Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9477@2000-12-21/da

Indhold

1. Indledning

Momspligt

- prøvemøbler leveret til Tyskland

Reference:

ML § 34, stk. 1

A A/S' klage til Landsskatteretten skyldtes, at selskabet for perioden 1/9 1996 - 31/8 1998 var anset for momspligtig af prøvemøbler leveret til Tyskland.

Det fremgik, at selskabet solgte møbler til både hjemmemarkedet og til eksportmarkeder. I udlandet var salget forestået af agenter, der alle var bosiddende i de respektive lande. Samtlige agenter var provisionslønnede.

Det fremgik videre, at selskabet i den her omhandlede periode havde leveret prøve/udstillingsmøbler til den i Tyskland bosiddende agent. Den bogførte værdi heraf var af told- og skatteregionen opgjort til 740.676 kr. Der var i forbindelse med leverancerne udstedt interne fakturaer, hvoraf fremgik, at Selskabet havde anset leveringerne for momsfrie leveringer. De leverede møbler var ikke returneret til selskabet. Hverken selskabet eller agenten var momsregistreret i Tyskland.

Selskabets repræsentant havde oplyst, at de overførte prøvemøbler var anvendt til prøvemøblering hos kunder, på udstillinger m.v. Møblerne var overført enten til det konkrete brugssted i Tyskland eller til lagerfaciliteter, som selskabet havde lejet hos en speditør. I sidstnævnte tilfælde havde den tyske agent haft kompetence til at forestå opstilling af møblerne hos potentielle kunder. Når møblerne var indgået på lageret, havde selskabets således ikke længere kontrol med, hvor de befandt sig. Agenten var bemyndiget til at overdrage prøvemøbler til den tyske slutkunde uden separat beregning, idet omkostninger til prøvemøbler i et vist omfang var indregnet i prisen på den efterfølgende leverance til kunden. I andre tilfælde genanvendtes møblerne til en ny prøvemøblering hos en anden kunde og blev opbevaret hos et transportfirma, indtil den nye prøvemøblering kunne etableres. Selskabet afholdt eventuelle udgifter til fragt af møblerne internt i Tyskland. For at dække omkostningerne til prøvemøbler opererede Selskabet med et prisniveau for salg i Tyskland, som var højere end prisniveauet for salg på det danske marked. Prisniveauet kunne dog ikke forhøjes ubegrænset og for at begrænse omkostningerne til prøvemøbler, var det fastsat internt i selskabet, at omkostningen til prøvemøbler højst måtte udgøre 4% af nettoomsætningen på det tyske marked. Hvis den tyske agent udleverede prøvemøbler uden særskilt beregning til en værdi, der oversteg de 4%, modregnede selskabet det resterende beløb i agentens provision. For den her omhandlede periode var der i alt foretaget modregning i agentens provision med 18.461,15 kr.

Det var oplyst, at at den foretagne provisionsmodregning alene blev praktiseret i Tyskland. Ved udførsel af prøve/udstillingsmøbler til andre lande, blev møblerne fraskrevet i det interne regnskab, når de blev modtaget retur.

Ved den påklagede afgørelse var selskabet anset for momspligtig af de i den omhandlede periode til Tyskland fakturerede prøvemøbler. Der var som begrundelse herfor henvist til, at leveringen af møblerne ikke kunne anses som en midlertidig levering men måtte anses som en varig udførsel, da møblerne ikke blev returneret til Danmark. Regionen havde henvist til § 77, stk. 2, i bekendtgørelsen til momsloven, hvorefter en virksomhed, der ikke fik tilbageleveret varer, der var midlertidigt overført til et andet EU-land, skulle medregne værdien af de pågældende varer til den samlede værdi af EU-leverancer, jf. § 48, stk. 6, og berigtige virksomhedens liste over EU-leverancer efter § 71. Det var anført, at denne bestemmelse forudsatte, at der blev afgivet listeoplysninger i overensstemmelse med de almindelige regler for EU-handel mellem 2 momsregistrerede virksomheder. Disse regler kunne imidlertid ikke anvendes i dette tilfælde, da der ikke var tale om salg til en momsregistreret virksomhed. Overførslen kunne derfor ikke anses for momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, idet det var en betingelse, at modtageren var momsregisteret i det pågældende land. § 34, stk. 1, nr. 4, kunne heller ikke finde anvendelse, da det også efter denne bestemmelse var en betingelse, at kunden - d.v.s. virksomhedens registrerede enhed i det pågældende land - var momsregistreret. Der skulle derfor - ligesom for leverancer efter § 34, stk. 1 - også indsendes listeoplysninger over leverancerne efter bekendtgørelsens § 72, stk. 1, og der skulle betales moms af den pågældende erhvervelse i bestemmelseslandet. Da hverken virksomheden eller agenten var momsregistrerede i Tyskland, måtte overførslen sidestilles med et salg til en privatkunde, og der skulle derfor betales dansk moms.

Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at det anerkendtes, at selskabet ikke var momspligtig af de omhandlede leverancer.

Det var til støtte herfor principalt gjort gældende, at der ikke var grundlag for at anse agenten som erhverver af de pågældende møbler, da møblerne var eller senere ville blive overdraget til tyske kunder i forbindelse med efterfølgende møbelsalg. Det var nærmere anført, at efter artikel 5 i 6. momsdirektiv skulle ved levering af et gode forstås retten til som ejer at råde over et materielt gode. Agenten havde aldrig opnået sådan ejendomsret over møblerne. I stedet måtte møblerne anerkendes som solgt til de tyske kunder, idet prisen herfor var indregnet ved senere leveringer til disse kunder. Disse kunder betalte således tysk erhvervelsesmoms af salgsprisen inklusive den "skjulte" værdi af prøvemøblerne. Leverancerne var derfor fritaget for dansk moms efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Der skulle heller ikke betales dansk moms af fakturasummen for den del af møblerne, der blev opbevaret i Tyskland med henblik på senere genudstilling. Disse møbler var selskabets ejendom, indtil de blev overdraget til en tysk kunde og værdien på dette tidspunkt blev indregnet i den samlede leverance til kunden.

Repræsentanten havde subsidiært gjort gældende, at leveringerne var momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 4, idet overførslen måtte anses som overførsel af varer til virksomhedens brug i et andet EU-land. Selskabet var på overførselstidspunktet ikke momsregistreret i Tyskland, ligesom der ikke var sket almindelig fakturering af varerne. Disse forhold måtte imidlertid falde ind under de tyske myndigheders kompetence og kunne ikke medføre, at salgsummen ansås for momspligtig i Danmark.

Endelig havde repræsentanten gjort gældende, at momslovens § 5, hvorefter vederlagsfri overdragelse af varer var sidestillet med levering mod vederlag, ikke kunne finde anvendelse vedrørende de omhandlede leverancer. Repræsentanten havde herved henvist til Momsnævnets afgørelse i TfS 1996.56, hvor en virksomhed blev indrømmet fradragsret for udgifter til til indkøb af gasgrills og kasetteradioer, der blev anvendt til udstilling/demonstration, og som blev forblev hos de pågældende supermarkeder efter endt brug, uden at virksomheden modtog vederlag herfor. Nævnet indrømmede den pågældende virksomhed fuldt fradrag for momsen af de pågældende udgifter, idet Nævnet ikke fandt, at der forelå noget donatorisk element. Nævnet lagde herved vægt på, at varene efter endt brug havde en meget lav restværdi. Repræsentanten havde anført, at sagen vedrørte fradragsret, men at den var anvendelig ved bedømmelsen af anvendelseområdet for § 5. Selskabets møbler havde tilsvarende ikke længere den oprindelige værdi, når de havde været udstillet. Af imagemæssige grunde ønskede selskabet ikke at sælge brugte møbler fra egen produktion, og møblernes realistiske værdi måtte derfor anses som nul. Selskabet havde naturligvis mulighed for at tage møblerne tilbage til Danmark, men omkostningen til transport af møblerne var imidlertid så stor, at set i forhold til de brugte møblers restværdi, ville der ikke være fornuft i en sådan procedure. Et alternativ kunne være at destruere møblerne, men i lighed med den i Momsnævnets afgørelse omhandlede virksomhed, havde selskabet fundet, at overdragelse af de udstillede genstande trods alt havde en vis reklamemæssig værdi for selskabet. En sådan værdi opnåedes ikke ved destruktion.

Landsskatteretten udtalte:

Det lagdes til grund, at de pågældende møbler ikke var returneret til selskabet, og at møblerne derfor ikke var omfattet af den særlige ordning om varer, der midlertidigt var overført til et andet EU-land, jf. § 77, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen til momsloven. Det lagdes endvidere til grund, at selskabet ikke var i besiddelse af dokumentation for, hvorledes der var forholdt med de omhandlede møbler, og at den tyske agent have været bemyndiget til at lade møblerne forblive hos potentielle kunder, hvor de havde været udstillet.

Selskabet havde ikke modtaget andet direkte "vederlag" for varerne end det af repræsentanten opgjorte beløb på 18.461,15 kr., der var modregnet i agentens provision. Dette beløb fandt Landsskatteretten ikke var vederlag for møblerne i momslovens § 4´s forstand, idet det ikke fandtes godtgjort, at agenten havde erhvervet ejendomsret til møblerne.

Efter momslovens § 5, stk. 1, sidestilledes med levering mod vederlag udtagning, herunder anvendelse, af varer fra virksomheden, såfremt der var opnået fuld eller delvis fradragsret ved indkøb, fremstilling m.v. af de pågældende varer. Det gjaldt, når udtagning skete til privat brug for virksomhedens indehaver eller til vederlagsfri overdragelse eller i øvrigt til formål, som ikke vedrørte den registreringspligtige virksomheds levering af varer og ydelser. Udtagning af reklameartikler og lign. til en værdi af mindre end 100 kr. ekskl. afgift og vareprøver sidestilledes ikke med en levering.

Det bagvedliggende bestemmelse i 6. momsdirektiv artikel 5, stk. 6 var sålydende: " Med levering mod vederlag sidestilles det forhold, at en afgiftspligtig person fra sin egen virksomhed udtager et gode, som han anvender til privat brug for sig selv eller sit personale, eller som han overdrager vederlagsfrit, eller i øvrigt benytter til et virksomheden uvedkommende formål, såfremt dette gode eller de bestanddele, det er sammensat af, har givet ret til fuldt eller delvist fradrag af merværdiafgiften. Udtagelse af goder til virksomhedens eget brug i fom af gaver af ringe værdi og vareprøver omfattes dog ikke af af denne bestemmelse".

Landsskatteretten fandt efter ordlyden af momslovens § 5, stk. 1, og den citerede bestemmelse i 6. momsdirektiv ikke grundlag for at antage, at det var en betingelse for at anse en vederlagsfri overdragelse som omfattet af denne bestemmelse, at den pågældende momsregistrede virksomhed havde haft gavehensigt. Således måtte også sådanne vederlagsfrie overdragelser, som skete i virksomhedens interesse, og som ikke kunne karakteriseres som gaver af ringe værdi, anses som omfattet af bestemmelsen, jf. herved også EF-domstolens afgørelse i sag C-48/97 (Kuwait Petroleum).

Det bemærkedes videre, at der ikke var grundlag for at antage, at de omhandlede møbler var af en sådan ringe værd, som omhandlet i 6. momsdirektiv artikel 5, stk. 6. Ved bedømmelsen heraf kunne der ikke lægges vægt på, at selskabet havde et princip om ikke at sælge brugte møbler, ligesom udgifterne til transport af møblerne til Danmark ikke havde indflydelse på denne vurdering.

Landsskatteretten fandt derfor, at møblerne var udtaget af selskabet til vederlagsfri overdragelse, som efter momslovens § 5, stk. 1, var sidestillet med levering mod vederlag. Efter momslovens § 28, stk. 1, var afgiftsgrundlaget ved sådan udtagning indkøbsprisen eller fremstillingsprisen.

Der fandtes således ikke grundlag for at anse overdragelserne for momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, da det ikke var godtgjort, at modtagerne af varerne var momsregistrerede i et andet EU-land. Retten kunne heller ikke tiltræde repræsentantens anbringende om, at varernes værdi skulle anses for indregnet i senere leverancer til momsregistrerede virksomheder, allerede fordi det ikke var godtgjort, hvem der var modtagere af de omhandlede møbler, og om disse modtagere senere havde erhvervet afgiftspligtige varer fra virksomheden.

Landsskatteretten fandt endelig ikke grundlag for at anse overdragelserne for momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 4, idet selskabet ikke var momsregistreret i Tyskland. Af de af told- og skatteregionen anførte grunde blev det således tiltrådt, at opfyldelsen af denne betingelse tillige skulle påses af de danske myndigheder, og måtte anses som en betingelse for fritagelse for dansk moms.

Den påklagede afgørelse, hvorefter leveringerne blev anset som momspligtige, blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-12-21