Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9531@2000-12-30/da

Indhold

1. Indledning

Erstatning fra bank

- fejlagtig tilskudsadministration

- indbetaling til ratepension

Reference:

SL § 4

A klagede for indkomståret 1997 over, at en erstatning modtaget fra B bank til dækning af restskat som følge af ikke godkendt fradrag for indbetaling på ratepension, af de stedlige skattemyndigheder var anset for skattepligtig.

Det fremgik af oplysningerne, at klageren på et ikke nærmere oplyst tidspunkt oprettede en ratepension hos B bank.

I forbindelse med udfærdigelsen af et 55-års tillæg på ratepensionen blev det i 1996 konstateret, at der siden klager fyldte 55 år i 1991 var indbetalt mere end tillægsmuligheden berettigede til.

Banken underrettede myndighederne herom og klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 1993, 1994 og 1995 blev herefter korrigeret således, at de uretmæssigt opnåede fradrag blev tilbageført. Ændringen medførte, at klageren skulle tilbagebetale den urigtige skattebesparelse som restskat på i alt 61.806 kr. for de tre indkomstår.

Ved brev af 11. oktober 1996 anmodede B bank på vegne af klageren Ligningsrådet om tilladelse til at få tilbagebetalt det fuldt indbetalte beløb på 91.200 kr. fra ratepensionsordningen uden krav om afgiftserlæggelse. Ved brev af 29. september 1997 imødekom Ligningsrådet anmodningen, idet Ligningsrådet fandt, at beløb, der var indbetalt i strid med tillægsreglerne i pensionsbeskatningslovens §11 A var at anse for skattemæssige nulliteter.

Efter det oplyste havde banken over for klageren erkendt en fejlagtig tillægsindskudsadministration af klagerens ratepensionsordning. Banken havde derfor i 1997 udbetalt en erstatning på 61.806 kr. til dækning af klagerens mistede skattebesparelse.

Klageren havde i sit regnskab for indkomståret 1997 bogført erstatningen som en skattefri formuebevægelse.

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten oplyst, at banken havde fratrukket erstatningen i sit skattemæssige regnskab.

De stedlige skattemyndigheder havde ved den påklagede ansættelse forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomståret 1997 med 61.806 kr., jf. SL § 4.

Myndighederne havde som begrundelse herfor bl.a. anført, at det af Sydbank udbetalte erstatningsbeløb ikke kunne anses for en erstatning af et formuetab, en pålignet merskat, eller et tab af ikke-økonomisk karakter, som kunne henføres til statsskattelovens § 5, men måtte anses for skattepligtig for modtager, jf. statsskattelovens § 4, at TfS 1995.47 Lsr ikke var anvendelig på den foreliggende sag, idet der var tale om udbetaling af erstatning til dækning af en merskat, at der i TfS 1984.428 VLD blev foretaget en sondring således at alene den del af den udbetalte erstatning, der kunne anses at udgøre en egentlig merskat, omfattende forøget formueskattebetaling og 8 pct.-tillæg, som ikke senere kunne genindvindes blev anset for skattefri, at der tilsvarende i TfS 1982.40 Lsr alene blev indrømmet skattefrihed for en egentlig merskat, at der således i samtlige de af repræsentanten påberåbte afgørelser var tale om erstatning for udløste merskatter, som var betragtet som formuetab og dermed skattefrie, at der ikke i den foreliggende sag var tale om påligning af merskatter, at det beløb, der var indskudt på ratepensionsordningen, jf. Ligningsrådets afgørelse om sagens skattemæssige nullitet, kunne tilbagebetales uden afgiftsmæssige konsekvenser, og at klageren ved tilbagereguleringen med de uretmæssigt foretagne fradrag og genopkrævning af den opnåede skattebesparelse, blot blev ligestillet med andre skatteydere, der ikke havde tegnet en sådan ordning, at klageren således var blevet stillet som om indskud med deraf følgende uretmæssige fradrag ikke var sket, at der således ikke var tale om en opstået merskat, men alene krav om tilbagebetaling af en uretmæssig opnået skattebesparelse, hvorfor der ikke var tale om erstatning for et formuetab, som kunne henføres til statsskattelovens § 5 som skattefri.

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst for indkomståret 1997 blev nedsat med 61.806 kr., jf. SL § 5.

Det var til støtte for påstanden bl.a. gjort gældende, at en modtagen erstatning som udgangspunkt skulle behandles som det tab, erstatningen var ydet for, at hvis erstatningen ikke dækkede tab af et omsætteligt aktiv, ville det afgørende være, om der var tale om erstatning for en mistet skattepligtig indtægt eller dækning af en fradragsberettiget udgift, idet erstatningen i så fald skulle medregnes ved indkomstopgørelsen, at hvis erstatningen derimod dækkede et tab af selve indkomstgrundlaget, et ikke fradragsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skulle erstatningen ikke beskattes, at rådgivererstatning for en yderligere skattebetaling blev vurderet som skattefri i TfS 1982.40 Lsr, at TfS 1984.428 VLD og TfS 1995.47 Lsr ligeledes støttede repræsentantens synspunkt, at kommunen efter repræsentantens opfattelse anlagde en for indskrænket fortolkning af muligheden for udbetaling af skattefrie erstatninger, at banken ydede en rådgivererstatning, jf. TfS 1982.40 Lsr til dækning af en skat opstået ved beskatning af tilbageførte fradrag, der aldrig kunne genindvindes ved senere fradrag og dermed reduktion af fremtidige skattebetalinger, jf. TfS 1984.428 VLD, at skatter var indkomstopgørelsen uvedkommende og erstatning for skatter derfor var skattefrie, at erstatningen til klageren måtte anses for skattefri.

Landsskatteretten bemærkede, at en udbetalt erstatning som hovedregel skattemæssigt skulle behandles som den indtægt, udgift eller det aktiv, erstatningen trådte i stedet for. Erstatningen i den foreliggende sag var ikke omfattet af nogen særlovgivning og den skattemæssige behandling af erstatningen skulle derfor bedømmes efter reglerne i SL §§ 4-6.

Den til klageren udbetalte erstatning vedrørte umiddelbart betalingen af forøgede skatter som følge af bankens fejlagtige administration af klagerens indbetaling til ratepension, hvorefter de af klageren indbetalte ratepensionsbeløb ikke havde medført den forventede skattemæssige fradragsret. Ligningsrådet havde imidlertid givet tilladelse til klagerens hævning af de indbetalte pensionsbeløb uden berigtigelse af afgift, idet Ligningsrådet havde tilkendegivet, at ratepensionsindbetalingerne måtte anses som en skattemæssig nullitet. På baggrund af Ligningsrådets tilladelse var klageren stillet som om, han aldrig havde oprettet en ratepension. Bankens betaling af de beregnede merskatter som følge af de urigtige selvangivne fradrag vedrørende de nu frigivne ratepensionsmidler medførte således umiddelbart en berigelse for klageren. Henset hertil og til, at indbetalinger til ratepension alene medførte en udskydelse af skatten, idet også de senere udbetalinger fra ratepensionen ville være skattepligtige som almindelig, personlig indkomst, hvorfor bankens erstatning reelt udgjorde kompensation for klagerens mistede likviditet af de umiddelbart sparede skatter, fandt Landsskatteretten, jf. princippet i TfS 1984.428 VLD, at den af banken til klageren udbetalte erstatning var skattepligtig, jf. SL § 4.

Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-12-30