Landsskatteretskendelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9516@2000-12-22/da
Indhold
Kurs, gældsbrev
- praksisændring
- genoptagelse i LSR
Reference:
SSL § 29 sammenholdt med § 35, stk. 1, nr. 7
A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet havde ansat yderligere avance ved salg af inventar berigtiget ved gældsbrev.
Ved skatteankenævnets kendelse af 20. februar 1997 var klagerens avancer på goodwill og inventar i forbindelse med salg af en restaurationsvirksomhed forhøjet, idet den del af købesummen, der var berigtiget ved gældsbrev, efter bekendtgørelse nr. 486 af 31. maj 1994 blev kontantomregnet, hvorved gældsbrevet ud fra Told- og Skattestyrelsens tabelmateriale blev ansat til kurs 96,4 mod en selvangivet kurs på 45.
Denne afgørelse blev stadfæstet ved Landsskatterettens kendelse af 14. november 1997, idet Landsskatteretten ikke fandt hjemmel til at fravige det af Told- og Skattestyrelsen udarbejdede tabelmateriale, idet der ikke var aftalt en kurs i overdragelsesaftalen.
Klagerens revisor havde anmodet om, at sagen blev genoptaget til fornyet behandling. Han havde til støtte herfor henvist til Landsskatterettens kendelse af 5/4 2000, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2000 nr. 527, hvor retten fandt, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel til at fastsætte kursen på et sælgerpantebrev udstedt som led i en virksomhedsoverdragelse på grundlag af det omtalte tabelmateriale, hvorfor kursen skulle ansættes til handelsværdien.
Da den foreliggende sag vedrørte indkomståret 1995, dvs. samme år som var til prøvelse i den af revisoren påberåbte kendelse af 5. april 2000, hvor der skete en ændring af praksis, var anmodningen om genoptagelse taget til følge efter skattestyrelseslovens § 29, jf. herved de ved lov nr. 381 af 2. juni 1999 indførte regler i lovens § 35, stk. 1, nr. 7, om adgangen til genoptagelse ved praksisændringer.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren den 5. september 1995 overdrog en af hende drevet restaurationsvirksomhed fra lejede lokaler til B og C. Købesummen blev endelig aftalt til 630.000 kr., heraf 305.000 kr. for inventar og 325.000 kr. for goodwill, hvoraf 442.623,87 kr. skulle berigtiges ved udstedelse af et sælgerpantebrev med sikkerhed i virksomheden, jf. tinglysningslovens § 47 b, stk. 2. Der var tale om et gældsbrev over 10 år med en rente på 10 % p.a., og med en fast månedlig ydelse.
Ved selvangivelsen ansatte klageren værdien af sælgerpantebrevet til kurs 45 og selvangav herefter en avance ved salg af goodwill på 120.941 kr. og en avance ved salg af inventar på 100.782 kr.
Det stedlige skatteankenævn havde ansat kursen på pantebrevet til 96,4 ud fra det af Told- og Skattestyrelsen udarbejdede tabelmateriale for 3. kvartal 1995 vedrørende pantebreve med sikkerhed i fast ejendom, jf. TS -cirkulære 1996-16.
Landsskatteretten udtalte:
Landsskatteretten havde ved kendelse af 5. april 2000, der var offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2000 nr. 527, i et lignende tilfælde fundet, at bekendtgørelse nr. 486 af 31/5 1994 om kontantværdiansættelse af overdragelsessummer efter afskrivningsloven og ligningsloven, § 5, indeholdende adgang for Told- og Skattestyrelsen til bindende fastsættelse af kurser på nærmere specificerede arter af fordringer og gæld, ikke havde den fornødne hjemmel i afskrivningsloven og ligningsloven, idet den i bekendtgørelsen forudsatte mulighed for bindende fastsættelse af kursværdier afvigende fra handelsværdien medførte en beskatning, der gik videre, end de til grund for bekendtgørelsen liggende love gav hjemmel for.
På denne baggrund fandt Landsskatteretten nu, at der ikke havde været hjemmel til at kursfastsætte det af sagen omhandlede pantebrev til 96,4 ud fra det af Told- og Skattestyrelsen udarbejdede tabelmateriale, idet det med tilstrækkelig sikkerhed måtte anses for sandsynliggjort, at handelsværdien i det konkrete tilfælde var væsentlig lavere.
Retten fandt efter omstændighederne ikke grundlag for at fravige den selvangivne værdiansættelse af pantebrevet til 45, hvorfor klagerens indkomst på de påklagede punkter nedsattes til det selvangivne.