Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9512@2000-12-22/da

Indhold

1. Indledning

Hensættelse til garantiforpligtelser

Forretningsjubilæum, fradrag

Reference:

SL § 6, stk. 1, litra a

LL § 8

A A/S klagede for skatteåret 1996/97 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt hensættelse til garantiforpligtelser, 1.320.000 kr. samt over, at der af udgift til 100 års forretningsjubilæum 93.694 kr., alene var godkendt 23.424 kr. som repræsentation.

Det var oplyst, at selskabets hovedaktivitet var konstruktion, produktion og salg af specialopbygninger af mobilt materiel primært indenfor transport-, sundheds-, miljø-, og undervisningssektoren. Selskabets regnskabsår løb fra 1. juli til 31. juni.

Ad hensættelser til garantiforpligtelser

Det fremgik af selskabets balance pr. 30. juni 1995, at der var hensat 1.561.000 kr. til garantiforpligtelser.

Hensættelserne var opgjort således:

0,5 % af den fakturerede omsætning i de forudgående 12 måneder 241.000 kr.

Ekstraordinær hensættelse til imødegåelse af reklamation 1.320.000 kr.

Hensættelse i alt 1.561.000 kr.

Det fulgte endvidere af en note til det interne årsregnskab for regnskabsåret 1994/95, at der var udgiftsført et beløb på 618.718 kr. vedrørende reklamationer.

Om den ekstraordinære hensættelse var det oplyst, at selskabet i årene 1992-1995 leverede i alt 686 1 tons påhængsvogne til B. Prisen blev fastsat til en basispris på 49.469 kr. pr. påhængsvogn. Prisen ændredes ifølge et tillæg til kontrakten til 50.571 kr. pr. påhængsvogn.

Af kontrakten fremgik det blandt andet, at sælgeren indestod for mangler, der hidrørte fra tiden forud for risikoovergangen, samt at sælger indenfor 12 måneder efter påhængsvognenes ibrugtagning dog maksimalt 24 måneder efter godkendelse, påtog sig at afhjælpe eventuelle mangler. For udbedrede dele eller komponenter løb der herefter en ny garantiperiode. Det fremgik endvidere, at garantien ikke begrænsede køberens almindelige misligholdelsesbefølelser.

Det var endvidere oplyst, at B i oktober 1993 påpegede, at der var problemer med overfladebehandlingen, og at 10 af de allerede leverede påhængsvogne skulle genopmales. På et møde i februar 1995 blev det præciseret, at problemet primært vedrørte påhængsvogne leveret i 1992. Det aftaltes på mødet, at selskabet for egen regning skulle undersøge 5 påhængsvogne for at fastlægge omfanget af efterbehandlingen. Prisen for omlakering blev herefter beregnet til 15.221 kr. pr. påhængsvogn.

Forhandlingerne om fordeling af den økonomiske byrde og udførsel af efterbehandlingen blev afsluttet i foråret 1996. Det fremgik af et mødeoplæg fra B, at man formentligt ikke kunne indgå en aftale om, at hele den økonomiske byrde skulle placeres på køberen, samt at man ville lægge den af selskabet foreslåede finansieringsplan til grund for mødet. Selskabets forslag lød således:

"1. A A/S bærer den rent lønmæssige del af omkostningerne ca. 1/3.

2. C bærer omkostningerne til malingprodukterne ca. 1/3.

3. B bærer omkostninger i forbindelse med sandblæsning af påhængsvognene og har derudover mulighed for at tilbyde adskillelse og montering ved D. Vi har indledende talt med D derom. Ingen endelig konklusion."

Det var desuden oplyst, at ovennævnte forslag til fordeling af den økonomiske byrde i det væsentlige blev fulgt. Selskabet kunne herefter fakturere en andel af udgifterne forbundet med omlakering til B.

Selskabet havde pr. 30. juni 1995 foretaget hensættelse til dækning af garantiforpligtelsen med hensyn til de beregnede lønomkostninger i alt 1.320.000 kr.

Skatteankenævnet havde ikke anset hensættelsen for omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og havde herefter forhøjet selskabets indkomst med 1.320.000 kr. for det pågældende indkomstår samt tilbageført indtægtsførsel af beløbet for det efterfølgende indkomstår. Skatteankenævnet havde ved sin afgørelse henvist til, at en omkostning tidligst kunne anses for fradragsberettiget, når der var opstået en endelig forpligtelse til at afholde den pågældende udgift.

Skatteforvaltningen havde, med henvisning til mødeoplægget af 25. september 1995, hvoraf det fremgik, at der ikke var indgået en endelig aftale om, hvordan den økonomiske byrde skulle placeres mellem parterne, anført, at der på statustidspunktet ikke var nogen endelig afklaring af hverken det økonomiske eller juridiske ansvar, idet forhandlingerne fortsatte efter dette tidspunkt .

Selskabets repræsentant havde nedlagt påstand om, at der blev godkendt fradragsret for hensættelsen i 1995.

Repræsentanten havde til støtte for sin påstand anført, at de i Ligningsvejledningen opstillede betingelser for godkendelse af fradrag for hensættelser til garantiforpligtelser alle var opfyldte i nærværende sag. Repræsentanten havde hertil anført, at det således på intet tidspunkt under forhandlingerne havde været bestridt, at der havde været tale om en oprindelig mangel ved de leverede påhængsvogne.

Repræsentanten havde endvidere anført, at der havde været tale om en retlig forpligtelse for selskabet i 1995, hvilket fulgte af det kontraktmæssige garantiansvar, samt at der var sket reklamation forud for statustidspunktet. Repræsentanten havde hertil anført, at en kunde normalt ikke havde mulighed for at opgøre sit erstatningskrav beløbsmæssigt på tidspunktet for reklamationens fremsættelse, men var henvist til blot at gøre kravet gældende. En konkretisering af beløbets størrelse fra en kundes side kunne således ikke kræves som betingelse for en hensættelse. Repræsentanten havde derudover fremført, at selskabet konsekvent havde anerkendt sit erstatningsansvar overfor B, samt i erstatningsretlig henseende havde været evident erstatningsansvarlig for et langt større beløb, end selskabet efterfølgende og gennem forhandlingerne med B opnåede en økonomisk nedsættelse til.

Landsskatteretten bemærkede, at i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kunne udgifter, som i årets løb var anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Omkostninger blev efter praksis fradraget på det tidspunkt, hvor den skattepligtige havde pådraget sig en endelig, retlig forpligtelse til at afholde disse. Med hensyn til hensættelser til garantiforpligtelser krævedes der, jf. blandt andet TfS 1994.601 og TfS 1995.804, at der i praksis havde vist sig at være en risiko, samt at garantibeløbene ikke var uvæsentlige, jf. blandt andet TfS 1988.220.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden fandt, at der i det foreliggende tilfælde var opstået et ansvar for en oprindelig mangel, og at der således forelå en aktualiseret betalingsforpligtelse i forbindelse med et mangelsansvar, der var konstateret. Da der ikke ved selskabets regnskabsafslutning pr. 30. juni 1995 havde foreligget en endelig konkretiseret betalingsforpligtelse i forbindelse med det konstaterede mangelsansvar, kunne der ikke godkendes fradrag i klageåret for de i denne forbindelse hensatte beløb. Der var herved også henset til, at et egentligt mangelsansvar ikke blev hverken præciseret eller placeret ved mødet den 16. februar 1995, hvorfor mangelsindsigelserne i relation til de løbende, talmæssigt omfattende leverancer ikke havde været tilstrækkeligt konkretiserede forud for statustidspunktet. Det bemærkedes, at der var godkendt fradrag for eventualforpligtelser i henhold til garanti på 241.000 kr.

Et retsmedlem fandt, at der kunne godkendes fradrag for den pågældende hensættelse til garantireparationer i det omhandlede år, idet der forelå en mangelfuld leverance, som køber havde reklameret over, og som sælger havde accepteret mangelsansvaret for, ligesom det konkret hensatte beløb end ikke havde været tilstrækkeligt til at dække virksomhedens garantiforpligtelse overfor køber.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet i overensstemmelse med flertallets beslutning.

Ad reception i anledning af forretningsjubilæum.

Det var oplyst, at selskabet den 15. september 1995 afholdt 100 års forretningsjubilæum på selskabets egen adresse, hvor der til lejligheden var opstillet en del af selskabets produkter til besigtigelse. Selskabet fik derudover overrakt et certifikat på samme dag.

Arrangementet blev annonceret i diverse dagblade samt ved udsendelse af 1.500 indbydelser.

Udgifterne til arrangementet var fordelt således:

Avis 1 4.335 k r.

Avis 2 1.281 kr.

Avis 3 4.157 kr.

Avis 4 6.000 kr.

1.500 indbydelser 4.194 kr.

400 takkekort 2.945 kr.

Leje af træer 1.350 kr.

Musik 6.200 kr.

Leje af borde, stole, service, borddækning samt servering 17.398 kr.

Restaurant 1.220 kr.

Smørrebrød 1.400 kr.

Øl og Vand 8.159 kr.

Vin 6.180 kr.

Tag selv bord 28.875 kr.

I alt 93.694 kr.

Det fremgik af sagens materiale, at selskabets regnskabschef havde karakteriseret tag selv bordet som "frokost".

Det var endvidere oplyst, at der deltog ca. 350 gæster samt ca. 100 ansatte i selskabet. Gæsterne bestod af: Kunder, leverandører samt øvrige forretningsforbindelser. Festen fortsatte om aftenen, hvor det var oplyst, at især personalet deltog.

Skatteankenævnet havde alene godkendt fradrag for udgiften til arrangementet som repræsentation med begrænset fradragsret i medfør af ligningslovens § 8, stk. 4, idet det var nævnets opfattelse, at der havde været tale om egentlig bespisning. Skatteankenævnet have ved sin afgørelse lagt vægt på traktementets art og omfang, samt at der var afholdt udgifter til leje af borde og stole, service, borddækning og serveringspersonale, og at kuvertprisen havde udgjort ca. 100 kr. incl. drikkevarer.

Selskabets repræsentant havde nedlagt påstand om, at udgifterne til arrangementet blev godkendt som reklameudgifter med fuld fradragsret i medfør af ligningslovens § 8, stk. 1. Repræsentanten havde til støtte for sin påstand anført, at arrangementet havde til formål at fastholde selskabets betydelige lokale profil, hvilket også blev tilfældet, da receptionen blev en "X-begivenhed", der "forårsagede trafiksammenbrud i X".

Repræsentanten havde til Landsskatteretten forklaret, at traktementet bestod af tagselvbord med: Salat, frikadeller, pindemad og sandwiches m.m.

Repræsentanten havde endvidere forklaret, at der udenfor selskabets beregninger måtte hentes mad yderligere tre gange ekstra for at imødekomme behovet, idet der deltog flere end beregnet.

Landsskatteretten udtalte:

Fradrag for reklame- og repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 1 og stk. 4, forudsatte, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Fradrag for udgifter til reklame kunne herefter foretages efter ligningslovens § 8, stk. 1. Ifølge bestemmelsens forarbejder forudsatte fradrag, at udgifterne var afholdt over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Reklameudgifter tog således sigte på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket, jf. tillige pkt. 14.2. i cirkulære til ligningsloven, cirkulære nr. 72 af 17. april 1996.

Udgifter til repræsentation kunne fradrages efter ligningslovens § 8, stk. 4. Efter bestemmelsens forarbejder, jf. tillige pkt. 14.3.1. i nævnte cirkulære til loven, var fradrag betinget af, at udgifterne var afholdt over for andre end virksomhedens medarbejdere for at afslutte forretninger eller for at knytte eller bevare forretningsforbindelser. Repræsentation havde således karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser.

Endelig fremgik det af forarbejderne til ligningslovens § 8, at arrangementer som f.eks. receptioner i særlige tilfælde kunne have et sådant reklamemæssigt islæt, at udgifterne dertil kunne fratrækkes som reklameudgifter i henhold til ligningslovens § 8, stk. 1. Det var dog en betingelse herfor, at der var åben adgang for en større og ubestemt kreds af personer, og at der for så vidt angik traktementet alene var tale om en mindre servering, der ikke havde karakter af egentlig bespisning, jf. tillige pkt. pkt. 14.2. i førnævnte cirkulære. Såfremt disse betingelser ikke kunne anses for opfyldt, kunne udgifterne alene fradrages som repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 4, under forudsætning af den fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Efter det oplyste om omfanget og karakteren af traktementet ved den omhandlede reception, som blev afholdt i anledning af forretningsjubilæum, og som således havde den fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen, fandt Landsskatteretten, at der alene havde været tale om en lettere anretning, således at arrangementet ikke havde haft karakter af egentlig bespisning, at arrangementet havde været åbent for en større, ubestemt kreds af personer, samt at der havde deltaget en ubestemt kreds af kunder og potentielle kunder. Receptionsudgifterne kunne derfor godkendes fradraget som reklameudgifter i medfør af ligningslovens § 8, stk. 1, med det fulde beløb i alt 93.694 kr. Den påklagede afgørelse blev nedsat i overensstemmelse hermed på dette punkt.

Versioner

1. 2000-12-22