Gelex

Landsskatteretskendelse

GældendeVersion 2000-12-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9518@2000-12-22/da

Indhold
  1. Indledning

Ukuransnedskrivning

Ugyldighedsindsigelse

Reference:

SL § 6, stk. 1, litra a.

A A/S, der havde selvangivet nedskrivning for ukurans med 2.327.179 kr., klagede over, at skatteforvaltningen kun havde godkendt en nedskrivning med 763.991 kr.

Det var oplyst, at selskabet var et 100 % ejet datterselskab af B ApS. Selskabet var sambeskattet med dets 100 % ejede datterselskab, C ApS. Selskabets hovedaktivitet bestod i at afsætte værktøj og maskiner til el- og elektronikindustrien. Selskabets regnskabsår løb fra 1. juli til 30. juni. Selskabets regnskab for 1997/98 udviste en omsætning på 51.949.775 kr. og en bruttoavance på 35,3 %.

Ad formalitet

Det var oplyst, at følgende uddrag af selskabets revisors brev til skatteforvaltningen var gengivet i sagsfremstillingen under selskabets bemærkninger til sagen: " Varer, der som følge af ændrede fabrikationsmetoder, ændrede markeds- eller efterspørgsels- forhold, fejlslagne indkøbsdispositioner, nye produkter m.v. af virksomheden anses som teknisk/økonomisk ukurante, er ikke medtaget i lagerværdiopgørelsen. Brutto- lagerværdien indeholder således alene kurante varer ".

Det var desuden oplyst, at selskabets revisor i forbindelse med sine bemærkninger til skatteforvaltningens sagsfremstilling anførte, at nedskrivningsbeløbet på 1.563.188 kr. ikke dækkede over ukurante varer, men alene varer, der ikke var objektivt ukurante såsom ukurans som følge af beskadigelse. Skatteforvaltningen havde herefter i sagsfremstillingen under punktet "selskabets opfattelse og begrundelse herfor" anført, at bruttolagerværdien således alene indeholdt kurante varer. Skatteforvaltningen havde tillige under "sagens faktiske forhold" anført, at der var nedskrevet med 1.563.188 kr. på kurante varer over 2 år.

Det var endvidere oplyst, at skatteforvaltningen ikke under sagsbehandlingen havde ønsket at besigtige selskabets varelager. Skatteforvaltningen havde endvidere ikke udbedt sig selskabets lagerlister til brug for sagsbehandlingen.

Selskabets revisor havde nedlagt påstand om, at skatteansættelsen var ugyldig, samt at ansættelsen skulle foretages i overensstemmelse med det selvangivne. Revisoren havde hertil anført, at skatteforvaltningen ikke gav en loyal og neutral gengivelse af selskabets anbringender, at skatteforvaltningen havde lavet faktuelle fejl i sagsfremstillingen, at selskabets revisor derfor i en skrivelse havde lagt op til, at der burde afholdes et møde om sagen med henblik på at klarlægge faktum, at der imidlertid ikke blev afholdt et møde herom, samt at man på denne baggrund var af den opfattelse, at skatteforvaltningen ikke havde iagttaget de minimumsregler, der gjaldt for sagsbehandling i forvaltningen, jf. herunder reglerne i skattestyrelsesloven samt officialprincippet.

Landsskatteretten bemærkede, at det fulgte af officialprincippet, at det som udgangspunkt påhvilede myndigheden selv at fremskaffe de fornødne oplysninger om de foreliggende sager, eller dog foranledige at eksempelvis parterne selv medvirkede til sagsoplysningen. Af officialprincippet fulgte tillige, at en forvaltningsretlig afgørelse først måtte træffes, når de nødvendige oplysninger forelå. Officialprincippet modificeredes blandt andet derved, at i sager, der rejstes ved ansøgning af en borger selv, ville det ofte påhvile borgeren selv at fremskaffe de nødvendige oplysninger. Officialprincippet modificeredes derudover af almindelige proprotionalitetsbetragtninger. Officialprincippet var en garantiforskrift, hvis overholdelse var af generel væsentlighed for sagsbehandlingen, og hvis tilsidesættelse derfor medførte en afgørelses ugyldighed.

Retten bemærkede tillige, at en skatteyder var forpligtet til at fremkomme med begrundelse og dokumentation vedrørende poster, der belastede resultatopgørelsen i et regnskab, jf. principperne for almindelige forvaltningsretlige ansøgningssager.

Retten bemærkede ydermere, at begrebet "god forvaltningsskik" var en standard udviklet hos Folketingets Ombudsmand vedrørende fagetiske principper gældende for den offentlige forvaltning, men hvis overtrædelse ikke i sig selv havde retlige følger.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteforvaltningens afgørelse som ugyldig ved, at skatteforvaltningen havde undladt at efterkomme selskabets opfordring til besigtigelse af varelageret samt ikke ex officio havde opfordret selskabet til at indsende yderligere materiale vedrørende varelagerets opgørelse. Retten havde henset til, at skatteforvaltningen havde haft drifts- og skatteregnskaber samt visse statusopgørelser til rådighed for afgørelsesgrundlaget, samt at der ikke fandtes at være omstændigheder i øvrigt, der bevirkede, at skatteforvaltningens skøn over omfanget af det indhentede materiale havde været uforsvarligt under hensyn til de for en myndighed af den pågældende type eksisterende rammer for sagsbehandlingen. Retten bemærkede dog, at skatteforvaltningen havde handlet i strid med god forvaltningsskik ved trods selskabets korrektion heraf alligevel at have tilført sagsfremstillingen det forhold, at selskabet havde nedskrevet på kurante varer. Dette fik dog ikke konsekvenser for afgørelsens gyldighed. Den påklagede afgørelse var gyldig.

Ad nedskrivning for ukurans

Det var oplyst, at selskabets varelager i det omhandlede år bestod af ca. 16.000 varenumre i form af el- og elektronikvarer. Selskabet anvendte et moderne lagersystem, der viste lagerværdien samt antal stk. på lager på anskaffelsestidspunktet. Lagerafgangen bogførtes automatisk efter FIFO-princippet (Man antager, at de ældste varer sælges først. De resterende varer værdiansættes herefter til den seneste anskaffelsespris).

Selskabet har for regnskabsår forud for 1997/98 foretaget individuelle vurderinger ved lagernedskrivning med procentvise nedskrivninger for de enkelte varegrupper, mens der for regnskabsåret 1997/98 var anvendt en standardiseret nedskrivningsprocedure, således at der var foretaget en værdiansættelse af varebeholdninger, der havde henligget på lager uden salg i over 2 år til 0 samt for beholdninger under 2 år til indkøbspris/fakturapris. Selskabet havde herefter pr. 30. juni 1998 foretaget følgende nedskrivninger for ukurans:

Nedskrivning, ukurante varer under 2 år 100 % 124.775 kr.

Nedskrivning, ukurante varer over 2 år 100 % 324.840 kr.

449.615 kr.

Nedskrivning, demovarer 314.376 kr.

763.991 kr.

Nedskrivning, varer i øvrigt over 2 år 100 % 1.563.188 kr.

Ukuransnedskrivning i alt 2.327.179 kr.

Selskabet havde skattemæssigt fradraget de i regnskabet foretagne nedskrivninger for ukurans.

Skatteforvaltningen havde forhøjet selskabets indkomst med 1.563.188 kr. vedrørende ikke godkendt nedskrivning for ukurans på varelageret. Skatteforvaltningen havde ved sin afgørelse lagt vægt på, at procentvise nedskrivninger kun kunne anvendes i det omfang, der ikke forelå et andet og mere sikkert værdiansættelsesgrundlag. Selskabet havde på denne baggrund ikke været berettiget til først at foretage nedskrivninger efter konkrete vurderinger for derefter at foretage procentvise nedskrivninger på det resterende varelager herudover.

Selskabets revisor havde principalt nedlagt påstand om, at den af selskabet foretagne nedskrivning for ukurans blev godkendt med det selvangivne. Revisoren havde subsidiært nedlagt påstand om, at nedskrivning for ukurans godkendtes med 1.669.289 kr. Revisoren havde til støtte for sin principale påstand fremført, at skatteforvaltningen ikke konkret havde påvist, at den foretagne nedskrivning for ukurans havde været for stor, at antallet af varenumre var meget stort, at selskabet ved anvendelse af individuelle nedskrivninger for de enkelte varegrupper ikke formåede at nedskrive på alle ukurante varer, hvorfor denne nedskrivningsmetode ikke afspejlede den reelle ukurans, at der skete en stadig hurtigere teknisk udvikling, hvorfor ukurans på varelageret blev et stadigt større problem, at selskabets lageromsætning normalt lå meget højt på 5-6 gange, at det i praksis har vist sig, at varer, der er ældre end to år, som udgangspunkt ikke kan forventes afhændet til en for selskabet rimelig pris, at ud fra en samlet vurdering havde anset den anvendte nedskrivningsmetode for den mest realistiske vurdering af den samlede ukurans, som gav det mest retvisende billede af varelagerets værdi pr. statusdagen.

Revisoren havde endvidere anført, at man ikke var enige i skatteforvaltningens fortolkning af reglerne vedrørende nedskrivning for ukurans. Det fremgik således af ligningsvejledningen, at der kunne foretages en opdeling mellem fysisk og teknisk/økonomisk ukurans, og at der kunne foretages en procentvis nedskrivning i relation til sidstnævnte. Procentregler måtte derfor kunne anvendes, hvor det gav det mest retvisende billede.

Revisoren havde ydermere anført, at eftersom skatteforvaltningen ikke havde godkendt ned- skrivning for ukurans efter den for det omhandlede år anvendte metode, burde skatteforvaltningen havde godkendt nedskrivning for ukurans efter de hidtil anvendte principper foretaget på baggrund af en minutiøs gennemgang af lagerlistens varenumre.

Revisoren havde i relation til den subsidiære påstand anført, at såfremt ukuransnedskrivningen ikke kunne godkendes på det foreliggende grundlag, burde der godkendes nedskrivning efter de vejledende satser i ligningsvejledningen. Dette ville medføre en nedskrivning på i alt 1.669.289 kr. for det omhandlede år, der fremkom som følger:

Varer over 1 år: 25 % af 2.502.084 kr. 625.521 kr.

Varer over 2 år: 50 % af 1.038.838 kr. 519.419 kr.

Varer over 3 år: 100 % af 524.349 kr. 524.349 kr.

I alt 1.669.289 kr.

Landsskatteretten bemærkede, at et varelager kunne værdiansættes med udgangspunkt i enten dagsprisen på statustidspunktet, indkøbsprisen med tillæg af fragt, told m.v. eller fremstillingsprisen, jf. varelagerlovens § 1, stk. 1. Udgangspunktet ved opgørelsen af ukurans var således den værdiansættelse, der var gældende for kurante varer. Nedskrivning for ukurans udgjorde herefter forskellen mellem den faktisk opgjorte indkøbspris eller fremstillingsprisen i henhold til nævnte § 1, stk. 1, og dagsprisen, hvorved måtte forstås genanskaffelsesprisen på statustidspunktet.

Retten bemærkede herudover, at en virksomhed ved fastsættelsen af dagsprisen for ukurante varer kunne foretage procentvise nedskrivninger for teknisk/økonomisk ukurans i overensstemmelse med de i ligningsvejledningen angivne retningslinier, såfremt der ikke forelå et andet og mere sikkert værdiansættelsesgrundlag. Ved afgørelsen af om der forelå sådan teknisk/økonomisk ukurans, måtte der foretages en vurdering af omsætningshastigheden for de enkelte varer eller enkelte serier af varer indenfor de enkelte varegrupper.

Retten bemærkede tillige, at fradrag for en udgift som hovedregel først kunne foretages i det indkomstår, hvori udgiften blev afholdt, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Retten fandt at kunne lægge til grund, at den normale, gennemsnitlige lageromsæt- ningshastighed for det omhandlede selskab lå på 5-6 gange, at i sammenligning hermed måtte omsætningshastigheden udfra et skøn over selskabets lagerlister anses for lav i relation til de varegrupper, på hvilke der var nedskrevet for teknisk og økonomisk ukurans, således at der overvejende var nedskrevet på ukurante varegrupper, at der imidlertid blandt de omhandlede varegrupper ved stikprøvevis gennemgang var konstateret en andel kurante varegrupper. I mangel af konkrete opgørelser fandt retten, at 80 % af de omhandlede varegrupper kunne henføres til ukurante varer i alt 1.250.550 kr., samt at 20 % kunne henføres til kurante varer i alt 312.638 kr. Retten fandt herefter, at der i relation til de ukurante varer i mangel af et andet og mere sikkert værdiansættelsesgrundlag kunne nedskrives med de i ligningsvejledningen anførte takster, hvorefter der for de omhandlede ukurante varegrupper kunne godkendes nedskrivning for ukurans med 75 %, således at disse varegrupper værdiansattes til 25 % af lagerværdien. Der kunne herefter godkendes en samlet nedskrivning for ukurans med 75 % af 1.250.550 kr. i alt 937.913 kr. Den påklagede afgørelse blev nedsat i overensstemmelse hermed.

Versioner

  1. 2000-12-22