Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9471@2000-12-21/da

Indhold

1. Indledning

Fodercentral

- fradrag for energiafgifter

Reference:

Olieafgiftslovens § 11, stk. 2 og 3.

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

A A.m.b.a.'s klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen ved afgørelse af 15. april 1999 ikke havde anset selskabet for berettiget til tilbagebetaling af olie- og CO2-afgift for varer forbrugt til motordrift i forbindelse med fodercentralens aktiviteter, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2 og 3 samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

Det var oplyst, at selskabet var et driftsfællesskab mellem seks kvægbrugere, der blev stiftet den 21. januar 1997. Fodercentralen blev momsregistreret den 11. februar 1997 som byerhverv og er således ikke registreret i landbrugsregistret. Fodercentralen blev stiftet for at forenkle og billiggøre produktionen af fuldfoder og for at forbedre mælkeproduktionen. Fodercentralen drev størstedelen af medlemmernes jord, mens markarbejdet var udliciteret til en maskinstation.

I henhold til vedtægterne var Fodercentralens formål at producere og afsætte fuldfoder til medlemmernes kvægbesætninger. Videre fremgik, at foreningen maksimalt måtte opbygge en formue på 10% af omsætningen samt, at overskydende del skulle udbetales til medlemmet i forhold deres omsætning af grovfoder ved selskabet. Prisen på grovfoder fastsattes hvert år af bestyrelsen og godkendtes på den ordinære generalforsamling.

Fodercentralen havde investeret i en traktor og en foderblandingsvogn, der anvendtes i forbindelse med håndteringen af foder til medlemmernes husdyr. Videre havde man fælles ensilagestakke og kraftfoderlager. Ensilagestakkene var placeret på 2 store og 1 mindre betonplads, mens kraftfoderet var opmagasineret i laden hos en af de deltagende landmænd. Maskinstationen forestod høst og transport af høsten til betonpladserne. Fodercentralen udførte alene læsning, blanding og udkørsel af fuldfoder til de enkelte medlemmer. Hver morgen foretoges en forblanding af det indkøbte foder. Herefter blev fodermassen (forblanding og ensilage) blandet i en fuldfodervogn, og kørt ud til de enkelte landmænd. Fodercentralen forpagtede de enkelte medlemmers jord på almindelige forretningsmæssige vilkår. Der blev i 1999 afholdt forpagtningsafgifter med ca. 700.000 kr.

Den af Fodercentralen anvendte fuldfodervogn er af mærket Nolan. Af rapporten "Afprøvning af fuldfodervogne" udgivet af Landbrugets Rådgivningscenter fremgik, at denne type var en padleblander, hvor blandesystemet var opbygget med en horisontal aksel i længderetningen gennem center af blandekarret, hvorpå der var placeret padler. Blandetiden udgjorde 2-5 minutter.

Videre havde Fodercentralens kvægbrugskonsulent oplyst, at andelen af "hjemmeavlet foder" udgjorde henholdsvis 78,9 % (sommerfoderplan) og 76,0 % (vinterfoderplan) af foderenhederne, hvilket i kvantum (kg) svarede til en andel på henholdsvis 88,4 % og 88,8 %.

Før oprettelsen af driftsfællesskabet foregik foderhåndteringen således, at hver enkelt landmand havde sine egne marker, hvorpå han dyrkede grovfoder til sine egne husdyr. De enkelte landmænd havde således hver en ensilagestak, hvor de hentede grovfoder med egen traktor.

Ved eftersyn i virksomheden den 30. april 1997 blev det med told- og skatteregionen aftalt, at der kunne anerkendes fradrag for energiafgifter vedrørende håndtering af foder, mens der ikke kunne anerkendes fradrag vedrørende udkørsel af foder.

Ved afgørelse truffet den 15. april 1999 havde told- og skatteregionen med virkning fra 1. april 1999 ikke anset virksomheden for berettiget til godtgørelse for energiafgift for varer anvendt til motordrift i forbindelse med blanding og læsning af foder, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2 og 3 samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4. Regionen havde herved ikke anset fodercentralen for omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 3. Det var som begrundelse anført, at de af Fodercentralen udførte opgaver måtte sidestilles med de af et grovvareselskab udførte.

Virksomhedens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at Fodercentralen var berettiget til godtgørelse af energiafgifter, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2 og 3 samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4.

Det var til støtte herfor anført, at det for godtgørelse af afgift vedrørende varer forbrugt til motorbrændstof var afgørende, hvilken aktivitet der var tale om og ikke om virksomheden var momsregistreret som landbrugsvirksomhed. I forbindelse med ændringen af olieafgiftslovens § 11, stk. 3, og ophævelse af momslovens § 66 fremgik af bemærkningerne, at det ikke var hensigten at ændre praksis vedrørende afgrænsningen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter.

Efter repræsentantens opfattelse var de aktiviter, som Fodercentralen udøvede, udelukkende landbrugsmæssige aktiviteter. Således var behandlingen af foder en traditionel landbrugsaktivitet. Det forekom mærkværdigt, at Fodercentralen ikke skulle kunne opnå godtgørelse, når en maskinstation, der udførte markarbejde for landmænd var berettiget hertil, jf. Told- og Skats nyhedsbrev af 10. december 1992. I øvrigt fik maskinstationer, der udførte opgaver vedrørende foderforsyningen for landmænd, også godtgørelse for afgiften vedrørende dette.

Det var endvidere påpeget, at man politisk havde besluttet af forsøge at fremme udbredelsen af driftsfællesskaber inden for landbruget. Det havde bl.a. givet sig udslag i, at Landsbrugs- og Fiskeriministeriet havde udstedt en bekendtgørelse om landbrugsfællesskaber i juli 1995. Man var derfor uforstående over for myndighedernes holdning, hvorved man stillede de landmænd, der var indgået i et driftsfællesskab, betydeligt ringere - afgiftsmæssigt set - end hvis landmændene havde fortsat med at drive ejendommene hver for sig.

Det var yderligere påpeget, at Fodercentralen ikke udførte andre opgaver, end de hver især ville have udført og som ville have været godtgørelsesberettigede efter lovens § 11, stk. 3.

I relation til den trufne afgørelse var det anført, at det var ganske uden betydning, om Fodercentralens opgaver var de samme som et grovvareselskabs. Hverken loven eller dens forarbejder støttede denne begrundelse, idet det afgørende for godtgørelsen var, hvilken aktivitet der var tale om, og ikke om virksomheden var organiseret som landbrugsvirksomhed, maskinstation eller grovvareselskab. I øvrigt var de aktiviteter, der udøvedes af et grovvareselskab, meget forskellige fra de af fodercentralen udførte. Den selskabsform, hvori det af Fodercentralen udførte arbejde foregik, er efter Plantedirektoratets opfattelse ikke omfattet af foderstoflovgivningen, jf. artikel fra Landbrugsmagasinet af 23. januar 1997, hvoraf fremgik, at driftsfællesskaber, der alene leverede foder til medlemmerne, i relation til foderstoflovgivningen var at betragte som eet landbrug.

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling ved Landsskatteretten udtalt, at Fodercentralens aktivitet med blanding af fuldfoder kun kunne karakteriseres som en gængs aktivitet i mange landbrugsvirksomheder såfremt, der var tale om simple blandinger på et teknisk enkelt produktionsapparat og, at blandingerne overvejende var baseret på Fodercentralens egne grovvarer. I relation til transporten af fuldfoderet til den enkelte medlemsvirksomhed var det anført, at det utvivlsomt havde været lovgivers intention med bestemmelsen om transport af egne varer, at der var tale om varer, der var avlet/dyrket/opfodret af landbrugsvirksomheden selv. Der måtte derfor ikke være tale om varer, som landbrugsvirksomheden havde indkøbt til videresalg eller indkøbt med henblik på, at varen skulle indgå ved fremstilling af en anden vare til brug for videresalg. Eksempelvis ville Fodercentralens transport af et forædlet kraftfoderprodukt - fremstillet af en grovvarevirksomhed - til centralens medlemsvirksomheder være en transportaktivitet omfattet af olieafgiftslovens § 11, stk. 2. Videre ville en maskinstations transport af fuldfoderet fra fodercentralen til medlemsvirksomhederne ligeledes være en transportaktivitet omfattet af lovens § 11, stk. 2. Det var endelig anført, at et yderligere moment, som kunne indgå i den samlede vurdering, var omfanget af driftsfællesskabet, der i det aktuelle tilfælde bestod af 6 kvægbrugere, og at Fodercentralens aktiviteter udøvedes ved hjælp af en enkelt fodervogn og en traktor.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til olieafgiftslovens § 11, stk. 2, kunne afgiften for varer, der anvendtes som motorbrændstof ikke tilbagebetales, medmindre motorbrændstoffet anvendtes som nævnt i § 11, stk. 3. Endvidere kunne der i henhold til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 % af afgiften for det forbrug, der var fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i olieafgiftsloven.

Der kunne således alene ske tilbagebetaling, såfremt motorbrændstoffet udelukkende anvendtes til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl, jf. lovens § 11, stk. 3. Videre fremgik, at der blev ydet afgiftsgodtgørelse for transport fra ejendommens område af egne produkter hidrørende fra den nævnte virksomhed samt, at brændstof anvendt i registrerede motorkøretøjer ikke blev refunderet.

Bestemmelsen blev oprindelig og med en anden formulering indsat ved lov nr. 1029 af 19. december 1992. Af bemærkningerne til § 11, stk. 3, fremgik bl.a., at der herved var foretaget en præcisering af, at fritagelsen for landbrug, gartneri mv. også gjaldt for maskinstationer mv., der udførte markarbejder. Endvidere fremgik af betænkning afgivet af Skatteudvalget den 11. december 1992, at den foreslåede ændring vedrørende afgiftsgodtgørelse for transport hovedsageligt havde til formål at præcisere, at landmænd afgiftsfrit kunne transportere egne varer, der var produceret i landbruget, bort fra ejendommen ved hjælp af virksomhedens traktorer. Videre fremgik, at hvis andre end landmanden selv udførte transporten, skulle der betales afgift.

Landsskatteretten fandt, at det efter bestemmelsens ordlyd samt forarbejderne hertil ikke var afgørende for berettigelsen til godtgørelse, at den pågældende virksomhed var registreret efter momslovens § 66.

Efter de foreliggende oplysninger kunne det lægges til grund, at den klagende virksomhed havde forpagtet jord af de til fællesskabet tilknyttede landmænd, samt at virksomheden forestod driften af denne jord, dog således at selve markarbejdet var udliciteret til en maskinstation. Det kunne videre lægges til grund, at den foretagne fuldfoderblanding måtte sidestilles med en aktivitet, som sædvanligvis var udøvet i landbrugsvirksomheder, ligesom det foder, som af virksomheden blev solgt til de tilknyttede landmænd til brug i disses husdyrbrug, overvejende var frembragt som led i den af fællesskabet drevne aktivitet. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at den omhandlede virksomhed måtte anses for omfattet af lovens § 11, stk. 3, ligesom transport af foderet til de enkelte landmænd var transport af egne varer i relation til bestemmelsen. Fodercentralen var herefter berettiget til godtgørelse for afgiftspligtige varer forbrugt til motordrift i forbindelse med håndtering og transport af foder, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2 og 3, samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, hvilket var tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

Versioner

1. 2000-12-21