Gelex

Landsskatteretskendelse

GældendeVersion 2000-12-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9520@2000-12-30/da

Indhold
  1. Indledning

Moms

- samtaleterapeut

- kursusvirksomhed

Reference:

ML § 13, stk. 1, nr. 3.

A I/S's klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen ved afgørelse af 17. december 1999 ikke havde anset selskabet for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, og som følge heraf var interessentskabet ej heller anset for omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Det er oplyst, at A I/S var en privat kursusvirksomhed, der var drevet af B og C, som begge var helhedsterapeuter og tidligere havde udført lignende undervisning på bl.a. en daghøjskole. Kurserne bestod af 8 - 24 ugers kursus med mulighed for 1 og 2-årige forløb med eksamensbevis som samtaleterapeut. Kurset blev udbudt til kommunerne, som også betalte kursusgebyret. Kurset henvendte sig til bistandsklienter, narkomaner, flygtninge og andre med personlige problemer. Også andre deltog i undervisningen, eventuelt som forberedelse til en uddannelse som socialrådgiver eller sygeplejerske.

Af kursusprogrammet fremgik, at overordnet bestod undervisningen i personlig udvikling, dvs. i at udvikle deltagernes personlige kvalifikationer til bedre at kunne gennemføre en uddannelse eller påbegynde og passe et arbejde. Formålet med undervisningen var bl.a. gennem samtaler og øvelser at udvikle elevernes personlighed. Undervisningens indhold bestod af følgende emner: Kommunikation og udvikling, praktisk psykologi, kropssprog og følelser, drømmetydning, dit indre barn, konfliktløsningsteknikker og forbedring af din intuition. Undervisningen havde ikke karakter af terapi.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede afgørelse ikke anset den udøvede undervisningsvirksomhed for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Det var som begrundelse herfor anført, at der ved afgørelse af, om undervisningsvirksomhed var omfattet af afgiftsfritagelsen for faglig uddannelse, herunder omskoling, lagdes vægt på, om undervisningen gik ud på at bibringe eller vedligeholde kundskaber alene med erhvervsmæssigt sigte. Desuden kunne der lægges vægt på om uddannelsen var godkendt af det offentlige og/eller af en faglig organisation. Regionen havde henvist til Momsnævnets afgørelser nr. 586.1979, nr. 326.1990 og nr. 732.1996. Regionen havde ikke fundet, at den omhandlede undervisning i personlig udvikling havde et erhvervsrettet sigte, ligesom denne ikke var en statsanerkendt uddannelse. Det forhold at andre sammenlignelige virksomheder var momsfritagne var ikke anset at kunne tillægges vægt, idet den trufne afgørelse var anset for overensstemmende med gældende ret.

Kursusvirksomheden havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den omhandlede undervisning var momsfritaget i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Det var til støtte herfor anført, at andre skoler med tilsvarende undervisning i personlig udvikling var momsfritagne. Eksempelvis var undervisning i personlig udvikling på X Daghøjskole, jf. vedlagt kursusmateriale, ikke momspligtig, ligesom andre private kursusvirksomheder ikke var momsregistrerede. Svarende til kurset på X Daghøjskole, blev kursisterne i det omhandlede kursus anbefalet af sagsbehandlere og FUU-vejledere. Det var videre anført, at det ikke var muligt at opkræve moms af FUU-elever, da eleverne blev sendt fra ungdomsskoler og andre skoler, som hørte under Undervisningsministeriet. Ingen andre skoler betalte moms af disse elever.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 4 skal der betales afgift af varer og ydelse, der leveres mod vederlag her i landet.

I medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, er dog følgende ydelser fritaget for afgift:

"Skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, og anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritagelsen omfatter dog ikke kursusvirksomhed, der drives med gevinst for øje, og som primært retter sig mod virksomheder og institutioner."

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgik, at denne - på nær den erhvervsrelaterede kursusvirksomhed - svarede til den gældende lovs § 2, stk. 3, litra c, der var sålydende:

"Skole- og universitetsundervisning, faglig uddannelse, herunder omskoling, samt anden undervisning, der har karakter af egentlig skolemæssig eller faglig uddannelse. Undervisning i sprog, musik, legemsøvelser, håndarbejde, tegning, bogføring og maskinskrivning anses for uddannelse af denne karakter."

Videre fremgik af bemærkningerne, at den foreslåede begrænsning af afgiftsfritagelsen skete under hensyn til omfanget af den tilsvarende fritagelsesbestemmelse i 6. momsdirektiv.

Direktivets fritagelsesbestemmelser for undervisningsvirksomhed i artikel 13, punkt A, stk. 1, litra i og j var sålydende:

"uddannelse af børn og unge, skole- og universitetsundervisning, faglig uddannelse eller omskoling samt tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning hertil, som præsteres af offentligretlige organer med disse formål eller af andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som havende tilsvarende formål;"

og

"privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau;".

At der i direktivteksten var lagt vægt på undervisningsvirksomhedens status, var der ifølge bemærkningerne til § 13, stk. 1, nr. 3, taget højde for, ved den foreslåede ændring for så vidt angik den erhvervsrelaterede kursusvirksomhed.

Landsskatteretten fandt, at det omhandlede kursusforløb ikke kunne anses for omfattet af afgiftsfritagelsen efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Der var herved lagt vægt på, at kurset efter sit indhold ikke kunne karakteriseres som skolemæssig eller faglig undervisning. Det kunne på grundlag af kursusbeskrivelsen ikke lægges til grund, at undervisningen var med henblik på at bibringe eller vedligeholde kundskaber alene med erhvervsmæssigt sigte, ligesom kurset ikke sås tilrettelagt med henblik på at gennemføre et forløb med eksamensbevis som samtaleterapeut. Indtægter vedrørende det omhandlede kursusforløb var herefter momspligtige i henhold til momslovens § 4.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Versioner

  1. 2000-12-30