Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 107/2000

GældendeVersion 2000-12-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9507@2000-12-22/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over en notits og en artikel bragt i Jyllands-Posten den 6. september 2000, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at Jyllands-Posten har afvist at bringe et genmæle.

Af en notits på forsiden af Jyllands-Posten den 6. september 2000 med overskriften "Eksformand ville kuppe" fremgår at:

"Den eksisterende formand for borgerlisten Liberale Borgere, [K], var klar til at kuppe sig til kontrollen med listen. Det siger den nye formand, byrådsmedlem Uffe Clausen."

Af en artikel i samme blad samme dag med overskriften "Fyret formand beskyldt for kupplaner" fremgår at:

"Den ekskluderede formand for Liberale Borgere, [K], ville overtage listen ved et kup, siger den nye formand, som beskylder den tidligere for at indgå alliancer med den tidligere fremskridtsmand Kim Behnke.

Den nu ekskluderede formand for lokallisten Liberale Borgere, [K], har haft planer om at overtage listen ved et kup.

Det siger den nuværende formand Uffe Clausen, der samtidig er listens byrådsmedlem.

I et brev til pressen afviser Uffe Clausen, at der er tale om splittelse hos Liberale Borgere. Der er derimod alene tale om "en tidligere formand, som har forsøgt at tage magten over Liberale Borgeres borgerliste."

Ikke længere medlem

"Det er tydeligt, at [K] har tilrettelagt et kup, og Liberale Borgere fastholder, at han ikke længere er medlem," siger Uffe Clausen.

Samtidig siger Uffe Clausen, at [K] har forsøgt at overtale Kim Behnke til at stille op for Liberale Borgere til det kommende byrådsvalg. Kim Behnke sad tidligere i Folketinget for Fremskridtspartiet, men brød med partiet og siden har siddet på tinge under betegnelsen Frihed 2000. Siden kunne JP Århus fortælle, at Kim Behnke sammen med sin far Hans og sin bror Tom stiller op til det kommende byrådsvalg under betegnelsen "Frihedslisten".

Således tilspidses situationen nu i den nystiftede borgerliste. Den nu ekskluderede og tidligere formand [K] nægter nemlig stadig at acceptere, at resten af bestyrelsen har smidt ham på porten. Blandt andet har [K] indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling på samme dag og samme sted, som Uffe Clausen over for lokallistens medlemmer på rådhuset giver en præsentation af listens program.

Uffe Clausen nægter dog at anerkende indkaldelsen, som han kalder ulovlig.

"[K] er ikke længere medlem af Liberale Borgere. Det har bestyrelsen meddelt ham, " siger Uffe Clausen."

Klageren kræver, at bladet skal bringe følgende genmæle:

"JP Århus bragte den 6. september 2000 en forside-artikel med overskriften "Eksformand ville kuppe" samt en artikel samme dag på side 2 med overskriften "Fyret formand beskyldt for kup-planer".

Den omtale "eksformand" og "fyret formand" [K] er hverken eksformand eller fyret formand, men derimod fortsat demokratisk valgt formand for foreningen Liberale Borgere, ligesom de omtalte kupplaner er uden hold i virkeligheden."

Klageren har anført, at både notitsens og artiklens overskrift er ubeføjet, idet bladet allerede før man bragte dem var bekendt med, at klageren ikke var ekskluderet, idet der ikke er en eksklusionsparagraf i foreningens vedtægter.

Klageren har endvidere anført, at bladet har viderebragt kraftige beskyldninger mod ham fremsat af en person, som er farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, samt at artiklen og forsiden udelukkende bygger på beskyldninger fremsat af denne person. Sådanne beskyldninger skal imidlertid søges efterprøvet i særlig grad inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for klageren, hvilket indklagede ikke har gjort. Indklagede modtog den 3. september 2000 det brev fra Uffe Clausen, som dannede baggrund for notitsen og artiklen, og indklagede havde derfor god tid til at indhente en kommentar hos klageren, når det tages i betragtning, at notitsen og artiklen blev bragt den 6. september 2000. Klageren er imidlertid ikke blevet kontaktet af indklagede, og indklagede har ikke indtalt nogen beskeder på klagerens telefonsvarer, hvor han har telefonisk døgnvagt. Indklagede har overhovedet ikke kontaktet klageren telefonisk i perioden fra 3. september 2000 og frem, idet det hver gang er klageren, der har kontaktet indklagede.

Klageren har herudover anført, at angreb og svar, hvor det er rimeligt, bør bringes i sammenhæng og på samme måde.

Klageren har endelig anført, at han den 6. september 2000 indgik aftale med indklagede om, at de skulle bringe hans genmæle næste dag, men at dette ikke skete.

Indklagede har anført, at man i flere artikler har beskæftiget sig med borgerlisten Liberale Borgere, hvor klageren ved borgerlistens stiftende generalforsamling blev valgt som formand. Dette skyldes bl.a., at klageren i august 2000 på et pressemøde arrangeret af Liberale Borgere kom med en række udtalelser om byens borgmester, som klageren mente brugte for meget tid på receptioner, hvor han drak for mange øl. Dette fik listens stifter byrådsmedlem Uffe Clausen til at ekskludere klageren fra borgerlisten, og der foregik herefter i flere uger heftige diskussioner om, hvem der havde ret til navnet Liberale Borgere, og hvem der havde smidt hvem ud.

Indklagede har endvidere anført, at det er korrekt, at man modtog et brev fra Uffe Clausen den 3. september 2000 med diverse udtalelser, men at man først ud fra en redaktionel prioritering behandlede indholdet journalistisk i avisen den 6. september 2000. I denne anledning forsøgte man, at kontakte de berørte personer den 5. september 2000, men indklagede kunne ikke få fat i klageren eller i hans telefonsvarer. Den efterfølgende dag lykkedes det imidlertid at komme i kontakt med klageren, og den samtale, man fik med klageren, dannede herefter grundlag for en ny artikel med overskriften "Lokalliste sprængt", som man bragte den 7. september 2000. Det fremgår af denne artikel, at klageren fortsat opfatter sig som formand for listen, at han betragter sig som demokratisk valgt, og at han derfor vil videreføre listen frem til den kommende generalforsamling. Klagerens påstand om, at det efter vedtægterne for Liberale Borgeres er ulovligt at ekskludere ham, er ligeledes behandlet i artiklen med overskriften "Lokalliste sprængt".

Indklagede har herudover anført, at Uffe Clausen efterfølgende på ny har fremsat påstanden om klagerens påståede kupplaner, men at det ved denne lejlighed lykkedes for indklagede at komme i forbindelse med klageren, hvorfor han naturligvis optræder i artiklen herom med overskriften "Formand for lokalliste går af til foråret" bragt i bladet den 23. september 2000.

Indklagede har endelig anført, at man ikke har lovet klageren, at bringe hans genmæle.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Lene Sarup, Finn Rowold og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

De oplysninger, som klageren ønsker genmæle overfor, hvorefter klageren er "eksformand" og "fyret formand", er begge udsagn, som Uffe Clausen er fremkommet med, og som beskriver hans vurdering af klagerens position. Der er således efter Pressenævnets opfattelse ikke tale om sådanne oplysninger af faktisk karakter, som efter medieansvarslovens § 36 giver klageren ret til at få bragt et genmæle.

Artiklen og notitsen bragt i bladet den 6. september 2000 indeholder udtalelser og påstande om klageren, som må anses for at være skadelige og krænkende, hvorfor de skulle have været søgt efterprøvet i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for klageren. Bladet forsøgte da også efter sin egen forklaring, at indhente en kommentar hos klageren den 5. september 2000, hvilket imidlertid mislykkedes. Uanset dette valgte bladet allerede den 6. september 2000 at bringe notitsen og artiklen, som alene byggede på forskellige udtalelser fra Uffe Clausen. Efter en samlet vurdering af notitsen og artiklens indhold sammenholdt med, at bladet kun forsøgte at kontakte klageren den 5. september 2000, er det Pressenævnets opfattelse, at bladet har tilsidesat god presseskik ved at bringe notitsen og artiklen den 6. september 2000 uden forinden at have opnået klagerens kommentarer til indholdet. Dette gælder, uanset at bladet allerede dagen efter bragte en artikel, hvor klageren kom til orde. Nævnet udtaler på denne baggrund sin kritik af bladet.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af JyllandsPosten at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet

JyllandsPosten bragte den 6. september 2000 en notits med overskriften "Eksformand ville kuppe" og en artikel med overskriften "Fyret formand beskyldt for kupplaner", hvoraf det bl.a. fremgår, at byrådsmedlem Uffe Clausen har udtalt, at den ekskluderede formand for lokallisten Liberale Borgere, [K], har haft planer om at overtage listen ved et kup.

[K] klagede til Pressenævnet, idet han anså god presseskik for tilsidesat, og idet han krævede et genmæle.

Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at de oplysninger, som klageren ønsker genmæle overfor, hvorefter klageren er "eksformand" og "fyret formand", begge er udsagn, som Uffe Clausen er fremkommet med, og som beskriver hans vurdering af klagerens position. Der er således efter Pressenævnets opfattelse ikke tale om sådanne oplysninger af faktisk karakter, som efter medieansvarslovens § 36 giver klageren ret til at få bragt et genmæle.

Artiklen og notitsen bragt i bladet den 6. september 2000 indeholder udtalelser og påstande om klageren, som må anses for at være skadelige og krænkende, hvorfor de skulle have været søgt efterprøvet i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for klageren. Bladet forsøgte da også efter sin egen forklaring, at indhente en kommentar hos klageren den 5. september 2000, hvilket imidlertid mislykkedes. Uanset dette valgte bladet allerede den 6. september 2000 at bringe notitsen og artiklen, som alene byggede på forskellige udtalelser fra Uffe Clausen. Efter en samlet vurdering af notitsen og artiklens indhold sammenholdt med, at bladet kun forsøgte at kontakte klageren den 5. september 2000, er det Pressenævnets opfattelse, at bladet har tilsidesat god presseskik ved at bringe notitsen og artiklen den 6. september 2000 uden forinden at have opnået klagerens kommentarer til indholdet. Dette gælder, uanset at bladet allerede dagen efter bragte en artikel, hvor klageren kom til orde. Nævnet udtaler på denne baggrund sin kritik af Jyllands-Posten.

København den 22. november 2000.

Per Sørensen, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard."

Afsagt den 22. november 2000.

Versioner

  1. 2000-12-22