Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/12448@2000-01-31/da

Indhold

1. Indledning

Medlemmet oplyste på ledighedserklæring af 29. oktober 1998, at han i perioden fra den 1. oktober 1998 til den 27. oktober 1998 var ansat som slagter hos xxx, og at han blev opsagt den 27. oktober 1998.

Medlemmet oplyste i brev af 11. november 1998 til arbejdsløshedskassens afdeling, at han var ansat fra den 1. marts 1997 til den 30. september 1998 som slagter hos xxx (arbejdsgiveren) i dennes forretning i Hedehusene. Ifølge medlemmets oplysninger blev medlemmet ansat på nogle ansættelsesvilkår, der bl.a. indeholdt frit kød og pålæg til eget forbrug samt fri søndage, mandage og tirsdage. Han oplyste videre, at arbejdsgiveren i mellemtiden havde etableret en ny forretning i Tåstrup, og at han på arbejdsgiverens foranledning fik tilbudt et job om at begynde i forretningen i Tåstrup den 1. oktober 1998. Medlemmet oplyste endvidere, at det ved ansættelsen blev aftalt med arbejdsgiveren, at han blev ansat på de gældende ansættelsesvilkår dog med den undtagelse, at han også havde fri een lørdag om måneden, dog ikke den sidste lørdag. Medlemmet oplyste derudover, at han meddelte til arbejdsgiveren den 23. oktober 1998, at han ønskede at holde fri lørdag den 24. oktober 1998, hvilket ikke skulle give nogen problemer, da dette ikke var den sidste lørdag i måneden. Ifølge medlemmets oplysninger sagde arbejdsgiveren, at det var "i orden", og at han kunne holde fri, som han plejede. Medlemmet blev derfor meget forbavset, da han ikke blev tilladt adgang, da han mødte på arbejdet igen onsdag den 28. oktober 1998. Arbejdsgiverens begrundelse var, at han var udeblevet fra arbejdet om lørdagen. Medlemmet mente imidlertid, at han ikke havde foretaget sig noget, der ikke var i overensstemmelse med det aftalte, og at arbejdsgiveren derfor havde brudt ansættelsesaftalen uden gyldig årsag. Medlemmet oplyste desuden, at han gentagne gange telefonisk havde bedt arbejdsgiveren om at få en skriftlig opsigelse, sin løn, sine lønsedler samt skattekort, men at arbejdsgiveren hver gang havde meddelt, at det var under udarbejdelse, og at dette ville blive sendt til han.

Medlemmet oplyste endelig, at arbejdsgiverens seneste udspil var, at han skyldte 3.000 kr., hvilket var ham totalt ukendt, da han på intet tidspunkt havde modtaget midler fra arbejdsgiveren. Han bad derfor fagforeningen om at etablere kontakt til arbejdsgiveren med henblik på at få udbetalt sin løn, udleveret sine lønsedler og skattekort samt få arbejdsgiveren til at overholde hans opsigelsesvarsel.

I brev af 17. november 1998 oplyste arbejdsgiveren medlemmet om, at man betragtede samarbejdet som ophørt på grund af udeblivelse fra den 24. oktober 1998 og frem til dags dato. Arbejdsgiveren oplyste medlemmet, at man var af den opfattelse, at han havde fyret sig selv, hvorfor man desværre ikke kunne give ham en fyreseddel. Arbejdsgiveren oplyste ham videre om, at hans løn og feriepenge lå til afhentning i forretningen.

Medlemmets faglige afdeling oplyste i brev af 1. december 1998 til arbejdsløshedskassens afdeling bl.a, at man var blevet kontaktet telefonisk af medlemmets arbejdsgiver den 27. oktober 1998, fordi arbejdsgiveren ville høre, hvordan han skulle forholde sig, hvis en medarbejder udeblev fra arbejdet. Ifølge den faglige afdeling henvendte medlemmet sig til arbejdsgiveren den 23. oktober 1998, fordi han ønskede at holde fri den 24. oktober 1998, hvilket arbejdsgiveren afviste, da man ikke kunne nå at planlægge dette. Arbejdsgiveren oplyste også over for den faglige afdeling, at medlemmet ikke havde fri på lørdage. Ifølge den faglige afdeling henvendte medlemmet sig personligt i afdelingen, hvor han redegjorde for sin opfattelse af forløbet. Den faglige afdeling kontaktede på den baggrund arbejdsgiveren, fordi medlemmet manglede at få udbetalt 3.000,- kr. i løn. Arbejdsgiveren mente i den sammenhæng, at medlemmet havde fået de 3.000,- kr. via et forskud. Da medlemmet imidlertid oplyste over for den faglige afdeling, at han ikke var klar over, hvad arbejdsgiveren mente, kontaktede den faglige afdeling igen arbejdsgiveren. Det blev her aftalt med arbejdsgiveren, at hele medlemmets løn og lønsedler kunne afhentes hos arbejdsgiveren.

Den faglige afdeling konkluderede herefter, at idet arbejdsgiveren allerede havde henvendt sig til den faglige afdeling 27. oktober 1998 vedrørende medlemmets udeblivelse, var man af den opfattelse, at bortvisningen var "i orden".

I brev af 7. december 1998 traf arbejdsløshedskassens afdeling afgørelse om, at der ikke forelå en gyldig grund for medlemmets arbejdsophør. Medlemmet blev derfor pålagt en effektiv karantæne på 5 uger.

Medlemmet klagede til arbejdsløshedskassens hovedledelse i brev af 14. december 1998. Medlemmet mente, at omstændighederne og de faktuelle forhold hvilede på et forkert grundlag.

Han anførte bl.a., at han ved sin ansættelse blev lovet lørdagsfri een gang om måneden. Det var dog en forudsætning, at denne lørdagsfri ikke blev afholdt den sidste lørdag i måneden, idet disse lørdage normalt var de travleste. Han anførte videre, at arbejdsgiveren havde været fuldstændig indforstået med, at han holdt fri den 24. oktober 1998, da han bad om fri den næstsidste fredag i oktober 1998. Medlemmet anførte endvidere, at arbejdsgiveren endda meddelte ham, at han blot kunne holde fri, og at han skulle møde igen som aftalt om onsdagen. Medlemmet mente, at det ikke kunne forholde sig anderledes, da han ikke havde mulighed for at holde fri lørdagen efter, da dette var den sidste lørdag i oktober 1998. Medlemmet anførte også, at arbejdsgiverens oplysninger om, at han ikke kunne holde fri, fordi man ikke kunne nå at planlægge ekstra bemanding, måtte være taget ud af den frie fantasi. Medlemmet henviste igen til, at det rent faktisk var den eneste lørdag, han kunne holde fri i den pågældende måned. Han anførte derudover, at han således ikke havde fået at vide, at han ikke kunne holde fri, og at han heller ikke var blevet bedt om at tage ekstraarbejde. Han mente derfor, at han naturligvis ikke havde haft nogen anledning til at tro, at han havde gjort noget forkert, hvorfor bortvisningen ikke var gyldig. Han mente også, at der måtte være en anden årsag til, at arbejdsgiveren opsagde ansættelsesforholdet, og derfor havde fundet på denne ulovlige fremgangsmåde, hvilket ikke skulle komme ham til skade.

Medlemmet bad derfor fagforeningen om at genoptage sin sag, da der udelukkende var taget hensyn til arbejdsgiverens udlægning af hændelsesforløbet, som var diamentralt modsat medlemmets oplysninger til sagen.

Den faglige afdeling oplyste i brev af 28. december 1998 til arbejdsløshedskassens afdeling bl.a., at man igen havde set på arbejdsgiverens bortvisning af medlemmet. Ifølge den faglige afdeling havde arbejdsgiveren oplyst, at medlemmet ikke havde nogen aftalte frilørdage, og at medlemmet heller ikke havde haft dette hos hans tidligere arbejdsgiver, som man også havde kontaktet. Arbejdsgiveren oplyste videre over for den faglige afdeling, at der ikke forelå noget skriftligt vedrørende lørdage. Arbejdsgiveren oplyste endelig over for den faglige afdeling, at man først ringede til den faglige afdeling om tirsdagen, fordi man havde håbet, at medlemmet ville ringe om mandagen for at forklare, hvorfor han ikke mødte på arbejde om lørdagen.

Den faglige afdeling konkluderede herefter, at man ikke kunne gøre mere i denne sag.

Den faglige afdeling oplyste vedrørende medlemmets klage over, at den faglige afdeling ikke havde varetaget medlemmets interesser, at det havde man gjort. Den faglige afdeling henviste til, at man havde sørget for, at medlemmet fik udbetalt sin manglende løn på 3.000,- kr., og at arbejdsgiveren udleverede hans skattekort, lønsedler, feriepenge og en skriftlig bortvisning.

I brev af 29. december 1998 bekræftede arbejdsgiveren overfor arbejdsløshedskassens afdeling, at der aldrig var blevet indgået en aftale med medlemmet angående "lørdagsfri". Arbejdsgiveren oplyste i øvrigt, at medlemmet heller ikke havde en sådan aftale, da han var ansat i "xxx" i Hedehusene.

I brev af 18. januar 1999 traf hovedledelsen afgørelse om, at medlemmet var blevet afskediget af en grund, der væsentligst skyldtes ham selv. Han blev derfor pålagt en effektiv karantæne på 5 uger fra den 24. oktober 1998.

Medlemmet klagede til direktoratet i brev af 12. februar 1999. Han anmodede om at få tilsendt kopi af sagens akter, hvis afgørelsen mod medlemmets forventning ikke blev ændret. Medlemmet henviste til, at arbejdsløshedskassen repræsenterede ham, og han bad arbejdsløshedskassen om at anlægge sag mod arbejdsgiverens arbejdsgiverforening, såfremt man ikke tog hans klage til efterretning og ophævede den pålagte karantæne.

Medlemmet anførte bl.a., at arbejdsløshedskassen trods gentagne forsøg fra hans side på at forklare hændelsesforløbet ikke tillagde hans version af opsigelsen værdi, og at der udelukkende blev taget hensyn til arbejdsgiverens udlægning af sagen. Udlægninger, som medlemmet mente med tiden havde skiftet karakter alt efter, hvad der nu passede for arbejdsgiveren. Han anførte videre, at det forekom besynderligt, at arbejdsgiveren først nu forsøgte at frembringe budskabet om, at der aldrig havde været aftalt een lørdagsfri pr. måned. Han anførte endvidere med henvisning til hans første brev, at dette initiativ var en af hovedårsagerne til, at han i første omgang havde accepteret arbejdsgiverens tilbud om ansættelse i arbejdsgiverens nyetablerede virksomhed. Medlemmet mente, at når dette budskab nu efter flere skriverier "forsøgtes solgt" i 3 måneder, måtte det afstedkomme betænkeligheder i et sådant omfang, at den nye udlægning ikke kunne tages alvorligt. Han anførte også vedrørende den manglende skriftlige aftale, at det ikke var kutyme i forbindelse med denne type arbejde at indgå en sådan aftale. Han henviste i den forbindelse til, at en mundtlig aftale var lige så bindende som en skriftlig. Det undrede ham derfor, at arbejdsløshedskassen havde taget arbejdsgiverens udlægning til efterretning, og han bemærkede, at arbejdsgiveren heller ikke havde dokumenteret sin nye udlægning om, at der ikke var tale om lørdagsfri.

Medlemmet anførte endelig, at det seneste udspil fra arbejdsgiveren om, at man havde kontaktet ham om tirsdagen før hans bortvisning ligeledes var grebet ud af den blå luft, og at første kontakt var sket om onsdagen, hvor han blev bortvist.

I brev af 25. marts 1999 fastholdt hovedledelsen efter en ny vurdering af sagen sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet.

Direktoratet traf afgørelse den 30. marts 1999. Ved denne afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet skulle pålægges en effektiv karantæne på 5 uger fra den 25. oktober 1998.

Et medlem er selvforskyldt ledigt, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet, jf. § 6, stk. 1, i den dagældende bekendtgørelse nr. 576 af 6. august 1998 om selvforskyldt ledighed.

Direktoratet havde lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger om, at medlemmet blev bortvist, fordi han udeblev fra arbejdet lørdag den 24. oktober 1998.

Der var videre lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger over for den faglige afdeling om, at man meddelte medlemmet, at han ikke kunne holde fri den 24. oktober 1998, fordi man ikke kunne nå at planlægge dette, da medlemmet om fredagen den 23. oktober 1998 spurgte, om han kunne holde fri den 24. oktober 1998, og at han heller ikke kontaktede arbejdsgiveren den 26. oktober 1998 for at give en forklaring på hans udeblivelse.

Der var endvidere lagt vægt på arbejdsgiverens oplysninger i brev af 29. december 1998 om, at der ikke var indgået en aftale med medlemmet om, at han havde fri om lørdagen, at han heller ikke havde haft dette, da medlememt var ansat i Hedehusene, og at arbejdsgiveren også havde oplyst over for den faglige afdeling, at han ikke havde aftalte "frilørdage".

Direktoratet havde endelig lagt vægt på, at hans faglige afdeling ikke havde anfægtet bortvisningen som uberettiget eller usaglig.

Direktoratet fandt herefter, at medlemmet - ved at udeblive fra arbejdet den 24. oktober 1998 - blev afskediget af en grund, der væsentligst skyldtes ham selv, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Medlemmet skulle herefter pålægges en effektiv karantæne på 5 uger, jf. § 24, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Medlemmet havde den 26. april 1999 klaget over direktoratets afgørelse:

"Jeg har modtaget Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse om, at jeg pålægges 5 ugers effektiv karantæne. Denne afgørelse ankes hermed i det afgørelsen i al væsentlighed bygger på urigtige og udokumenterede oplysninger fra min tidligere arbejdsgiver xxx.

Som tidligere oplyst er det ikke kutyme, at der udarbejdes ansættelseskontrakt, hvorfor jobaftalen inclusive aftale om frihed herunder lørdagsfri er indgået mundtligt. Min kone kan i øvrigt bevidne dette, idet hun var med den dag hvor aftalen blev indgået.

Som det fremhæves af min tidligere arbejdsgiver var ansættelseskontrakten ikke udarbejdet selvom ansættelsesforholdet allerede havde eksisteret i 3 uger. Som dokumentation for, at denne ansættelseskontrakt aldrig ville være blevet udarbejdet skal jeg blot henvise til, at ansættelseskontrakt aldrig blev udarbejdet i forbindelse med min tiltrædelse i Hedehusene, xxx`s daværende forretning.

Som det fremgår af afgørelsen er der lagt vægt på en række forhold. Forhold der alle bygger på arbejdsgiverens oplysninger. I min gennemgang af sagen kan jeg kun finde et dokument fra xxx, der beskriver i 3 linier, fra den 29. december 98 at der ingen aftale fandtes om lørdagsfri. Denne oplysning tillige med øvrige oplysninger er udokumenterede, ligesom det ej heller er godtgjort ved fremvisning af ansættelseskontrakt fra Hedehusene, at jeg ikke havde aftale om lørdagsfri.

Der beskrives samtidig at xxx har gjort forsøg på at kontakte mig telefonisk for at høre om årsagen til min udeblivelse. I det tilfælde skulle det ikke være noget problem for xxx at dokumentere denne påstand ved hjælp af udspecificeret regning fra telefonselskabet. Til Jeres orientering har jeg været hjemme på min bopæl uden at modtage nogen opkald fra min daværende arbejdsgiver.

Forbundet oplyser til sagen at det er påstand mod påstand, men fastholder altså at jeg skal dokumentere mens arbejdsgiveren ingenting skal, andet end at lyve så vandet driver. Som det også fremgår af sagen, ville xxx ej heller udbetale løn og feriepenge ligesom jeg ikke kunne få udleveret lønseddel og skattekort.

Som dokumentation for, at jeg havde krav på at holde fri den pågældende lørdag skal jeg bede jer foranledige at min arbejdstid i perioden undersøges, idet dette vil vise at arbejdstiden har oversteget 40 timer om ugen, uden at dette har afstedkommet betaling/frihed.

Selvom ansættelsesforholdet er stoppet påhviler det vel fortsat arbejdsgiveren ifølge lov om arbejdsgivernes pligt til at underrette lønmodtager om vilkår for ansættelsesforhold, jf. paragraf 2 at udarbejde ansættelseskontrakt. Pågældende kontrakt er aldrig udarbejdet og aldrig modtaget, ligesom ansættelseskontrakt aldrig blev udarbejdet i forbindelse med ansættelsesforholdet hos xxx´s tidligere virksomhed i Hedehusene.

Alt i alt mener jeg, at der er truffet en forkert beslutning og at beslutningen er truffet ud fra oplysninger, der ikke er dokumenterede. Når forbundet samtidig negligerer historiske og efterfølgende sager på xxx´s måde at drive forretning mener jeg ikke de har tilgodeset deres medlem i en udstrækning man kunne forvente.

Jeg skal derfor bede om, at sagen revurderes."

Direktoratet havde den 14. maj 1999 bemærket følgende:

Direktoratet fandt fortsat, at der måtte lægges vægt på arbejdsgiverens oplysninger om, at medlemmet ikke havde fået fri den 24. oktober 1998, og at der ikke var indgået en aftale med medlemmet om, at han havde "frilørdage".

Direktoratet fandt også fortsat, at der måtte lægges vægt på, at sagen havde været fagretlig behandlet, og at den faglige organisation i den sammenhæng ikke havde anfægtet bortvisningen som uberettiget eller usaglig.

Direktoratet fandt på dette grundlag ikke anledning til at ændre afgørelsen.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse af 30. marts 1999.

Versioner

1. 2000-01-31