Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9519@2000-12-30/da

Indhold

1. Indledning

dansk filial

avance ved salg af goodwill

Reference:

SEL § 12

Klagen til Landsskatteretten vedrørte indkomstopgørelsen af udenlandsk forsikringsselskabs filial her i landet og anvendelsen af selskabsskattelovens § 12, stk. 3, (nu stk. 1).

B havde drevet virksomhed i Danmark i en lang årrække gennem to filialer, herunder filialen A. A overdrog ved aftale af 24. maj 1994 (purchase agreement) med virkning fra den 1. januar 1994 ca. 2/3 af filialens skadesforsikringsvirksomhed til C A/S. Overdragelsessummen for skadesporteføljen udgjorde 145,5 mio. kr., som ifølge aftalen var fordelt således:

Formidlingsprovision 95,0 mio. kr.

Goodwill 35,0 mio. kr.

Software 15,5 mio. kr.

Overdragelsessum i alt 145,5 mio. kr.

Told- og Skatteregionen havde - idet der ikke som aftalt var godkendt overdragelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1994 - opgjort den samlede salgssum ved salget den 24. maj 1994 til C A/S til 192.334.400 kr., idet der udover salgssummen på 145.500.000 kr. var medregnet yderligere salgssum 46.834.400 kr. Avancen vedrørende formidlingsprovision, goodwill og software var anset for skattepligtig efter ligningslovens dagældende § 16 E, stk. 1, jf. hhv. bestemmelsens nr. 5, nr. 1 og nr. 2, idet regionen havde fundet, at den af selskabet benævnte "formidlingsprovision" retteligt skulle anses som vederlag for sælgers påtagelse af konkurrenceklausul. Avance til beskatning ved salget var herefter opgjort til 169.201.395 kr., idet der ved afståelse af goodwill i 1994 alene skulle medregnes 50 % af fortjenesten, jf. lov nr. 428 af 25. juni 1993, § 8, stk. 4. Fordelingen af salgssummen og avancen til beskatning - som der ikke var rejst indvendinger imod - var følgende:

Salgssum Avance

Formidlingsprovision 125.579.160 kr. 125.579.160 kr.

Goodwill 46.226.010 kr. 23.133.005kr.

Software 20.489.230 kr. 20.489.230 kr.

I alt 192.334.400 kr. 169.201.395 kr.

Regionen havde ansat den skattepligtige indkomst for skatteåret 1995/96 (omfattende kalenderåret 1994) til 186.325.411 kr., jf. opgørelse i sagsfremstilling side 1-2. Ved ansættelsen var det lagt til grund, at der ved opgørelsen af filialens skattepligtige indkomst efter selskabsskattelovens dagældende §12, stk. 3, ikke skulle indgå beløbet på 169.201.395 kr., men at dette beløb skulle medregnes særskilt i henhold til ligningslovens dagældende § 16 E, jf. selskabsskat-telovens § 8, stk. 1. Ved indkomstansættelsen indgik derfor beløbet 169.201.395 kr. samt indkomst opgjort efter selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, -9.794.196 kr., der var beregnet således:

-894.591.847 kr. x 286.720.480 kr.

26.188.755.632 kr.

Repræsentanten havde gjort gældende, at beløbet på 169.201.395 kr. ved opgørelsen af filialens skattepligtige indkomst efter selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, ikke skulle beskattes særskilt, men skulle indgå ved opgørelsen efter denne bestemmelse, og at indkomstopgørelsen efter denne bestemmelse herefter kunne beregnes til -7.941.740 kr., der var opgjort således:

-725.390.452 kr. x 286.720.480 kr.

26.188.755.632 kr.

Repræsentanten havde på baggrund heraf nedlagt påstand om, at den ansatte skattepligtige indkomst for skatteåret 1995/96 blev ændret fra 186.325.411 kr. til 18.976.472 kr., der fremkom således:

Ansat indkomst 186.325.411 kr.

medregnet afståelsessum - 169.201.395 kr.

+tilbeskatning, jf. selskabsskatte

lovens dagældende §12, stk.3

169.201.395kr.x286.720.480kr. 26.188.755.632 kr. 1.852.456 kr.

Indkomst herefter 18.976.472 kr.

Bestemmelsen i selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3 (senere stk. 1), som blev indsat ved lov nr. 255 af 11. juni 1960, havde følgende ordlyd:

"For udenlandske forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet, fastsættes indkomsten her i landet til den del af selskabets samlede indkomst, opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som efter forholdet mellem dets brutto-præmieindtægt her i landet og dets samlede brutto-præmieindtægt falder på brutto-præmieindtægten her i landet. Hvor særlige forhold gør sig gældende, kan skatte-ministeren efter indstilling fra Ligningsrådet tillade en anden opgørelsesmåde anvendt."

I bemærkningerne til bestemmelsen var anført:

"I den gældende statsskattelovs § 6, stk. 3, indeholdes der en bestemmelse, hvorefter den "Regeringen" ved lov nr. 115 af 16. april 1907, nu lov nr. 299 af 30 juni 1922 § 51, stk. 4, givne bemyndigelse til at give særlige regler med hensyn til ansættelsen af indkomsten for udenlandske livsforsikringsselskaber med virksomhed her i landet også skal komme til anvendelse på andre udenlandske forsikringsselskaber end livsforsikringsselskaber, og da navnlig således, at man som skattepligtig indkomst her i landet behandler den del af selskabets samlede overskud, der svarer til forholdet mellem dets brutto-præmieindtægt her i landet og dets samlede bruttopræmieindtægt. Da den angivne opgørelsesmåde som regel vil være den mest hensigtsmæssige, har man i den foreslåede lovbestemmelse umiddelbart foreskrevet dens anvendelse. Man har imidlertid i praksis været ude for ganske enkelte tilfælde, hvor anvendelsen af den nævnte opgørelsesmetode ville føre til urimelige resultater, og der er derfor ved den foreslåede bestemmelse åbnet mulighed for, hvor det skønnes påkrævet, at tillade en anden opgørelsesmåde anvendt."

I de år, hvor A havde drevet virksomhed i Danmark, var filialens indkomst opgjort efter den indirekte opgørelsesmetode, jf. selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, 1. punktum. Repræsentanten havde dog oplyst, at over- og underskud ved drift af fast ejendom og realiserede kursgevinster og -tab på værdipapirer ikke havde indgået ved opgørelsen af filialens skattepligtige indkomst efter denne bestemmelse, og at gevinst og tab på fast ejendom og værdipapirer her i landet derfor var medregnet fuldt ud ved opgørelsen af filialens skattepligtige indkomst i Danmark i overensstemmelse med langvarig praksis.

Der var i øvrigt henvist til fremlagt redegørelse fra Foreningen af forretningsførere for udenlandske forsikringsselskaber fra 6. juni 1963 med vedhæftet afskrift af brev (oversat til engelsk) fra det daværende Statens Ligningsdirektorat.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede ansættelse lagt til grund, at den samlede indkomst i relation til selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, kun omfattede løbende indtægt ved forsikringsvirksomhed og ikke fortjeneste ved afståelse af formuegoder.

Der var til støtte herfor henvist til, at forståelsen af udtrykket "skattelovgivningens almindelige regler" fandtes at være afgørende i relation til betydningen af selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3. Vedrørende dette udtryk fandtes der at skulle sondres mellem på den ene side lovens § 8, stk. 1, og på den anden side lovens dagældende § 8, stk. 2. Lovens dagældende § 12, stk. 3, ansås ud fra en modsætningsslutning mellem de to bestemmelser at vedrøre den almindelige indkomst, medens den særlige indkomst ansås at komme herudover. Det var bemærket, at lovens dagældende § 8, stk. 2, stadig fandtes at have betydning, når ligningslovens dagældende § 16 E, stk. 1, nr. 2 og 5, var overført fra dagældende lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4 og 14, for formuegoder, der blev afstået den 19. maj 1993 eller senere.

Der var endvidere henvist til cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 til selskabsskatteloven, punkt 65. Det var anført, at der i afsnit 3 og 4, var sondret mellem skattepligtig indkomst og særlig indkomst (fortjeneste/tab ved afhændelse m.v.), og at særlig indkomst således faldt uden for selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3.

Selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, fandtes også ud fra en naturlig sproglig forståelse at referere til løbende indtægt ved forsikringsvirksomhed, jf. herved også "Selskabsbeskatning" af Erna Christensen m.f 1., 15 udgave side 172, hvor der anførtes: "Samlet overskud opgjort efter danske regler".

Der var herudover som fortolkningsbidrag henvist til, at der i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz af 23. november 1973 var sondret mellem løbende indtægter, jf. artikel 7, stk. 4 og 5, der fandtes at svare til selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, og salg af formuegenstande, jf. artikel 13, stk. 2, og at selskabsskattelovens dagældende § 8, stk. 2, sammenholdt med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 13, måtte føre til, at Danmark kunne beskatte fortjeneste på formuegoder, der var knyttet til virksomheden. Det var bemærket, at selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, i tilfælde af tvivl blev tolket i forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten med det pågældende udland, jf. at der i "Selskabsbeskatning" af Erna Christensen m.f1., 15 udgave side 172, anførtes: "Anvendelsen af denne indirekte indkomstopgørelsesmetode, som er hovedreglen, er anset at være i overensstemmelse med den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. TfS 1984.204". Det var endvidere bemærket, at en anvendelse af omregningsbrøken i henhold til selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, ville føre til, at Danmark kun udnyttede sin beskatningsret vedrørende avance ved salg af formuegenstande med ca 1 %, og at beskatningsretten herefter de facto ville blive overgivet til Schweiz i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Det var i øvrigt bl.a. bemærket, at den omstændighed, at gevinst og tab på fast ejendom og værdipapirer her i landet var medregnet fuldt ud ved opgørelsen af filialens skattepligtige indkomst i Danmark, viste, at der skete indkomstmæssig regulering ud over forsikringsbrøken i henhold til selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, selv om transaktionerne lå inden for normal forsikringsvirksomhed.

Repræsentanten havde til støtte for den nedlagte påstand om ændring af den ansatte skattepligtige indkomst på 186.325.411 kr. til en skattepligtig indkomst på 18.976.472 kr. gjort gældende, at den samlede indkomst i relation til selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, omfattede såvel det årlige driftsresulat som fortjeneste ved realisation af aktiver.

Det var anført, at der pr. definition kun var en samlet indkomst for B, at denne omfattede alle indkomster, at der med selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, var gjort endeligt op med beskatningen af udenlandske forsikringsselskabers filialer, og at der ikke var hjemmel til at beskatte filialen efter andre regler.

For udenlandske forsikringsselskabers filialer i Danmark gjaldt den indirekte opgørelsesmetode i selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3. Denne indirekte avancebaserede opgørelsesmetode fandt kun anvendelse som generel fordelingsmetode på forsikringsselskaber. Den direkte metode, som var den, der var omhandlet i cirkulæret til selskabsskatteloven punkt 65, afsnit 3 og 4, fandt derimod anvendelse på alle andre begrænsede skattepligtige selskaber m.v. Told- og skatteregionens henvisning til disse afsnit savnede derfor mening i denne sammenhæng.

Dobbeltbeskatningsoverenskomster kunne kun benyttes til at lempe beskatningen. De kunne ikke afgive selvstændig hjemmel for beskatning i tilfælde, hvor sådan hjemmel ikke fandtes i henhold til de interne regler. Danmark havde valgt at beskatte udenlandske filialer i Danmark efter selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, hvor den samlede globale indkomst omfattede alle indkomstarter. Uanset hvad der måtte følge af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, havde Danmark således ikke intern hjemmel til at beskatte fortjenesten ved afståelse af skadesporteføljen efter andre regler end reglen i selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3.

Told- og skatteregionens fiskale betragtninger var irrelevante og heller ikke rigtige. Baggrunden for, at man valgte at anvende den indirekte metode for udenlandske forsikringsselskabers filialer, var angiveligt, at denne gav en bedre og mere realistisk og sikker indkomstfordeling end den direkte metode. Hertil kom, at told- og skatteregionens opfattelse konkret førte til en helt skæv indkomstfordeling. For eksempel var hovedparten af købesummen betaling for formidlingsprovision. Disse provisioner, der var afholdt af filialen forud for overdragelsen til C A/S, var udgiftsført ved opgørelsen af selskabets globale samlede skattepligtige indkomst og havde derfor kun kunnet fradrages forholdsmæssigt ved opgørelsen af den danske skattepligtige indkomst efter reglen i selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3. Told- og skatteregionens opfattelse førte til, at hele vederlaget herfor nu skulle beskattes i Danmark. De samme synspunkter gjorde sig gældende for så vidt angik goodwill og software. Idet det var oplyst, at størrelsen af provisionen i aftalen, 95 mio. kr., var fastsat ud fra en forhandling med udgangspunkt i, hvad A havde betalt i provision til sine assurandører og mæglere, og hvilken provision, der ville have påhvilet C A/S på en portefølje i niveauet 360 mio. kr., var det i denne forbindelse bemærket, at det fandtes uden sammenhæng med de faktiske forhold, at formidlingsprovisionen af told- og skatteregionen ansås som vederlag for sælgers påtagelse af en konkurrenceklausul. Reglen i selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, indebar i øvrigt, at A ved opgørelsen af selskabets samlede indkomst havde skullet medregne fortjenester ved afståelse af aktiver uden for Danmark, og at sådanne fortjenester således var indgået ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst her til landet.

Der var ikke hverken i lovens ordlyd, cirkulære, dobbeltbeskatningsoverenskomst eller på andet grundlag hjemmel eller grundlag i øvrigt for den af regionen anlagte for-tolkning af selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3.

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling i Landsskatteretten indstillet den påklagede indkomstansættelse stadfæstet.

Der var henvist til, dels at det af bemærkningerne til selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, syntes at følge, at det havde været formålet at lovfæste og videreføre den hidtidige opgørelsesmetode alene med den ændring, at der blev åbnet mulighed for dispensation i konkrete tilfælde, således at den tidligere opgørelsesmetode fortsat måtte skulle finde anvendelse, dels at brøkindkomsten i den tidligere bestemmelse i statsskattelovens § 6, stk. 3, alene omfattede indkomsten af forsikringsvirksomhed, jf. ordlyden af bestemmelsen og bemærkninger (gengivet nedenfor) samt fra praksis tillige eksempelvis LOSR 1927.75.

§ 6, stk. 3:

"Den ved lov nr. 115 af 16. april 1907 om tillæg til lov nr. 72 af 29. marts 1904 om livsforsikringsvirksomhed meddelte bemyndigelse for regeringen til overfor her i landet tilladte udenlandske livsforsikringsselskaber at fastsætte særlige regler angående ansættelsen af den nettoindtægt, hvoraf skatter og afgifter til det offentlige beregnes, skal også kunne komme til anvendelse overfor andre udenlandske forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet, for så vidt angår indkomst af sådan virksomhed og da navnlig på det grundlag, at som skattepligtig indtægt her i landet (nettoindtægt) behandles den del af selskabets samlede overskud, der svarer til forholdet mellem dets brutto-præmieindtægt her i landet og dets samlede brutto-præmieindtægt."

Bemærkninger:

"I § 6, næstsidste stykke er optaget en tilføjelse, som går ud på at sikre, at de særlige regler for opgørelse af udenlandske livsforsikringsselskabers skattepligtige indkomst alene finder anvendelse med hensyn til indtægter af forsikringsvirksomheden og ikke med hensyn til andre indtægter, de måtte oppebære her fra landet, såsom fra faste ejendomme her."

Det fulgte af bemærkningerne til den tidligere bestemmelse i statsskattelovens § 6, stk. 3, samt LOSR 1927.75, at fast ejendom ikke var omfattet af forsikringsvirksomhed i bestemmelsens forstand, og obligationer m.v. var i en fremlagt afgørelse fra Finansministeriet af 11. oktober 1992 tillige holdt uden for brøkindkomsten og gjort til genstand for særskilt beskatning. På denne baggrund fandtes begrebet forsikringsvirksomhed at skulle forstås snævert i relation til den tidligere bestemmelse i statsskattelovens § 6 og dermed også i relation til den senere bestemmelse i selskabsskattelovens § 12. Det fandtes dog næppe fornødent at anlægge en snæver fortolkning af begrebet forsikringsvirksomhed for at nå frem til, at fortjeneste/tab ved afståelse af virksomhedens aktiver faldt udenfor dette begreb. Der var henvist til, at hovedreglen vel nærmest fandtes at være, at realisationsavancer/tab ikke beskattedes efter reglerne for den løbende virksomhed, men udelukkende efter de respektive regler om kapitalgevinstbeskatning, og at beskatning efter reglerne for den løbende virksomhed typisk kunne gennemføres, hvis der var tale om næring med de pågældende aktivtyper. Der var henvist til en fremlagt landsskatteretskendelse fra april 1997 samt til tidligere praksis om udlandslempelse, jf. cirkulære til selskabsskatteloven, punkt 69. Det var bemærket, at i modsætning -til realisationsavancer måtte afskrivning på de aktiver, der indgik i virksomheden - svarende til sædvanlige driftsomkostninger ved forsikringsvirksomheden - fragå ved opgørelsen af globalindkomsten hidrørende fra forsikringsvirksomheden, og at der derfor også skete en forskellig behandling af goodwill hos sælger og køber, når begge var omfattet af selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3.

Når fast ejendom og obligationer efter det oplyste gennem en lang årrække var holdt udenfor brøkindkomsten, herunder uden at der sås at foreligge en tilladelse til at anvende en anden opgørelsesmetode efter selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, fandtes dette herefter at være udtryk for en fortolkning af, hvorledes den indirekte metode skulle praktiseres, jf. nærmere udtalelse til Landsskatteretten af 6. april 2000.

Det var herved bl.a. bemærket, at den i sagen foreliggende udtalelse fra det daværende Statens Liqningsdirektorat, hvorefter obligationer holdtes udenfor brøkindkomst, på den baggrund måtte antages at basere sig på en vurdering af, hvorvidt fortjeneste/tab på obligationer var omfattet af forsikringsvirksomhed i den forstand, som dette begreb skulle forstås i relation til selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3. Endvidere var det bemærket, at den nævnte udtalelse vedrørende obligationer omhandlede beskatningen efter den dagældende nyindførte bestemmelse i ligningslovens § 4, der som noget nyt for bl.a. forsikringsselskaber indførte beskatning af fortjeneste/-tab på obligationer, hvilket ikke var beskattet som en del af forsikringsvirksomheden, og at dette underbyggede det synspunkt, at avancebeskatning generelt ikke havde været inddraget i brøkindkomsten som en del af forsikringsvirksomheden.

Det var således Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at den påklagede indkomstansættelse var bedst stemmende med lovbestemmelsens forarbejder og tilgængelig praksis.

Repræsentanten havde hertil anført, at der ikke var hjemmel eller grundlag i øvrigt for de af Told- og Skattestyrelsen anførte synspunkter.

Selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, pålagde udenlandske forsikringsselskabers filialer her i landet at opgøre den skattepligtige indkomst her til landet efter den indirekte metode. Bestemmelsen var udtømmende, men åbnede mulighed for, at der kunne opnås tilladelse helt eller delvis til at opgøre indkomsten efter en anden opgørelsesmåde, den direkte metode. Anvendelse af en anden metode end den indirekte krævede tilladelse. Efter praksis havde det været helt almindeligt, at udenlandske forsikringsselskabers filialer her i landet generelt havde anvendt den indirekte metode, men konkret fået tilladelse til at anvende den direkte metode netop vedrørende fast ejendom her i landet og obligationer knyttet til virksomheden her i landet. En tilladelse til at anvende den direkte metode vedrørende to bestemte typer af aktiver kunne ikke udstrækkes til at omfatte andre aktiver, medmindre der var søgt og opnået tilladelse hertil, hvilket der ikke var i denne sag.

Beskatningen af såvel det løbende driftsresultat som afståelse af aktiver knyttet til virksomheden her i landet måtte være undergivet samme beskatningsmetode, enten den indirekte metode eller den direkte metode. Det var ikke muligt at begrænse den indirekte metode til kun at omfatte det løbende afkast af aktiverne. I øvrigt fandtes der ikke at være noget som helst belæg for, at forsikringsvirksomhed i relation til selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, skulle forstås på en anden måde - endsige en særlig snæver måde - end den, der almindeligvis gjaldt for denne type virksomhed. Hertil kom, at avancen på de aktiver, som sagen drejede sig om - formidlingsprovision, goodwill og sof-tware - i forbindelse med afståelse af en skadesportefølje nødvendigvis måtte være omfattet af begrebet forsikringsvirksomhed, da de var direkte afledt af og en nødvendig og integreret del af det at drive forsikringsvirksomhed.

Told- og Skattestyrelsen udtalte også selv i Ligningsvejledningen (senest for 1999, afsnit S.C.1.3.2.4, hvor stk. 1, tidligere var stk. 3) vedrørende udenlandske forsikringsselskaber følgende:

"Udenlandske forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet (begrænset skattepligtige), skal ifølge SEL § 12, stk. 1, opgøre den skattepligtige indkomst på den måde, at først opgøres - efter danske regler - selskabets samlede globale indkomst. Den her i landet skattepligtige indkomst udgør da så stor en del af globalindkomsten, som svarer til forholdet mellem bruttopræmieindtægten her i landet og selskabets samlede globale bruttopræmieindtægt.

Skatteministeren kan i særlige tilfælde efter indstilling fra Ligningsrådet tillade, at indtægten opgøres på anden måde. Der er således givet tilladelse til, at visse særlige indtægter, som ikke vedrører forsikringsvirksomheden, f.eks. overskud ved driften af selskabets faste ejendom her i landet, er trukket ud af globalindkomsten og betragtet som alene dansk indkomst."

Som det fremgik af Ligningsvejledningen blev der ikke sondret mellem det løbende driftsresultat og fortjeneste ved afståelse af formuegoder. Der var ikke og havde ikke været hjemmel til at splitte begrebet "selskabets samlede indkomst" op i over-og underskud på den løbende forsikringsdrift og gevinst og tab på salg af aktiver og undergive indkomsterne en forskellig skattemæssig behandling. Det fremgik ligeledes klart af såvel Ligningsvejledningen som lovgivningen, at anvendelse af en anden metode end den indirekte krævede tilladelse, og at det således ikke var udtryk for en fortolkning af, hvorledes den indirekte metode skulle praktiseres, når f.eks. fast ejendom her i landet beskattedes efter den direkte metode. I Ligningsvejledningen var det således udtrykkeligt anført, at også indtægter, som efter skattemyndighedernes egen opfattelse ikke var omfattet af forsikringsvirksomheden, skulle beskattes efter den indirekte metode, medmindre der var opnået tilladelse til andet.

Vedrørende den landsskatteretskendelse fra 1997, hvortil Told- og Skattestyrelsen havde henvist, fandtes det umiddelbart vanskeligt at se, hvilken relevans denne afgørelse havde for bedømmelsen af den aktuelle sag. Landsskatteretten nåede frem til, at der ikke i den dagældende skattelovgivning var hjemmel til beskatning af det omhandlede vederlag for afståelse af en forsikringsporteføje. I det omfang en indkomst/avance ikke var skattepligtig efter danske regler, skulle den selv sagt heller ikke medregnes i opgørelsen af selskabets globale indkomst. Heller ikke de nu ophævede regler for udlandslempelse havde relevans for bedømmelsen af den aktuelle sag.

A havde løbende ladet sig beskatte af fast ejendom og obligationer her i landet efter den direkte metode og skulle derfor også beskattes efter denne metode ved afståelse af sådanne aktiver. For så vidt angik alle andre aktiver var beskatningen sket efter den indirekte metode, og det måtte nødvendigvis også være den metode, der skulle anvendes i forbindelse med afståelse af disse aktiver.

Told- og Skattestyrelsen havde supplerende udtalt, at der ikke forelå praksis på området, og at de to afsnit i Ligningsvejledningen, hvortil repræsentanten havde henvist, ikke kunne anses at tage stilling til, om der skulle ske en opdeling af indkomst fra forsikringsvirksomhed og anden indkomst, herunder at første afsnit i citatet reelt ikke indeholdt andet end en gengivelse af bestemmelsens ordlyd og ikke foregav at tage stilling til et fortolkningsspørgsmål, jf. i øvrigt nærmere udtalelse til Landsskatteretten af 16. juni 2000.

Landsskatteretten udtalte:

Det lagdes til grund, at indkomstopgørelsen vedrørende filialen, A, skulle opgøres efter den indirekte opgørelsesmetode i selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, 1. punktum, bortset fra beskatning vedrørende fast ejendom og værdipapirer, hvilket skattemyndighederne ikke havde rejst indvendinger imod.

Af selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, 1. punktum, fremgik, at for udenlandske forsikringsselskaber, der drev forsikringsvirksomhed her i landet, fastsattes indkomsten her i landet til den del af selskabets samlede indkomst, opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som efter forholdet mellem dets brutto-præmieindtægt her i landet og dets samlede bruttopræmieindtægt faldt på brutto-præmieindtægten her i landet.

Retten fandt, at den for skatteåret 1995/96 i relation til ligningslovens dagældende § 16 E af skattemyndigheden opgjorte avance på 169.201.395 kr., som vedrørte salget af en andel af filialens skadesforsikringsvirksomhed til C A/S, og som der ikke var rejst indvendinger imod, skulle medtages ved indkomstopgørelsen efter den indirekte opgørelsesmetode i selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, 1. punktum.

Der var herved henset til, at der efter bestemmelsens ordlyd indgik "selskabets samlede indkomst", hvilket naturligt måtte forstås som også omfattende avance ved salg af formuegoder knyttet til den af filialen drevne forsikringsvirksomhed, og at direkte beskatning af denne avance udover den indirekte beskatning efter den omhandlede bestemmelse, hverken sås at have hjemmel i lovens tekst eller forarbejderne til bestemmelsen.

Det bemærkedes, at ordlyden af den tidligere bestemmelse i statsskattelovens § 6, stk. 3, ikke var identisk med ordlyden af den senere bestemmelse i selskabsskattelovens § 12, stk. 3, og heller ikke var fuldt ud gengivet i bemærkningerne til sidstnævnte bestemmelse. Uanset henvisningen til førstnævnte bestemmelse i bemærkningerne til sidstnævnte bestemmelse, kunne det derfor ikke uden videre statueres, at det var bestemmelsen i den tidligere udformning, herunder den praksis, der var udviklet under statsskatteloven, som kunne lægges til grund.

Videre bemærkedes, at der også stedse i Ligningsvejledningen for så vidt angik udenlandske forsikringsselskaber, som drev virksomhed her i landet som begrænset skattepligtige, var givet udtryk for, at der ved opgørelsen efter den indirekte metode indgik selskabets samlede globale indkomst, og at udeholdelse af visse særlige indtægter, herunder indtægter som ikke vedrørte forsikringsvirksomheden, forudsatte tilladelse, jf. herved senest vejledningen for 1999, afsnit S.C.1.3.2.4 (for 1994 afsnit S.C.1.3.2.2).

Specielt vedrørende udtrykket "efter skattelovgivningens almindelige regler", som anvendtes i såvel selskabsskattelovens dagældende § 12, stk. 3, 1. punktum, som selskabsskattelovens § 8, stk. 1, bemærkedes i øvrigt, at dette udtryk i relation til begge bestemmelser omfattede såvel almindelig indkomst som særlig indkomst efter den dagældende lov om særlig indkomstskat m.v., og at den af sagen omhandlede avance i øvrigt var almindlig indkomst som værende anset for omfattet af ligningslovens dagældende § 16 E.

Den påklagede ansættelse blev ændret fra 186.325.411 kr. til 18.976.472 kr.

Versioner

1. 2000-12-30