Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9528@2000-12-30/da

Indhold

1. Indledning

Erstatning fra revisor

- skattepligt

- bindende forhåndsbesked

Reference:

SL § 4-6

A klagede over Ligningsrådets afgørelse af 16. juli 1999 i henhold til skattestyrelsesloven, lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli 1998, kap. 2 A om bindende forhåndsbesked. Ved denne afgørelse var det fastslået, at klageren ville være indkomstskattepligtig af en eventuel erstatning som klageren måtte erhverve ret til ved en erstatningssag mod klagerens tidligere revisor.

Spørgsmålet til Ligningsrådet var følgende:

"Vil en eventuel erstatning baseret på en fejlagtig beregning af rådighedsbeløb fra en revisor til [klageren] være skattepligtig ?"

Ligningsrådet havde besvaret det stillede spørgsmål således:

"Svar: Ja. Se sagsfremstilling og begrundelse"

Det fremgik af oplysningerne, at klageren i 1996 havde været ansat ca. 25 år som lærer ved Y 's kommunale skolevæsen. I august 1996 kontaktede klageren sin revisor, og anmodede denne om at beregne hvilke økonomiske konsekvenser det ville få for klageren, såfremt han valgte at gå på pension efter sommerferien 1997.

Efter det oplyste udtalte revisor, at rådighedsbeløbet efter skat ville blive reduceret med ca. 15.000 kr. årligt. Klageren anmodede ikke om og fik ikke udleveret skriftlig dokumentation for beregningen. Klageren opsagde den 3. marts 1997 sin stilling til fratræden til sommerferien samme år. Efterfølgende viste det sig, at den faktiske nedgang i rådighedsbeløbet efter skat var på ca. 51.000 kr. årligt.

Efter det oplyste havde revisor erkendt at være erstatningsansvarlig over for klageren. Til brug for en verserende retssag mod revisor ønskedes det afklaret, om en eventuel erstatning fra revisor vil være skattepligtig for klageren. Påstanden var i stævningen i civilretssagen opgjort dels som krav om betaling af løbende udbetalinger og alternativt som krav om en sumudbetaling.

Under sagens behandling for Landsskatteretten havde klagerens advokat oplyst, at revisoren ved dom i byretten den 25. april 2000 blev anset for erstatningspligtig over for klageren med 170.000 kr. som følge af ansvarspådragende rådgivning. Advokaten havde oplyst, at dommen var anket til landsretten.

Ligningsrådet havde ved den påklagede afgørelse indledningvis konstateret, at Rådet havde forudsat, at revisor rent faktisk var erstatningsansvarlig over for klageren i anledning af fejlagtig rådgivning. Ligningsrådet havde derefter som begrundelse for afgørelsen bl.a. anført, at i det omfang erstatning udbetaltes som en løbende ydelse var udbetalingerne under alle omstændigheder skattepligtige, jf. SL § 4. Det var videre anført, at såfremt en eventuel erstatning udbetaltes som et engangsbeløb skulle den modtagne erstatning behandles som det tab, erstatningen var ydet for, at den erstatning som klageren måtte få tilkendt i denne sag som følge af ukorrekt vejledning fra revisors side, som udgangspunkt måtte antages at skulle dække den indkomstnedgang, som den ukorrekte vejledning havde medført, at erstatningen dermed var skattepligtig, jf. SL § 4, selvom den udbetaltes som et engangsbløb, at den omstændighed, at erstatningen eventuelt fastsattes til et lavere beløb end indkomstnedgangen, ikke ændrede den skattemæssige kvalifikation, at der således ved erstatningsfastsættelsen [civilretligt] eventuelt ville kunne tages hensyn til de sparede udgifter som valget af overgang til pension havde medført (befordring, faglige kontingenter m.v.)

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at en eventuel erstatning fra revisor til klageren i anledning af fejlrådgivning skulle anses som skattefri.

Advokaten havde til støtte for påstanden bl.a. anført, at beskatningen af erstatninger skete efter SL §§ 4-5, medmindre der fandtes særregler, der direkte regulerede, hvorledes en erstatning skatteretligt skulle behandles, at der ikke på dette område fandtes sådanne særregler, at det derfor er afgørende, hvorvidt erstatningen trådte i stedet for en skattepligtig indtægt, idet den i givet fald ville være skattepligtig, jf. SL § 4, at hvis erstatningen derimod dækkede et tab af selve indkomstgrundlaget, et ikke fradragsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skulle erstatningen ikke beskattes, jf. SL § 5, at erstatningen til klageren ikke måtte anses som et surrogat for lønindtægt, men derimod en kompensation for utilstrækkeligt rådighedsbeløb som følge af tab af indkomstkilden, som følge af, at klageren havde opsagt sin tjenestemandsstilling, at erstatningen til klageren måtte anses for skattefri, hvorved var henvist til TfS 1993.36 lsr vedrørende godtgørelse for definitivt ophør med mælkeproduktion, idet en eventuel erstatning til klageren således ikke direkte var en afløber af de faktisk mistede indtægter; derimod var erstatningen en kompensation for, at klageren var frataget muligheden for - via sin lærergerning - at skabe en indtægt, at erstatninger for tab af stilling traditionelt havde været behandlet som kapitalgevinster, der som udgangspunkt havde været skattefrie i medfør af SL § 5, at revisor ikke kunnr betegnes som arbejdsgiver for klageren, hvorfor en eventuel erstatning fra revisor til klageren ikke ville være omfattet af LL § 7 O . Der var henvist til "Lærebog om indkomstskat", 8.udg., s. 309.

Landsskatteretten udtalte:

Landsskatteretten var enig med klagerens advokat i, at revisor ikke kunne betegnes som arbejdsgiver for klageren, hvorfor en eventuel erstatning fra revisor til klageren som følge af rådgivningsfejl ikke var omfattet af LL § 7 0, ligesom der i øvrigt ikke var andre specialbestemmelser, der regulerede forholdet. Hvorvidt klageren ville være skattepligtig af en eventuel erstatning fra revisor som følge af dennes rådgivningsfejl skulle herefter afgøres efter bestemmelserne i SL §§ 4-6. Landsskatteretten kunne herved indledningsvis tilslutte sig Ligningsrådets afgørelse om, at erstatningen, såfremt den udbetaltes som en løbende ydelse under alle omstændigheder var skattepligtig, jf. SL § 4. Såfremt erstatningen udbetaltes som et engangsbeløb, var Landsskatteretten endvidere enig med Ligningsrådet i, at erstatningen også i denne situation var skattepligtig for klageren, jf. SL § 4. Revisors fejl bestod således efter det oplyste i, at denne ikke korrekt havde beregnet nettoeffekten (efter skat) af, at klageren overgik fra lønindtægt til pensionsindtægt. Såfremt revisors beregninger skulle have været korrekte skulle klageren have haft højere pensionsindtægter. Disse pensionsindtægter ville have været skattepligtige for klageren, jf. SL § 4. Da erstatningen således i første række skulle kompensere for den yderligere indtægtsnedgang klageren de facto konstaterede ved sin overgang fra lønnet ansættelse til pensionist i forhold til det forventede og da pensionsindtægten i øvrigt ville have været skattpligtig for klageren måtte også den erstatning, der trådte i stedet herfor således anses for skattepligtig, jf. SL § 4.

Versioner

1. 2000-12-30