Ankestyrelsens principafgørelse C-2-00 om regulering af telefonkontakt - barn anbragt uden for hjemmet - kommunens kompetence
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9399@2000-01-15/da
Indhold
Ankestyrelsens principafgørelse C-2-00 om regulering af telefonkontakt - barn anbragt uden for hjemmet - kommunens kompetence
Resume: Der kan ved en anbringelse uden for hjemmet ske regulering af en aftale eller af en fastsat ret til telefonkontakt mellem et barn og den af forældrene, der ikke har forældremyndighed. Foreligger der ingen aftale eller fastsat ret kan kommunen ikke fastsætte regler for telefonkontakt, men må i stedet henvise til at der indledningsvis træffes en aftale mellem forældrene eller udfærdiges resolution i statsamtet.
Kassation: Der er kommet nye regler på området Love: Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 - § 57, stk. 1 og § 57, stk. 2 Vejledninger: Socialministeriets vejledning nr. 57 af 5. marts 1998 om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge - pkt. 115 Sagsfremstilling: Et barn var anbragt uden for hjemmet med samtykke fra moderen, der havde fået forældremyndigheden efter en skilsmisse. Under anbringelsen, der havde til formål at skabe ro omkring barnet, havde faderen hyppigt telefonisk kontakt til barnet, og der var efter kommunens opfattelse tale om en kontakt af uhensigtsmæssigt omfang. Forvaltningen traf herefter afgørelse om, at faderen kunne ringe 1 gang om ugen til barnet. Afgørelsen var begrundet med, at der efter det overordnede formål med anbringelsen var brug for at etablere ro omkring pigen. Faderen klagede til nævnet, der ophævede afgørelsen med henvisning til, at kommunens skøn var åbenbart urimeligt, idet der bl.a. ikke var foretaget en konkret afvejning af de forhold, der talte for ureguleret telefonkontakt. Statsamtet havde truffet afgørelsen om faderens ret til samvær, idet moderen modsatte sig samvær mellem far og barn. Kommunen påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen og henviste til, at der ikke var tale om en kraftig regulering, og at forvaltningen ved ikke at kunne regulere telefonkontakten, mistede et vigtigt socialpædagogisk værktøj. Endelig fandt kommunen at kunne dokumentere, at der var effekt af begrænsningen. Det blev under behandling af sagen i Ankestyrelsen oplyst, at der ikke var resolution fra statsamtet om ret til telefonkontakt mellem faderen og datteren, samt at der ikke aktuelt forelå nogen aftale mellem forældrene om telefonkontakt. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang der er mulighed for regulering af en evt. ret til telefon- og anden kontakt mellem et barn og den af forældrene, der ikke har forældremyndighed. Afgørelse: Ankestyrelsen ophævede nævnets afgørelse om telefonkontakt, fordi der ikke på det foreliggende grundlag kunne træffes afgørelse efter servicelovens § 57, stk. 2. Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at kommunens afgørelse skulle tilsidesættes, men at det skulle ske med en anden begrundelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der hverken forelå aftale eller resolution om telefonkontakt efter lov om forældremyndighed og samvær § 18. Der var derfor ikke adgang til at træffe afgørelse om omfang og udøvelse af kontakt i form af telefonsamtaler efter reglerne i § 57, stk. 2. Der blev herved lagt vægt på, at det af § 57, stk. 1 fremgår, at en etableret ret til samvær eller kontakt, der er aftalt eller fastsat efter reglerne i forældremyndighedsloven opretholdes, men at den kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4.