Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9513@2000-12-22/da

Indhold

1. Indledning

Travtræner

- løbsbøder

- fradrag

Reference:

SL § 6, stk. 1, litra a.

A klagede for indkomstårene 1996 og 1997 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag for løbsbøder.

Det var oplyst, at klageren drev virksomhed som travtræner hjemmehørende ved en væddeløbsbane. Virksomheden omfattede hestepension, træning af travheste samt deltagelse i løb. Omsætningen havde for 1996 udgjort 984.000 kr. og for 1997 981.000 kr.

Det var endvidere oplyst, at der indenfor travsporten var udviklet et regelsæt, som deltagerne skulle overholde i forbindelse med afvikling af travløb. Reglerne var fælles for samtlige landets travbaner og var i praksis administreret af løbsdommerne på de enkelte travbaner. Reglerne omhandlede forhold før, under og efter løbene, samt forhold vedrørende såvel kusk som hest. Overtrædelse af reglementet medførte sanktioner i form af advarsel, bøde eller udelukkelse fra løb i kortere eller længere tid. Bødernes størrelse var ydermere fastsat ud fra et internt regelsæt, som administreredes af løbsdommerne ud fra en konkret vurdering af begivenhederne. På en bødeseddel var optegnet ca. 100 ansvarspådragende forhold, der strakte sig fra ureglementeret påklædning til doping af hest og uforsvarlig kørsel.

Klageren havde fradraget udgifter til bøder med 13.410 kr. i 1996 og med 11.830 kr. i 1997.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt fradrag for de omhandlede udgifter til løbsbøder, idet udgifterne ikke var anset for at være udslag af en med driften af klagerens virksomhed naturligt forbundet risiko, hvorfor der ikke kunne være tale om fradragsberettigede driftsudgifter. Skatteankenævnet havde herved henvist til de offentliggjorte afgørelser: LSR 1959.049, LSR 1961.044, LSR 1971.051, LSR 1975.161 og LSR 1982.123.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der blev godkendt fradrag for de af klageren afholdte udgifter til løbsbøder. Revisoren havde til støtte for sin påstand anført, at der var tale om en type bøde, der ofte blev idømt i forbindelse med opløb og lignende, hvor der var kamp om placeringerne, og hvor der nemt kunne ske uheld som følge af sammenkørsel m.v., at alle kørte for at vinde for dermed at opnå så stor indtjening som muligt, ligesom de professionelle trænere måtte kalkulere med denne risiko for bøder, at der desuden var tale om en helt uundgåelig udgift for en travtræner/kusk, idet en hest opførsel ikke altid var forudberegnelig, at der var tale om en udgift, der hidtil var blevet betragtet som en driftsudgift, hvilket tillige støttedes af, at andre kommuner behandlede udgiften som sådan, at ingen af de af skatteankenævnet påberåbte afgørelser var fuldt ud sammenlignelige med nærværende sag, at der herunder ikke var tale om en bøde pålignet af det offentlige, samt at det ikke kunne være af afgørende betydning, at udgiften var benævnt "bøde", idet der ligeså kunne have været tale om en bod eller et gebyr m.v.

Landsskatteretten udtalte:

Udgifter, der i årets løb var medgået til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kunne fradrages i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skulle således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten Dette krævede, dels at udgiftsafholdelsen lå inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kunne karakteriseres som en privatudgift, der var indkomstopgørelsen uvedkommende. Uafhængigt af almindelige omkostningsbetragtninger var der dog efter praksis udgifter, der efter deres art ikke kunne fradrages, uanset at disse var nært eller direkte forbundet med indkomsterhvervelsen. Dette gjaldt for eksempel som hovedregel i relation til udgifter til bøder.

Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne godkendes fradrag for de af klagerens afholdte udgifter til løbsbøder, der vedrørte kategorierne D og E i travsportens interne reglement for afvikling af travløb, idet udgifterne hertil måtte siges at have haft en pønal karakter, hvorfor de havde savnet den fornødne, naturlige tilknytning til klagerens virksomhed som travtræner. Retten fandt imidlertid, at der kunne godkendes fradrag for den resterende andel af udgifterne til løbsbøder, idet disse udgifter var udsprunget af en for klagerens virksomhed normal driftsrisiko.

Den påklagede afgørelse blev nedsat i overensstemmelse hermed, idet de stedlige skattemyndigheder skulle foranledige den nærmere talmæssige opgørelse heraf fastsat.

Versioner

1. 2000-12-22