Gelex

Landsskatteretskendelse

GældendeVersion 2000-12-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9510@2000-12-22/da

Indhold
  1. Indledning

Befordringsfradrag

- undervisningsassistent/Ph.d. studerende

Reference:

LL § 9 C

A klagede for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet havde reduceret fradrag for befordring til 2.704 kr., efter ligningslovens § 9 C.

Det fremgik af sagen, at klageren, der siden 1. februar 1995 havde boet i X, i januar 1997 blev ansat på et Universitetscenter som statsansat forskningsassistent. I perioden februar til og med medio juni 1997 samt september og året ud var klageren Ph.D - studerende samme sted.

Klageren var tillige ansat som undervisningsassistent i det pågældende år med 295 timer fordelt over forårs- og efterårssemestret.

Klageren havde ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1997 foretaget fradrag for befordring mellem bopælen i X og Universitetscentret med 9.516 kr. svarende til befordring i 220 dage.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt det selvangivne befordringsfradrag, men havde skønsmæssigt ansat det til 2.704 kr. svarende til befordring i 52 dage.

Skatteankenævnet havde i begrundelsen for ansættelsen anført, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads havde privat karakter og derfor som udgangspunkt ikke var fradragsberettiget. Med hjemmel i ligningslovens § 9 C var der adgang til et standardiseret fradrag. Alle skattepligtige, der befordrede sig mellem hjem og arbejdsplads, kunne ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretage befordringsfradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 C, stk. 1-3.

Arbejdspladsbegrebet var fastlagt gennem en lang praksis og alene kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted var omfattet af reglerne. Et uddannelsessted ansås således ikke for et arbejdssted, selv om der blev ydet løn under uddannelsen

Skatteankenævnet havde i den forbindelse anført, at klageren var Ph.D-studerende på Universitetscentret, og at han havde modtaget bidragsfri A-indkomst på 159.843 kr. Klageren var herudover ansat som undervisningsassistent samme sted, hvilket job han skulle udføre i 295 timer fordelt over forårs- og efterårssemester. Han havde i den forbindelse modtaget bidragspligtig løn på 74.060 kr.

Skatteankenævnet havde endvidere anført, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, hvor mange dage han udelukkende havde været på Universitetscentret for at opfylde sin undervisningsforpligtelse. Da et uddannelsessted ikke var omfattet af begrebet arbejdsplads, var det nævnets opfattelse, at en studerende, der udførte ulønnet arbejde på selve studiestedet, og hvor arbejdet udførtes på dage, hvor den pågældende i øvrigt allerede var på studiestedet i studieøjemed, ikke var berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, da befordringen i disse tilfælde måtte anses for begrundet i studiet og ikke i arbejdsforholdet.

Klagerens repræsentant havde nedlagt påstand om, at det selvangivne befordringsfradrag på 9.516 kr. blev godkendt.

Repræsentanten havde oplyst, at klageren i 1996 afsluttede sit studium som cand. scient, hvorefter han fik ansættelse som forskningsassistent på Universitetscentret i august 1996. Denne stilling varetog han til og med januar 1997.

Den 1. februar 1997 fik klageren ansættelse som undervisningsassistent/Ph.D.er. Som Ph.D.er fulgte udover forskningsarbejdet en undervisningsforpligtelse på 280 timer om året, hvortil kom en pligt til forberedelse af undervisning, pligten til vejledning af specialestuderende/projektgrupper samt almindelig pligt til at deltage i lærer/planlægningsmøder.

Ansættelsen på Universitetscentret var finansieret via løn fra universitetet og stipendier fra SU. Denne ordning blev indført i 1993, men var senere ændret "tilbage" til systemet fra før 1993, således at mange Ph.D.-forskere nu udelukkende modtog løn og ikke stipendier.

Hvad angik skatteankenævnets begrundelse for at reducere det selvangivne befordringsfradrag, hvorefter ligningslovens § 9 C ikke omfattede studerende, som udførte arbejde på selve studiestedet, hvis arbejdet udførtes på de dage, hvor den studerende i øvrigt allerede var på studiestedet i studieøjemed, havde repræsentanten anført, at denne fortolkning af ligningslovens § 9 C om det standardiserede fradrag for lønmodtageres befordringsfradrag mellem hjem og arbejde hverken havde baggrund i lovteksten, cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 eller praksis. Repræsentanten gjorde i den forbindelse gældende, at skatteankenævnets henvisning til loven, Skatteministeriets cirkulære, som måtte antages at være cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, og hele afsnittet om befordring mellem hjem og arbejde i ligningsvejledningen ikke var i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24 om kravene til en begrundelses indhold og i hvert fald ikke gav mulighed for at imødegå skatteankenævnets fortolkning af ligningslovens § 9 C i detaljer.

Skatteankenævnet havde anført, at klageren ikke havde dokumenteret, hvor mange dage han havde været på Universitetscentret udelukkende for at opfylde sin undervisningspligt. Klageren havde i klagen til skatteankenævnet oplyst, at det ikke var muligt at udarbejde en oversigt over, hvilken del af hans arbejde i 1997, der var anvendt til henholdsvis undervisningsrelateret arbejde og forskning, idet han hver dag var til rådighed for både studerende og lærere på fakultetet. Dette anbringende havde skatteankenævnet ikke fundet anledning til at kommentere i sin afgørelse. At klageren hver dag var til rådighed for studerende og lærere på fakultetet betød efter repræsentantens opfattelse, at klageren måtte anses for at have været på arbejde i et omfang, der svarede til det selvangivne befordringsfradrag.

Repræsentanten havde endelig anført, at der ikke i ligningslovens § 9 C var hjemmel til at udelukke fradrag for befordring mellem hjem og arbejde for lønmodtagere i tilfælde, hvor der forelå flere begrundelser for befordringen til et arbejdssted, og den primære begrundelse ikke nødvendigvis var lønarbejdet. En sådan indskrænkende fortolkning af ligningslovens § 9 C skulle i givet fald have støtte i cirkulæret eller praksis, hvilket efter repræsentantens opfattelse ikke var tilfældet.

Ligningslovens § 9 C fastsatte reglerne for fradrag for befordring mellem bopælen og arbejdsstedet, og det var efter repræsentantens opfattelse helt åbenbart, at Universitetscentret i relation til klageren måtte anses som et arbejdssted, nemlig det sted, hvorfra klageren oppebar sin indkomst (arbejdsindkomst).

Klageren havde anført, at det ikke havde været muligt for de enkelte arbejdsdage at udskille den tid, hvor der var forsket og den tid, hvor der var undervist eller på anden måde ydet bistand til studerende. Klageren havde hver dag, han havde været på Universitetscentret både undervist og forsket. Der havde ikke været "rene" undervisningsdage eller "rene" forskningsdage.

Klagerens arbejdssituation kunne på mange måder sammenlignes med situationen for en lektor. Den adskilte sig imidlertid fra arbejdet som lektor på den måde, at undervisningsarbejdet havde været jævnt fordelt, hvor det for en lektor var muligt i højere grad at samle undervisningsarbejdet. Det var med andre ord lettere for en lektor at strukturere sit arbejde, end det var for en Ph.D

Repræsentanten havde i den forbindelse gjort gældende, at Universitetscentret havde været et arbejdssted for klageren, uanset at han også havde forsket på stedet. Hun havde i den forbindelse understreget, at klageren ikke i det pågældende indkomstår studerede, men forskede, idet han var uddannet. I den relation adskilte klagerens arbejde sig ikke fra en ansat forskers arbejde i en privat virksomhed. Klageren udførte grundforskning, og fordoblingstiden inden for hans område var 6 år, d.v.s. at viden på området "forældes" på 6 år. Det betød, at klageren for at være a jour med udviklingen inden for faget var nødt til konstant at forske. Det fremgik således også af instituttets beskrivelse af PH.D-forløbet, at det forventedes, at arbejdet blev offentliggjort i form af artikler i internationale tidsskrifter.

Landsskatteretten udtalte:

Alene kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted og ikke f. eks. et uddannelsessted var omfattet af reglerne i ligningslovens § 9 C. Dette gjaldt, selv om der blev ydet løn under uddannelsen. Til gengæld var alle former for arbejdspladser, der ikke tillige var den skattepligtiges bopæl, omfattet, herunder ud over almindelige faste arbejdspladser f.eks. kundebesøg, konferencer eller steder for afhentning af post eller materialer. Som arbejdsplads betragtedes også steder, hvor den pågældende modtog undervisning i efteruddannelsesøjemed som led i arbejdet.

Retten lagde efter det oplyste til grund, at klageren i indkomståret 1997 havde haft arbejdssted på Universitetscentret, hvor han havde været lønansat. Da der ikke var grundlag for at bestride det selvangivne antal arbejdsdage, blev fradraget for befordring ansat efter ligningslovens § 9 C til 9.516 kr.

Versioner

  1. 2000-12-22