Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9485@2000-12-21/da

Indhold

1. Indledning

Moms - fradragsret

- fond med private bidrag og offentlige tilskud

Reference:

ML § 38, stk. 2

Fonden A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at Told- og Skattestyrelsen havde fundet, at Fonden skulle opgøre fradragsretten for moms efter et skøn over anvendelsen i den momspligtige virksomhed, jf. momslovens § 38, stk. 2.

Fonden var stiftet af Kulturministeriet i 1997. Fonden havde efter vedtægterne til formål at skabe og udvikle et grundlag for udvikling af store fælles kulturinitiativer i samarbejde over landegrænsen.

Det var oplyst, at Fonden var finansieret for ca. 1/3´s vedkommende af private bidrag for levering af reklameydelser og for ca. 2/3´s vedkommende af offentlige tilskud. Der var efter det oplyste enighed om, at de modtagne private tilskud var momspligtige, mens de offentlige tilskud var momsfrie. Det var videre oplyst, at der var enighed om, at fondens aktiviteter ikke var omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 om levering af kulturelle aktiviteter. Det var endvidere oplyst, at Fonden, udover at markedsføre regionen som centrum for kunst og kultur, også delte penge ud til kulturelle aktiviteter.

Told- og Skattestyrelsen havde fundet, at fonden måtte anses for momspligtig af leverancerne af reklameydelser, jf. momslovens § 4, stk. 1. Told- og Skattestyrelsen havde videre fundet, at de offentlige tilskud måtte anses at falde udenfor momslovens anvendelsesområde, idet styrelsen havde fundet, at de ydede tilskud var ydet uden krav om modydelse, og iøvrigt ikke var forbundet med prisen for en konkret leverance.

Told- og Skattestyrelsen havde videre fundet, at momslovens § 38, stk. 1, alene fandt anvendelse på indkøb, der anvendtes i forbindelse med virksomhedens afgiftspligtige transaktioner, jf. momslovens § 4, stk. 1. Told- og Skattestyrelsen havde fundet, at klagerens momsfradragsprocent skulle opgøres efter momslovens § 38, stk. 2, idet virksomhedens indkøb vedrørte såvel virksomhedens momspligtige aktiviteter og indkøb, der var virksomhedens momspligtige aktiviteter uvedkommende.

Repræsentanten havde overfor Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at Fondens momsfradragsret skulle opgøres efter momslovens § 37. Repræsentanten havde til støtte for denne påstand anført, at fonden alene leverede momspligtige ydelser. Allerede fordi fonden ikke leverede ydelser var den fritaget efter momslovens § 13, og der var således ikke hjemmel til at nægte fradrag efter § 37.

Derudover havde repræsentanten anført, at de offentlige tilskud som fonden modtog, således som også styrelsen havde lagt til grund, faldt udenfor momslovens anvendelsesområde, jf. momslovens § 4, og at der ikke var praksis for at sondre mellem registreringspligtige aktiviteter og aktiviteter, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde, når fradragsretten skulle opgøres. Der var herved henvist til EF-domstolens dom af 22. juni 1993 (Sofitam-dommen), til Landsskatterettens kendelse refereret i TfS 1998.796 samt Landsskatterettens utrykte kendelse af 18. november 1999, til to ikke-offentliggjorte afgørelse fra Told- og Skattestyrelsen, beskrevet i SU 1996.230, samt til momsnævnets afgørelse refereret i TfS 1996.229. Derudover kunne drages en parallel til momsnævnets afgørelse refereret i TfS 1994.756. I denne sammenhæng var anført, at fondens hovedaktivitet, som faldt udenfor momslovens anvendelsesområde, var en integreret del af fondens momspligtige virksomhed. Det ville således ikke være muligt for fonden at generere momspligtige reklameindtægter, hvis ikke fonden udøvede sin hovedaktivitet. Derudover var alle de omkostninger som fonden havde afholdt anvendt til de momspligtige aktiviteter, ligesom de alle var nødvendige forudsætninger for den momspligtige virksomhed.

Til støtte for den principale påstand, var endvidere anført, at det fremgik af forarbejderne til momsloven, at § 38, stk. 2, var tiltænkt anvendelse udelukkende ved afgrænsningen til private udgifter.

Repræsentanten havde nedlagt subsidiær påstand om, at den påklagede afgørelse først burde have virkning fra den 6. december 1999, jf. herved Told- og Skattestyrelsens udtalelse refereret i TfS 1999.908, idet der i al fald forud herfor ikke var praksis for, at aktiviteter der faldt uden for momslovens anvendelsesområde begrænsede fradragsretten, jf. bl.a. TfS 1996.229. Der henvistes herved også til momsvejledningen 1999, afsnit J.2.1.2. hvor det vedrørende TfS 1999.908 var anført, at den hidtidige administrative praksis vedrørte "holdingselskaber m.fl.", hvorved det måtte være klart, at skærpelsen af hidtidig praksis ikke udelukkende vedrørte holdingselskaber, men også andre virksomheder med indtæger, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde.

Styrelsen havde under sagens behandling ved Landsskatteretten anført, at afgørelse om at fondens fradragsret skulle opgøres efter § 38, stk. 2, yderligere støttedes af definitionen af uvedkommende formål i henhold til bestemmelsen i momsvejledningen 1999, afsnit J.2.1.2., 3. afsnit, samt i bemærkningerne til bestemmelsen i Lovforslag nr. 12, herunder også bemærkningen om at "bestemmelsen svarer til bekendtgørelsens § 2, stk. 1". Vedrørende den subsidiære påstand var anført, at TfS 1999.908 udelukkende vedrørte virksomhed vedrørende finansielle transaktioner. Det var fortsat styrelsens opfattelse, at tilskud ikke var momspligtige indtægter. Vedrørende TfS 1998.796 anførtes, at det i denne sag havde været lagt til grund, at der ikke var noget ressourcetræk knyttet til den ikke-momspligtige indtægt.

Landsskatteretten udtalte:

Landsskatteretten fandt efter det oplyste, at fonden drev momspligtig virksomhed vedrørende levering af reklameydelser. Det kunne ligeledes anses for godtgjort, at fonden modtog offentlige tilskud, der faldt udenfor momslovens anvendelsesområde.

Efter momslovens § 37, stk. 1, kunne en registreret virksomhed, ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendtes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke var fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet.

Efter momslovens § 38, stk. 1, kunne der, for varer og ydelser, som en registreret virksomhed anvendte både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til andre formål i virksomheden, foretages fradrag for den del af afgiften, der forholdsmæssigt svarede til omsætningen i den registreringspligtige del af virksomheden.

Efter § 38, stk. 2, kunne der for varer og ydelser, som af en registreret virksomhed benyttedes både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, udelukkende foretages fradrag for den del af afgiften, der skønsmæssigt svarede til de pågældende varers og ydelsers fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed.

Fondens momspligtige aktiviteter bestod efter det oplyste i levering af reklameydelser mod vederlag.

Landsskatteretten fandt, at Fonden efter momslovens § 37, stk. 1, var berettiget til fradrag for momsen af de udgifter til indkøb m.v. der udelukkende anvendtes til brug for disse leverancer.

Efter Fondens vedtægter havde Fonden yderligere aktiviteter, som ikke var momspligtige efter momslovens § 4. Landsskatteretten lagde til grund, at der knyttede sig momsbelagte udgifter til indkøb m.v. vedrørende disse aktiviteter.

Uanset om disse aktiviteter måtte være grundlaget for, at Fonden kunne levere reklameydelser mod vederlag, fandt Landsskatteretten ikke, at indkøb m.v. der relaterede sig til disse aktiviteter kunne anses som fradragsberettigede efter momslovens § 37, stk. 1. Efter Landsskatterettens opfattelse hjemlede denne bestemmelse således alene fradrag for momsen af de udgifter, der knyttede sig direkte til de momspligtige leverancer, og udgifterne til Fondens ikke-momspligtige aktiviteter havde ikke en sådan direkte tilknytning til leveringen af reklameydelserne, at der kunne indrømmes fradrag herfor efter momslovens § 37, stk. 1.

Landsskatteretten fandt derfor, at Fonden ikke havde fradrag for momsen af udgifter, der udelukkende havde tilknytning til Fondens ikke-momspligtige aktiviteter.

For så vidt angik udgifter, der knyttede sig til såvel de momspligtige aktiviteter som de ikke-momspligtige aktiviteter (fællesudgifter) fandt Landsskatteretten, at fradragsretten skulle opgøres efter et skøn efter momslovens § 38, stk. 2. Landsskatteretten fandt således at aktiviteter, der faldt udenfor momslovens anvendelsesområde, og hvortil der knyttede sig momsbelagte udgifter, måtte anses som virksomheden (den momspligtige) uvedkommende formål.

Landsskatteretten fandt ikke, at der ved den påberåbte praksis var taget stilling til virksomheder med aktiviteter som den her omhandlende. Der var derfor ikke tale om en praksisændring, der kunne begrunde, at afgørelsen alene skulle have fremadrettet virkning.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-12-21