Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 101/2000
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9505@2000-12-22/da
Indhold
[K] har ved advokat Jytte Lindgård klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ekstra Bladet den 20. august 2000 samt over det forhold, at bladet samme dag på forsiden og på bladets "spiseseddel" bragte et billede af klageren, idet han mener, at god presseskik herved er tilsidesat.
På forsiden af Ekstra Bladet den 20. august 2000 bragte bladet et billede af klageren umiddelbart over overskriften "Dødens Købmænd" ligesom klagerens billedes var gengivet på avisens "spiseseddel".
Af en artikel i Ekstra Bladet samme dag side 14 under overskriften "ECSTASY-MEKKA" fremgår bl.a. at:
"København er selvfølgelig det største mekka for ecstasy i Danmark. Salget og forbruget er koncentreret til tre diskoteker: Diskotek IN i Vestergade, Diskotek Q og Diskotek The Tube på Axeltorv samt ved store technokoncerter i Amager Bio.
KIKSET RAZZIA
En meget energisk gut kommer ud fra toilettet med svedig T-shirt og store pupiller.
Hva' så? spørger han venligt.
Hej, hva' så? Du ser munter ud?
Ja, mand , jeg er helt oppe at køre, griner han.
Øhm, kender du nogen der sælger noget E?
Ja, det kan jeg godt skaffe. Hvor mange vil i have?
Vi bestiller tre. Han får 300 kroner og går ind i selve diskoteket, og sætter sig ved et bord, hvor en anden fyr med trendy morgenhår og store bukser hele natten har siddet og haft endog overordentlig mange venner, der lige kigger forbi og snakker et par minutter, inden de går videre. Den første fyr får tre piller og kommer tilbage.
Er det bare jer to, der skal have dem? Okay, jeg har to Mitsubishier og så en helt ny pille, der lige er kommet frem, som i kan dele. Det er en af dem, jeg har taget. Den er helt vild, siger han og giver os pillerne.
Der er to med det kendte Mitsubishi-mærke og en lille flad pille med et logo, der minder om en Michelinmand."
I forbindelse med artiklen bragte bladet et billede af klageren med følgende undertekst:
"Pusher fra København. Holder til på Diskotek IN, hvor han solgte os to Mitsubishier og en ny slags ecstasy-pille med et Michelinmand-logo."
Klageren har anført, at det er bladet, der har formået ham til at skaffe tre Ecstasy-piller, idet det var bladets journalister, som spurgte ham, om han havde noget Ecstasy, hvortil han svarede nej. Herefter spurgte journalisterne, om han kunne skaffe noget, hvorefter klageren skaffede tre Ecstasy-piller for kr. 300. Det er derfor i strid med god presseskik, når han i artiklen omtales som "pusher fra København" i forbindelse med et let genkendeligt billede, idet det, der egentlig er sket, er, at bladet har optrådt som privat agent provokatør, samt at bladet har medvirket til, at klageren har foretaget en ikke lovlig handling.
Klageren har endvidere anført, at bladet i et brev af 24. august 2000 har "sigtet" klageren for at være mellemhandler, hvorfor det må kunne lægges til grund, at bladet havde en forventning om, at klagerens adfærd ville medføre et retsligt efterspil. Også af denne grund anser klageren god presseskik for tilsidesat.
Klageren har endelig anført, at selv om bladets kampagne kan have et fornuftigt sigte, er det ikke rimeligt på denne måde at skabe en god historie ved selv at anstifte til det, som man ønsker at belyse, som kriminelle forhold.
Bladet har anført, at det eneste man har skildret i bladet er, hvordan klageren har optrådt som mellemhandler af Ecstasy, hvilket præcist er det, man har sigtet ham for at være. Det er klageren, der har foretaget nogle ulovlige handlinger og dermed udsat sig selv for at få disse handlinger skildret. Hvis omtalen er krænkende for klageren, er det en krænkelse, han selv har fremkaldt ved at handle, som han har gjort. Hertil kommer, at klagerens opvartning af journalisterne bar præg af megen rutine. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at journalisternes forespørgsel har lokket klageren ud i hans livs første overtrædelse af narkotikalovgivningen.
Bladet har endvidere anført, at artiklen indgik i bladets kampagne sidste sommer imod den omsiggribende Ecstasy-handel, som hidtil har resulteret i omkring en halv snes unge menneskers død. Kampagnens sigte var at påvise, hvor udbredt handelen med Ecstasy er. For at dokumentere dette besøgte flere af bladets medarbejdere diskoteker landet over og skildrede i tekst og billeder, at denne handel er blevet et dagligdagsfænomen.
Bladet har endelig anført, at denne form for journalistik i høj grad er af samfundsmæssig interesse, og at bladets kampagne har medført, at andre medier har taget sagen op. Da det ikke er forbudt at skildre virkeligheden, er god presseskik ikke tilsidesat.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Tage Clausen, Finn Rowold og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder, at det som udgangspunkt er betænkeligt, at medarbejdere fra et medie først opfordrer en person til at begå noget, der er ulovligt, hvorefter mediet i billeder og tekst og uden samtykke fra den pågældende, omtaler forholdet. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse set i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse.
Offentlig omtale af handel med Ecstasy er efter Pressenævnets opfattelse af klar samfundsmæssig interesse, og da der ikke er grundlag for at bestride, at klageren har udført de handlinger, som er beskrevet i artiklen, finder Pressenævnet herefter ikke, at god presseskik er tilsidesat.
Afsagt den 22. november 2000.