Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9522@2000-12-30/da

Indhold

1. Indledning

Moms/lønsumsafgift

- ergoterapeut

- social forsorg og bistand

Reference:

ML § 13

Lønsumsafgiftsloven § 1, stk.1

A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at Told- og Skattestyrelsen havde anset den af hende udøvede ergoterapeutvirksomhed for omfattet af momsiovens § 13, stk. 1, nr. 1, og ikke momsiovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var uddannet ergoterapeut og drev selvstændig erhvervsvirksomhed som ergoterapeut. Klagerens aktiviteter bestod i ergoterapeutiske undersøgelser og behandlinger af børn. Klageren udførte således ergoterapeutisk konsulentarbejde for forskellige kommuner i form af sanseintegrationsundersøgelser og -behandlinger af børn. Herudover var der aktiviteter i form af kursusvirksomhed og foredrag inden for samme område.

Klageren havde oplyst, at de børn, hun undersøgte og behandlede, var børn, der havde vanskeligheder inden for sociale områder, herunder indlæring, og der var ikke tale om børn, der var syge. Der var tale om børn, der var henvist fra kommunen, typisk fra kommunens socialforvaltning, der ligeledes betalte for undersøgelsen og behandlingerne. Bevillingerne skete i henhold til bistandslovens § 46A og § 48 (nu lov om social service) og det var typisk en socialrådgiver i kommunens socialforvaltning, der bevilgede pengene. Klageren havde videre oplyst, at de opgaver, hun udførte, normalt udførtes af de kommunale institutioner selv, f.eks. under socialforvaltningen eller børneforvaltningen.

Klageren havde om sanseintegrationsbehandlingen oplyst, at den var individuel og indeholdt aktiviteter, som styrkede og støttede børns udvikling på det motoriske, sonsoriske og perceptuelle område. Sanseintegrationsbehandlingen indeholdt aktiviter, som gradueredes nøje efter det enkelte barns evne til at modtage, bearbejde og integrere de enkelte sanseindtryk. Behandlingen bestod primært af leg, hvorved man fik barnets opmærksomhed skærpet. Formålet var at få barnet til at komme til nærmeste udviklingszone, og det var således klagerens opgave at øge barnets sproglige og motoriske udvikling, og herved at øge barnets sociale liv.

Børn- og Unge Rådgivningen i en kommune havde afgivet følgende erklæring af 19/3 1997.

"Det bekræftes herved, at børneergoterapeut A udøver virksomhed med ydelser i nær tilknytning til social forsorg og bistand.

Dette gælder undersøgelser og behandling af børn, samt vejledning til pårørende og fagfolk inden for børneområdet.

Behandlingen retter sig mod børn med vanskeligheder inden for sociale områder, herunder indlæring.

Såvel behandlingen af børn som vejledning retter sig mod et alment socialt formål ved at øge børnenes trivsel på de sociale, motoriske og indlæringsmæssige områder."

Told- og Skattestyrelsen havde stadfæstet told- og skatteregionens afgørelse om, at klagerens virksomhed var omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, og at klageren som følge heraf skulle betale lønsumsafgift, jf. lønsumsafgiftslovens 1, stk. 1.

Styrelsen havde herved bl.a. anført, at man ved vurderingen af, om ergoterapi var omfattet af "anden egentlig sundhedspleje", havde taget udgangspunkt i, at ergoterapeuter var sidestillet med fysioterapeuter i lov om terapiassistenter, og at fysioterapi var omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Styrelsen havde henvist til, at i henhold til lov om terapiassistenter § 1, stk. 2, skulle man være autoriseret for at udøve ergoterapi, og at denne autorisation blev givet af sundhedsministeren, og at ergoterapi følgelig var en del af sundhedsområdet. Videre at det af loven fremgik, at ergoterapeuter var undergivet sundhedsstyrelsens tilsyn, samt at området var omfattet af sundhedsvæsenets patientklagenævns kompetence.

Styrelsen havde henvist til Momsnævnets afgørelse gengivet i TfS 1996.230 samt anført, at der i denne sag var tale om en selvejende institution, der havde et almennyttigt socialt formål, hvilket ikke var tilfældet i nærværende sag. Videre at det ikke ansås for godtgjort, at ydelsen var af almennyttig karakter.

Styrelsen havde endvidere henvist til, at i henhold til lov om terapiassistenter § 7 ansås behandlingen for at være en sygebehandling, hvis den foretoges efter henvisning fra en læge.

Styrelsen havde videre anført, at ydelsen ikke var af almennyttig karakter, da rådgivning og vejledning i sig selv ikke var nok til at benævne ydelsen som social forsorg og bistand, og at det forhold, at der blev ydet tilskud efter daværende bistandslov, ikke var et argument for, at der var tale om social forsorg og bistand.

Endvidere havde styrelsen anført, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på erklæringen af 19. marts 1997.

Endelig havde styrelsen truffet afgørelse om, at kursus- og foredragsvirksomheden var en integreret del af virksomhedens ergoterapeutiske aktiviteter, og derfor var omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, og dermed lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1. Styrelsen havde herved henvist til 6. momsdirektivs artikel 13 A, stk. 1 b, hvor der tales om "hospitalsbehandling og pleje samt transaktioner i nær tilknytning hertil...."

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den af klageren drevne virksomhed var omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om social forsorg og bistand, hvorefter virksomheden ikke var lønsumsafgiftspligtig.

Revisoren havde til støtte herfor anført, at uddannelsen og den hertil hørende autorisation ikke udelukkede beskæftigelse med social forsorg og bistand. Han havde anført, at det var ydelsens karakter og ikke den uddannelsesmæsssige baggrund, som var afgørende for lønsumsafgiftspligten.

Han havde anført, at klagerens aktivitet var begrænset til de sociale opgaver, der var blevet givet fra forskellige kommuner.

Videre havde han anført, at det ikke forekom rimeligt, at personligt drevne virksomheder diskrimineredes i forhold til selvejende institutioner i spørgsmålet om lønsumsafgiftspligt. Det havde således næppe været lovgivers hensigt, at aktiviteter på det sociale område skulle belastes med lønsumsafgiftspligt, afhængigt af, om det offentlige selv foretog ansættelse eller privatiserede aktiviteten ved udlicitering til private virksomheder.

Han havde anført, at det var ukorrekt, at læger alene henviste papienter til yderligere sygebehandling. Tværtimod hørte sygebehandlingen ofte op, når lægerne anså patienternes problemer for at henhøre under social forsorg og bistand.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr.2, var følgende varer og ydelser fritaget for afgift:

"Social forsorg og bistand, herunder sådan som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner inen for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil."

Ud fra en konkret vurdering af de aktiviteter med undersøgelser og behandlinger af børn, klageren havde i sin ergoterapeutvirksomhed, fandt retten, at aktiviteterne var momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2. Retten havde herved henset til, at klageren alene undersøgte og behandlede børn, der havde vanskeligheder inden for sociale områder, og at henvendelsen til klageren skete gennem den kommunale socialforvaltning, der bevilgede penge til undersøgelsen/behandlingen gennem bistandsloven (nu lov om social bistand). Det var således de kommunale socialforvaltninger, der honorerede klageren, for at hun kunne varetage en social opgave, der i øvrigt henhørte under kommunen. Retten bemærkede, at der efter det oplyste ikke var tale om, at klagerens aktiviteter var udøvet som led i en sygdomsbehandling af børnene.

De pågældende aktiviteter var således ikke omfattet af lønsumsafgiftspligt, jf. herved lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Klagerens aktiviteter med kursus- og foredragsvirksomhed fandtes følgelig også omfattet af afgiftsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, jf. bestemmelsens sidste led.

Den påklagede afgørelse blev ændret i overensstemmelse hermed.

Versioner

1. 2000-12-30