til at begrænse smitte af ukrudt.

Vedrørende kontrol af aftalen sker dette ved, at Plantedirektoratet udtager et antal sager til fysisk kontrol. I 1999 blev der udtaget 20 % . Hvis der ved en kontrolomgang er mange overtrædelser udvides stikprøvekontrollen.

Ankenævnet fandt, at medlemmet måtte anses for at være ophørt med drift af selvstændig virksomhed og ændrede derfor direktoratets afgørelse.

Versioner

  1. 2000-07-05