Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9514@2000-12-22/da

Indhold

1. Indledning

Fratrædelsesgodtgørelse

- beskatning

Reference:

SL § 4

LL § 7, litra w

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet havde anset andel af fratrædelsesgodtgørelse, 394.704 kr., som løn.

Det fremgik af sagen, at klageren havde været ansat i B i perioden 28. juni 1984 - 31.12.1995, som Vice President and Chief Auditor.

Af allonge til ansættelsesbekræftigelse af 28. juni 1984 fremgik følgende vedrørende opsigelse. Der var fra selskabets side et opsigelsesvarsel på 12 måneder, og fra klagerens side et opsigelsesvarsel på 6 måneder.

Ved opsigelse fra selskabets side udbetalte det på fratrædelsestidspunktet en fratrædelsesgodtgørelse, svarende til 12 måneders løn.

Klagerens ansættelse var i øvrigt omfattet af de til enhver tid gældende generelle tjenesteregler for højere chefer i B.

I 1995 fik medarbejderne i B tilbudt en bonusordning. Klageren var af den opfattelse, at en sådan ordning ikke var forenelig med med hans ansættelse.

Ved brev af 3. april 1995 meddelte klageren den administrerende direktør, at han på grund af sin stilling som Vice President and Chief Auditor ikke fandt det foreneligt med dette arbejde at modtage bonus, som var afhængig af resultatet i B.

Den administrerende direktør besvarede dette brev med meddelelse om, at det var i orden ikke at være omfattet af bonusordningen, men at ingen som ikke fuldt ud arbejdede for B's mål, havde noget at gøre i B.

Dette intermezzo havde skabt en dårlig stemning mellem klageren og den øverste ledelse, og klageren meddelte på et møde med personaledirektøren i juni 1995, at han ønskede at fratræde sin stilling, på samme vilkår som hidtil havde været gældende ved andre toplederes fratræden.

Klagerens repræsentant havde oplyst, at forhandlinger om fratrædelsesordningens størrelse blev drøftet løbende med ledelsen i løbet af sommeren og efteråret 1995, og at klagerens oprindelige krav var betydelig større end forhandlingsresultatet.

Det var endvidere oplyst, at på et møde i B's bestyrelse den 20. december 1995, blev klagerens ønske om fratræden ud fra den skitserede ramme endelig godkendt af bestyrelsen og efter forhandling med personaledirektøren den 27. december 1995 blev klagerens samlede fratrædelsesgodtgørelse fastsat til 2.457.304 kr. Herefter indgav klageren sin formelle opsigelse den 27. december 1995 med fratrædelse den 31.12.1995.

Det fremgik videre af sagen, at skatteankenævnet efter telefonisk henvendelse til B havde fået oplyst, at B i sommeren 1994 og henover efteråret havde undersøgt muligheden for at tilknytte en ekstern revisionsvirksomhed til foreståelse af den interne revision i B, hvorved den afdeling klageren var chef for ville blive overflødig.

Denne ordning trådte i kraft pr. 1. januar 1996, således at B ikke længere kunne opfylde klagerens kontrakt om jobindhold, og klageren opnåede i lighed med andre medarbejdere i samme situation retten til at få kontrakten udløst, hvilket indebar to års fratrædelsesbeløb.

Det blev endvidere oplyst, at medarbejdere på samme niveau som klageren generelt havde en aftale om, at såfremt B ikke længere kunne opfylde kontraktens jobindhold kunne der ydes fratrædelsesbeløb svarende til to års løn, dog således at det første år blev opgjort efter samme regler som ved opsigelse fra B's side, hvor fratrædelsesbeløbet for det første år blev beregnet incl. kørselstillæg, telefongodtgørelse mv. og for det andet år uden diverse tillæg. Klagerens fratrædelsesbeløb blev efter denne beregningsmetode opgjort til 2.457.304 kr.

Det fremgik videre, at et beløb svarende til 1.715.912 kr. var indbetalt til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning med løbende udbetalinger.

Klagerens repræsentant havde vedrørende disse oplysninger anført, at revisionsafdelingen i B ikke blev nedlagt på dette tidspunkt, men først i juli 1997. Klageren var koncernrevisionschef og derved den øverste chef for de 3 afdelinger samt revisionschef for den interne revision.

Skatteankenævnet havde lagt til grund, at bestemmelserne i dagældende ligningslov § 7, litra w kunne finde anvendelse, selvom godtgørelsen var blevet beregnet efter faste regler og selv om godtgørelsen beroede på arbejdsgiverens endsidige beslutning.

Ankenævnet havde fundet, at opsigelsestidpunktet var den 31.12. 1995 og ikke som påberåbt af klageren juni 1995. Ankenævnet havde som begrundelse herfor anført, at tidspunktet for den skriftlige opsigelse var afhængig af koncernledelsens accept af klagerens betingelser, herunder fastsættelse af godtgørelsens størrelse.

Skatteankenævnet havde henvist til, at det af allonge til ansættelsesbekræftelsen fremgik, at opsigelsesvarslet var 12 måneder. Det fremgik af cirkulære til ligningsloven nr. 96 af 22. juni 1993, punkt 2.1.20, at godtgørelse i anledning af fratræden af stilling skulle medregnes til den skattepligtige indkomst i det omfang, beløbet trådte i stedet for, hvad modtageren ville have haft i indtægt af stillingen for tidsrummet efter fratrædelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler, dog højst for en periode af et år.

Klagerens repræsentant havde overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om at fratrædelsesgodtgørelsen skulle fordeles skattemæssigt, således at en godtgørelse svarende til 669.910 kr. ansås som fratrædelsesgodtgørelse efter reglerne i ligningslovens § 7, litra w, nu ligningslovens § 7 O.

Repræsentanten havde foretaget opgørelsen med udgangspunkt i fordeling fra kommunens skattemyndigheder, hvorefter den del af fratrædelsesgodtgørelsen, som ifølge skattemyndighedernes opgørelse skulle beskattes som almindelig lønindkomst, udgjorde 1.315.978 kr. og ikke som anført 1.315.678 kr.

Han havde til støtte for sin påstand bl.a. anført, at det aldrig havde været meningen, at en medarbejder, der selv opsagde sin stilling, skulle beskattes, som om der var tale om almindelig lønindkomst, i en eventuel længere periode svarende til den opsigelsesperiode, som ville være gældende ved arbejdsgiverens opsigelse af medarbejderen. Undtaget herfra var dog den situation, hvor medarbejderen i forbindelse med en opsigelse fra arbejdsgiverens side indgav en kontraopsigelse. Her gjaldt fortsat arbejdsgiverens opsigelsesperiode.

Han havde endvidere henvist til Højesterets dom af 4. december 1991 offentliggjort i TfS. 1992,28, der vedrørte en tjenestemandsansat kommunaldirektør, der blev fritstillet i perioden 1. maj 1983 - 30. april 1984, hvor han efter aftale oppebar sædvanlig løn i fritstillingsperioden.

Højesteret fandt, at aftalen måtte forstås således, at kommunaldirektøren fratrådte sin tjenestemandsstilling pr. 30. april 1983. Der blev lagt vægt på, at kommunaldirektøren ikke i opsigelsesperioden havde nogle forpligtigelser eller rettigheder i forbindelse med stillingen som kommunaldirektør, hvorfor stillingen kunne genbesættes, at kommunaldirektøren efter fratrædelsesdatoen ikke havde økonomiske krav mod kommunen, bortset fra opsat pension, at han var forpligtet til senest med udgangen af april måned 1983 at rydde sit kontor og at kommunaldirektøren frit kunne tiltræde en nyt job i fritstillingsperioden, uden afkortning af det aftalte vederlag.

Kommunaldirektøren havde et opsigelsesvarsel på 3 måneder, og Højesteret fandt, at den del af den aftalte godtgørelse, som svarede til lønnen i denne periode skulle beskattes som almindelig indkomst, mens den øvrige del af godtgørelsen skulle beskattes som særlig indkomst.

Denne dom kunne på mange områder sammenlignes med situationen i klagerens sag, blandt andet at klageren havde samarbejdsproblemer med ledelsen i B efter episoden i juni 1995 om bonusproblematikken, at SAS ikke tog initiativ til at afskedige klageren, som allerede i juni 1995 havde tilkendegivet, at han ønskede at fratræde stillingen, at klageren efter sin fratræden ultimo 1995 ikke havde forpligtigelser eller rettigheder i relation til sin tidligere stilling, der rent faktisk blev genbesat, at klageren efter sin fratræden ikke havde økonomiske krav mod sin tidligere arbejdsgiver, at han ryddede sit kontor og forlod B umiddelbart i forbindelse med opsigelsen og at han frit kunne tiltræde et nyt job straks efter sin fratræden uden reduktion af den aftalte godtgørelse. Klageren tiltråde nyt job den. 1. august 1996.

Repræsentanten var derfor af den opfattelse, at et beløb svarende til den løn, der kunne henføres til opsigelsesperioden ved klagerens egen opsigelse af stillingen, hvilket var svarende til 6 måneder, skulle beskattes som almindelig indkomst, mens den øvrige del af godtgørelsen skulle beskattes efter de lempeligere regler i den dagældende § 7 w i ligningsloven.

Landsskatteretten udtalte:

Det måtte ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvornår klageren havde erhvervet endelig ret til fratrædelsesgodtgørelsen lægges til grund, at der først var indgået en endelig aftale mellem klageren og selskabets ledelse den 27. december 1995 vedrørende fratrædelsesgodtgørelsen.

Reglerne vedrørende indkomstopgørelsen i forbindelse med udbetaling af godtgørelse i anledning af fratræden af stilling fremgik af ligningslovens § 7, litra w, 1. - 3. punktum.

Af ligningslovens § 7, litra w, 1. og 2. punktum, fremgik bl.a.:

"Til opgørelsen af skattepligtig indkomst medregnes ikke:

....godtgørelse i anledning af fratræden af stilling. Godtgørelser, der overstiger 6.000 kr. fra samme arbejdsgiver inden for et indkomstår, medregnes dog til den skattepligtige indkomst med 70 pct. af den del af værdien, der overstiger 6.000 kr."

Efter ligningslovens § 7, litra w, 3. punktum, medregnes fratrædelsesgodtgørelser uanset bestemmelsen i ligningslovens § 7 litra w, 2. punktum til den skattepligtige indkomst i det omfang, beløbet trådte i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stilling for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt efter lovgivningens almindelige regler, dog højst for en periode af et år.

Landsskatteretten bemærkede, at den af advokaten påberåbte dom ikke umiddelbart kunne finde anvendelse, da der i dommen var tale om tjenestemandsansættelse, hvor opsigelsesperioden på 3 måneder var gældende både for tjenestemanden og arbejdsgiveren.

Landsskatteretten fandt i lighed med skatteankenævnet, at klageren i henhold til allonge til ansættelsesbekræftigelsen havde haft et opsigelsesvarsel på 12 måneder, og retten fandt derfor, at det omhandlede beløb ikke havde oversteget det beløb, som klageren havde krav på i opsigelsesperioden. Der var ved afgørelsen lagt vægt på bestemmelsens ordlyd, "..... kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt....". Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-12-22