Landsskatteretskendelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9479@2000-12-21/da
Indhold
Moms
- varetilgodehavende
- fradrag
Reference:
ML § 27, stk. 6
A ApS klagede over, at told- og skatteregionen ikke havde godkendt fradrag for moms af tab på fordring på datterselskabet B A/S på 370.093 kr.
Det var oplyst, at A ApS var moderselskab for en koncern i den grafiske branche, der udførte og leverde reklameopgaver incl. repro, tryk og lign.
Selskabet erhvervede den 25. oktober 1995 anparterne i C ApS, der på daværende tidspunkt var et trykkeri i drift. Anparterne blev i henhold til aftale om køb af anparter af 25. september 1995 erhvervet for 1 kr. Herudover forpligtede køber (A) sig til at lade selskabet indfri et mellemregningstilgodehavende, som sælger havde hos selskabet på 1.317.639 kr. samt tilgodehavende husleje- og leasingafgift på 183.328 kr. eller i alt 1.500.967 kr.
Formålet med erhvervelsen af anparterne var, at A fik eget trykkeri i stedet for at købe trykkeriopgaverne eksternt. Herudover var det ideen med CApS, at det skulle udføre trykkeriopgaver for eksterne kunder med henblik på udnyttelse af den ledige kapacitet.
Datterselskabet C ApS havde senere ændret navn til B A/S .
Det var oplyst, at A ved købekontrakt dateret den 28. december 1995 havde erhvervet trykkemaskiner fra C A/S (det senere B) for 1.781.250 kr. Ved leasingkontrakt dateret samme dag var disse driftsmidler leaset til B. I henhold til leasingkontrakten skulle der kvartalsvis bagud betales 74.527,50 kr. i leasingydelse.
Det var videre oplyst, at A af D A/S ved leasingkontrakt af 13. oktober/17. oktober 1995 havde leaset en trykkemaskine. Leasingperioden var aftalt til 72 måneder i hvilken periode leasingkontrakten var uopsigelig fra begge parter. Leasingydelsen var aftalt til kvartalsvis 139.014 kr. ekskl. moms og andre offentlige skatter/afgifter. Denne maskine var ved fremleasingkontrakt dateret den 28. december 1995 fremleaset til B. Leasingydelse skulle betales kvartalsvis bagud med 240.177,50 kr. incl moms.
I første halvdel af 1996 blev leasingydelserne betalt af B til forfaldstid, men allerede fra 3. kvartal 1996 (for perioden 1. juli 1996 til 30. september 1996) måtte A give henstand med betalingen af leasingydelserne.
Det var oplyst, at den eneste omsætning mellem A og B var leasingaktiviteten. B havde leveret trykkerileverancer til søsterselskabet E A/S.
Den 18. marts 1998 besluttede ledelsen i B at indgive egen konkursbegæring over selskabet. På konkurstidspunktet havde A et krav på B på 1.888.230,00 kr. på forfaldne, ikke betalte leasingydelser for perioden 30. september 1996 til 31.december 1997. Heraf udgjorde momsbeløbet 377.646,00 kr. A havde herudover et regreskrav på HT som følge af nogle kautionsforpligtelser, som A havde påtaget sig for et driftslån og en kassekredit overfor B's pengeinstitut. A havde efterfølgende måttet indfri disse lån med ca. 1.065.000 kr. Endelig havde A et krav på diverse ydede lån til B på i alt kr. 2.244.651,50 kr. med tillæg af renter.
Der var fremlagt kontokort for A vedr. mellemregningen til B for perioden 25. september 1995 til 31. december 1997, hvoraf det fremgik og var oplyst, at der var ydet følgende lån til B:
Den 30.11.1996 300.000,00 kr.
Den 21.03.1997 200.000,00 kr.
Den 21.03.1997 202.853,00 kr.
Den 07.4.1997 182.859,00 kr.
Den 28.05.1997 475.000,00 kr.
Den 25.06.1997 35.465,00 kr.
Den 27.06.1997 216.513,13 kr.
Den 29.08.1997 200.000,00 kr.
Den 29.09.1997 209.867,50 kr.
Den 27.11.1997 111.821,87 kr.
Den 27.11.1997 313.125,00 kr.
Startsaldoen på mellemregningen til B var på 1.500.967 kr.
Ved cirkulæreskrivelse nr. 2. af 14. april 1998 havde kurator i B oplyst, at der forventedes en dividende i størrelsesordenen 2% til simple kreditorer. Efterfølgende ved cirkulæreskrivelse nr. 3 af 27. august 1998 havde kurator imidlertid korrigeret denne sats og erklæret, at kreditorer, der havde anmeldt simpel gæld, kunne foretage sædvanlige moms- og skatteafskrivninger af den del af fordringerne, der oversteg 5 %.
Regionen havde ved den påklagede afgørelse ikke godkendt fradrag for momsen af tabet på debitoren B på 370.093 kr., idet tabet ikke fandtes at være en følge af en momspligtig leverance, men derimod en følge af et gave-/låneforhold 2 koncernselskaber imellem. De 370.093 kr. var moms fra i alt 12 fakturaer, der var udskrevet af A til B vedrørende perioden fra og med 3.kvartal 1996 til og med 4. kvartal 1997. Der var ikke udfærdiget faktura for 1. kvartal 1998 pga. B's konkurs. Det var regionens opfattelse, at A ikke havde solgt sine ydelser til B på de inden for branchen almindelige vilkår, idet man ikke fra september 1996 havde forsøgt at søge pengene inddrevet gennem inkasso eller lign., som B normalt ville gøre på et meget tidligere tidspunkt, hvis der var tale om en debitor uden for koncernen. Der var tale om, at A havde ydet kredit ud over, hvad der var sædvanligt inden for branchen, og selskabet havde fortsat solgt sine ydelser til B i over halvandet år, selvom man i koncernen burde kunne se, at B ikke ville kunne betale alle sine kreditorer. Koncernen havde, ifølge det oplyste, tabt penge på B lige fra selskabets start. At man i koncernen havde valgt at støtte B på denne måde, fandtes i følge regionen ikke at medføre, at tabet var lidt på et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige handelspartnere. Koncernen havde valgt at sammenblande de enkelte selskabers interesser, og så man momsmæssigt i dette forhold på B og A som én virksomhed, så var momsen neutral, idet B havde fratrukket momsen, som A havde betalt. Regionen anså derfor momsen som værende et gave-/låneforhold mellem A og B.
Selskabets advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der i afgiftsgrundlaget for første kvartal af 1998 kunne fradrages 80% af konstateret tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser eller et momsfradrag på 358.763,70 kr.
Til støtte herfor var det bl.a. gjort gældende, idet det lagdes til grund som ubestridt, at der på nuværende tidspunkt var konstateret et tab på fordringen på forfaldne, ubetalte leasingydelser på minimum 95%, at den grundlæggende betingelse for momsrefusion, jf. momslovens § 27, stk. 6, således var opfyldt.
Det var videre anført, at momslovens § 27, stk. 6, hjemlede en ubetinget ret til i afgiftsgrundlaget at fradrage 80% af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser. Der kunne således ikke indfortolkes nogen fradragsbegrænsning i denne fradragsret. Der var derfor ikke hjemmel til at indfortolke krav om, at fordringen ikke måtte være overforfalden ud over en vis periode eller på andet grundlag at søge at omkvalificere en fordring, der uomtvisteligt vedrørte vareleverancer, til et pengeudlån eller lignende.Det var videre anført, at det i denne forbindelse måtte erindres, at der oprindelig var afregnet moms ved faktureringen, og at det blot var denne moms, der tilbagesøgtes som følge af fordringens uerholdelighed. Hvis fordringen søgtes omkvalificeret til et låneforhold, forlå der en ydelse, der ikke oprindeligt skulle have været momsbelagt. Der opstod derfor en asymmetri, såfremt samme fordring ansås for momspligtig ved etableringen, men moms uvedkommende på tabstidspunktet.
Det var tillige anført, at momslovens § 27, stk. 6, var en videreførelse af den tidligere momslovs § 13, stk. 6. Motiverne til denne tidligere bestemmelse i Momslovens § 13, stk. 6, var indeholdt i Folketingstidende 1966/67, tillæg A, spalte 330,til § 15, stk. 4. Det oprindelige lovforslag opererede med to forskellige principper for afregning af moms, nemlig faktureringsprincippet hhv. betalingsprincippet. Betalingsprincippet, der indebar, at afgiftsgrundlaget periodemæssigt skulle opgøres på det tidspunkt, hvor kreditor modtog betaling for den momspligtige ydelse, bortfaldt under Folketingets behandling. Idet alene faktureringsprincippet blev lovfæstet, opstod behovet for fradragsbestemmelsen, eftersom kreditor ubetinget skulle afregne salgsmomsen uden hensyntagen til, om fakturaen rent faktisk honoreredes af debitor. Omvendt havde kreditor efterfølgende et ubetinget krav på fradrag for konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende afgiftspligtige leverancer.
Det var herefter gjort gældende, at der hverken i lovteksten eller i bestemmelsens forarbejder var fortolkningsbidrag, der gav støtte for regionens opfattelse, der baserede sig på den af Told- og Skattestyrelsen udstedte Momsvejledning 1997, pkt. G.1.6.1, 2. afsnit.
Der var henvist til en afgørelse fra Skattedepartementet, Afg 956 fra 1986. I denne sag fik et moderselskab tilladelse til at afskrive et forventet tab på en fordring, som selskabet havde på dets konkursramte datterselskab for momspligtige leverancer. Der var på intet tidspunkt foretaget effektiv betaling fra datterselskabets side af moderselskabets leverancer. I afgørelsen lagde Skattedepartementet vægt på, at de fordringer, der søgtes momsfradrag for, oprindeligt var momsbelagte. Der var videre henvist til TfS 1999 140, hvor Landsskatteretten havde godkendt fradrag for momsen af tab på debitor.
Det blev således gjort gældende, at der ikke var hjemmel til momsmæssigt at nægte en virksomhed fradragsret for tab på uerholdelige fordringer ud fra et finansieringssynspunkt.
Det var videre gjort subsidiært gældende, at såfremt Landsskatteretten mod forventning måtte finde hjemmelsgrundlag til at omkvalificere fordringen, var der i det konkrete tilfælde netop ikke tale om henstand i form af lån/gave, og at samhandlen var udtryk for et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige parter. Tværtimod var A ud fra en ren forretningsmæssig vurdering tvunget til at give den løbende henstand. A var netop som følge af indsigt i B's økonomiske forhold vidende om, at det ikke var formålstjenligt at tage fordringen til inkasso, eftersom B var nødlidende på tidspunktet. Såfremt de fremleasede trykkerimaskiner blev taget tilbage af B som led i en tvangsinddrivelse, var B blevet frataget hovedparten af dets indtægtsgrundlag, da selskabet netop var et trykkeri. Det var således udtryk for en fornuftig forretningsmæssig disposition at undlade tvangsinddrivelse, idet muligheden for at få fyldestgjort sit tilgodehavende herved var større end ved tvangsinddrivelse. Det var videre gjort gældende, at A var bundet til leasingkontrakten med E i en vis periode.
Det var endelig anført, at såfremt det antoges, at fordringen kunne skifte karakter undervejs i forløbet og overgå til udlån, måtte udlånsfordringen på tidspunktet for dennes stiftelse på grund af B´s økonomi have en værdi på 0 kr., hvorefter der stadig ville være lidt et tab på fordringen vedrørende de leverede leasingydelser, jf. momslovens § 27, stk. 6.
Landsskatteretten udtalte:
I henhold til momslovens § 27, stk. 6, kunne der i afgiftsgrundlaget fradrages 80% af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser.
Det måtte antages at være en forudsætning for fradrag efter denne bestemmelse, at fordringen på tabskonstateringstidspunktet stadig kunne anses at vedrøre leverede varer eller ydelser.
Retten bemærkede, at B A/S var under konkursbehandling, og at kurator i cirkulæreskrivelse af 27. august 1998 havde erklæret, at dividende ikke oversteg 5%.
Det fandtes ikke at være stridende mod bestemmelsen i § 27, stk. 6, at begrænse fradragsretten for interesseforbundne parter, såfremt en kredit ved leverancer ikke var begrundet i forretningsmæssige forhold, men udelukkende i varetagelse af formueinteresser. I det foreliggende tilfælde måtte kreditten på trods af den lange kredittid og lånebeløbenes størrelse, overvejende antages at have været forretningsmæssigt begrundet. Retten havde herved bl.a. henset til, at leasingaktiverne var B A/S´s produktionsudstyr samt, at leasingkontrakten mellem A ApS og E var bindende for en vis periode. Retten fandt derfor ikke, at der var tilstrækkelig grundlag for at begrænse den periode for hvilken kreditten var forretningsmæssigt begrundet, hvorfor der kunne godkendes fradrag efter momslovens § 27, stk. 6, for momsen af tabet på 95% af 1.888.230 kr. eller med 358.764 kr.