Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/9535@2000-12-30/da

Indhold

1. Indledning

Repo-forretning

- bank/fagforbund

- provisioner

Bindende forhåndsbesked

Reference:

FBL § 8, stk. 2

A bank klagede til Landsskatteretten over Ligningsrådets afgørelse af 23. februar 1999 i henhold til skattestyrelseslovens kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked. Ved denne afgørelse var det fastslået, at fagforbund ikke havde fradragsret for løbende provisioner vedrørende indgåelse af rammeaftaler om adgang til at indgå repo-forretninger.

Spørgsmålene til Ligningsrådet var følgende:

"1.

Vil en repo-forretning mellem en bank og et fagforbund som beskrevet nedenfor (variant 1) være at anse for lån med sikkerhedsstillelse i værdipapirer ?

2.

Vil en repo-forretning mellem en bank og et fagforbund som beskrevet nedenfor (variant 2) være lån med sikkerhedsstillelse i værdipapirer ?

3.

Vil fagforbundet have fradragsret for løbende provisioner vedrørende indgåelse af rammeaftaler om adgang til at indgå repo-forretninger ?"

Ligningsrådet havde besvaret de stillede spørgsmål således:

" Svar:

1.

Ja, for så vidt angår den oprindelige handel, men ikke for den efterfølgende handel til udligning af udtrækningen.

2.

Ja, for så vidt angår den del der faktisk tilbageleveres.

3.

Nej."

Det var alene spørgsmål 3, der var påklaget til Landsskatteretten.

Det fremgik af sagens oplysninger, at banken havde forespurgt Ligningsrådet på vegne af fagforbund, der var bankens kunder. De omhandlede fagforbund var fagforeninger, som var omfattet af fondslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og som var skattepligtige efter reglerne om arbejdsmarkedssammenslutninger, jf. fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 3, og som derfor skulle opgøre skattepligtige indtægter og udgifter efter fondsbeskatningslovens § 8 og § 9.

Om baggrunden for anmodningen havde banken blandt andet oplyst, at der som følge af den ændrede frekvens i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet fra to-årige til for mange fagforbund et-årige overenskomstperioder stilledes øgede krav til de enkelte fagforbunds evne til at være likvide i forbindelse med disse forhandlinger.

Forpligtigelsen til at være likvid i forbindelse med overenskomstforhandlinger begrænsede fagforbundenes muligheder for at placere deres midler bedst muligt, idet løbetiden for de valgte perioder ofte ville være afstemt med overenskomstperiodens udløb.

Dette havde ført til, at A bank - for papirer som lå i depot i banken - ville tilbyde fagforbundene adgang til at rejse likviditet via deres obligationsbeholdninger ved indgåelse af repo-forretninger. Fagforbundene ville få mulighed for frit at kunne placere deres midler uden hensyn til tidspunktet for overenskomstforhandlinger.

Alternativet til brug af repo-forretninger kunne være enten afvikling af fagforbundenes fondsbeholdninger eller belåning af værdipapirerne.

Fagforbundene fremskaffede likviditet ved som kunde på en given dato (f.eks. den 1. juli) at sælge en post obligationer til banken til en aftalt kurs (typisk markedskursen på handelsdagen). Samtidig aftaltes det, at kunden (tilbage)købte en identisk post obligationer til levering på en fremtidig dato (f.eks. den 1. oktober) til en aftalt terminskurs. Både salg og genkøb registreredes i Værdipapircentralen.

En sådan låneforretning havde i de senere år været en af de væsentligste finansieringsinstrumenter på penge- og kapitalmarkedet og kunne sidestilles med lån mod sikkerhed i værdipapirer, hvor lånets udbetaling modsvaredes af det kontante salg, og hvor hovedstol og renter tilbagebetaltes i form af det aftalte terminskøb. Den udbredte brug af repo-forretninger skyldtes, at långiver - i modsætning til en mere traditionel belåning af værdipapirer - kunne disponere over de pågældende værdipapirer i låneperioden.

Det var oplyst, at der mellem banken og fagforbundet blev indgået en aftale vedrørende uigenkaldeligt tilsagn om ramme for repo-forretninger.

Der var fremlagt følgende aftaledokument:

"AFTALE vedrørende uigenkaldeligt tilsagn om ramme for REPO-FORRETNINGER

Undertegnede fagforbund/-forening og A BANK indgår herved aftale om en ramme til at indgå repo-forretninger.

Rammen for repo-forretninger udgør

kr.

Ovennævnte uigenkaldelige tilsagn om ramme for repo-forretninger vil være gældende i 364 dage fra den 1. februar 1998 at regne.

Omkostningerne ved ovennævnte ramme er 0,5 0/00 i provision pr. år, som betales kvartårligt forud.

Provisionsbeløbet kan debiteres konto nr.:

, den

Forpligtende underskrifter

A BANK"

Udover omkostninger for at indgå en rammeaftale betalte fagforbundene blandt andet renter til banken, når der blev indgået en repo-forretning. Renter var inkluderet i den aftalte terminskurs. Den aftalte terminskurs fastsattes således, at den fastlagte forretning afspejlede markedsvilkårene for lån med en løbetid svarende til længden af terminshandlen.

Repo-forretningerne, der var uigenkaldelige fra bankens side blev indgået med det formål, at give de faglige organisationer mulighed for i tilfælde af konflikt på arbejdsmarkedet at fremskaffe likviditet inden for en periode på 364 dage. Det var oplyst, at perioden skyldtes banktekniske forhold, men at forhandling om indgåelse af ny rammeaftale ville kunne foregå efter udløbet af en periode.

Ligningsrådet havde besvaret det stillede spørgsmål nr. 3 om fradragsret for de løbende provisioner benægtende. Det var i den forbindelse anført, at da den omhandlede udgift havde relation til placering af fagforbundenes formue, måte den omhandlede udgift behandles på lige fod med andre udgifter til formueadministration.

Ligningsrådet havde erklæret sig enig i Told- og Skattestyrelsens bemærkning om, at den omhandlede omkostning ikke var en rente i skattemæssig forstand. Renter adskilte sig fra provisionsydelser, låneafgifter, præmier og andre omkostninger ved låneformidling. Sådanne udgifter kunne ganske vist være fradragsberettiget, når de opfyldte betingelserne i ligningslovens § 8, stk. 3, men der var ikke tale om renter, selvom navnlig provisioner ofte beregnedes løbende på samme måde som renter. Der fremhævedes i den forbindelse, at formålet med provisionsydelserne var et andet, idet de var erlagt som arbejdsvederlag for at formidle lånearrangementerne, mens renterne var godtgørelse for, at selve kapitalen var stillet til rådighed. Der henvistes til "Skat personer" af Isi Foighel og Kjeld Hemmingsen, 1996-97, side 135.

Det fremgik af fondsbeskatningslovens § 8, stk. 1, at fagforbundene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skulle medregne indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed samt blandt andet renteindtægter. Gaver, løbende ydelser og kontingenter medregnedes derimod ikke til arbejdsmarkedssammenslutningers skattepligtige indkomst.

Ifølge § 8, stk. 2, kunne fagforbundene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter § 8, stk. 1, alene fradrage de udgifter, der vedrørte de indtægter, som var skattepligtige. Dog kunne fradrag for renteudgifter og fradrag efter ligningslovens § 6 (visse kurstabsfradrag) foretages, uanset om udgifterne eller tabene ikke vedrørte erhvervelsen af de skattepligtige indtægter.

Da provisionen, fagforbundene skulle betale til banken, ikke var en rente, var der efter fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, kun fradrag for udgiften til provisionen, såfremt den vedrørte de indtægter, som var skattepligtige.

Der henvistes til Ligningsvejledningens afsnit S.H.18.2, hvoraf det fremgik, at det ved afgørelsen af, om en driftsomkostning vedrører indkomstkilder, hvis indtægter var skattepligtige, er princippet bag selskabsskattelovens § 9, stk. 1, der var vejledende. I selskabsskattelovens § 9, stk. 1, var anført, at "De i § 1, stk. 1, nr. 6, og § 2, stk. 1, litra a, b og f, nævnte selskaber og foreninger m.v. kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun fratrække udgifter, som vedrører de indkomstkilder, hvis indtægter er skattepligtige."

Det fremgik af selskabsskattelovens § 1, stk. 4, at "Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed for de i stk. 1, nr. 6, omhandlede foreninger m.v. betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom."

Fagforbundenes formue og virke måtte antages i alt overvejende grad at være baseret på skattefrie kontingentindtægter. Udgifter, der alene afholdtes med henblik på ikke-erhvervsmæssig kontingentopkrævning m.v. kunne for arbejdsmarkedssammenslutninger ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, mens udgifter, der både vedrørte erhvervelsen af skattefri og skattepligtige indtægter, skulle - såfremt der ikke var andre holdepunkter -fordeles efter forholdet mellem den skattefrie og skattepligtige indtægt.

Med hensyn til klagerens henvisning til Departementets udtalelse i TfS 1995.124 vedrørende det udvidede driftsomkostningsbegreb anførte Ligningsrådet, at det var en betingelse for anvendelse heraf, at udgiften afholdtes inden for den skattemæssige relevante del af foreningens virksomhed. Dermed havde afgørelsen ikke relevans i denne sammenhæng.

Klageren havde nedlagt påstand om, at svaret på spørgsmål 3 blev ændret til "ja".

Klageren havde over for Landsskatteretten blandt andet anført, at der var en markant forskel på renteafkastet på lange og korte obligationer, og at muligheden for indgåelse af repo-forretninger medførte, at fagforbundene kunne investere i lange obligationer, fordi der nu kunne ses væk fra behovet for pludseligt salg i forbindelse med en konfliktrisikos opståen. Fagforbundene opnåede herved en bedre forrentning af deres kapital.

Klageren havde derfor udviklet et produkt, hvor der var indgået en aftale, der sikrede, at fagforbund kunne indgå de nødvendige repo-forretninger, f.eks. i forbindelse med en konfliktsituation.

Klageren kunne selvfølgelig ikke selv bære risikoen ved at skulle indgå en større mængde repo-forretninger på samme tid, og klageren måtte derfor afdække risikoen til anden side. Klageren krævede derfor en løbende provision for at stille den pågældende facilitet til rådighed for fagforbundene.

Det var klagerens opfattelse, at de pågældende fagforbund havde skattemæssigt fradragsret for de pågældende provisioner. Selv om de pågældende provisioner fremtrådte som løbende provision for at have en kreditfacilitet i form af repo-forretninger til rådighed, var der reelt tale om udgifter, der vedrørte formueplejen.

Udgifterne vedrørte derfor udelukkende den del af fagforbundets ikke erhvervsmæssige virksomhed, der var skattepligtigt - nemlig formueafkastet, idet såvel renteindtægter som kursgevinster på obligationer var skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 8, og udgiften var således fradragsberettiget ifølge § 8, stk. 2, hvorefter: "Ved opgørelse af indkomst efter stk. 1 kan alene fradrages udgifter, der vedrører indtægter, som er skattepligtige....".

Klageren påstod ikke, at de pågældende provisioner var renter, men at der var tale om fradragsberettigede omkostninger.

Fradragsretten skulle efter klagerens opfattelse afgøres efter reglerne i fondsbeskatningsloven, og ikke efter reglerne i selskabsskattelovens § 9, idet fagforbundene var skattepligtige af renteindtægter o.l. efter selskabsskatteloven.

Klageren havde i den forbindelse anført, at Skatteministeriet, departementet i TfS 1995.124 , havde udtalt, at det såkaldte udvidede driftsomkostningsbegreb, der gjaldt for skattepligtige fonde, også var gældende for skattepligtige arbejdsmarkedssammenslutninger.

I udtalelsen anførte departementet ganske vist, at dette begreb kun havde meget begrænset betydning, da arbejdsmarkedssammenslutninger i alt overvejende grad var baseret på skattefri kontingenter. Imidlertid var der i spørgsmålet om provisioner vedrørende repo-forretninger klart tale om tilknytning til skattepligtige indtægter (afkast af obligationer), men ingen relation til fagforbundets almindelige kontingentbaserede virksomhed. Der var således tale om en omkostning, der klart og entydigt kunne henføres til den skattepligtige del af arbejdsmarkedssammenslutningens virke, nemlig formueforvaltningen. Den rent faglige side af fagforbundenes virke havde selvsagt ikke brug for mulighederne for at indgå repo-forretninger, hverken af hensyn til sin service overfor medlemmer eller øvrig virksomhed.

Klageren anførte over for Landsskatteretten, at det selvfølgelig var et spørgsmål, hvad der skulle forstås ved "tæt tilknytning". Man burde her huske på fundamentet om inddelingen i de tre indkomstgrupper, nemlig 1) erhvervsmæssige indtægter, 2) renteindtægter og 3) øvrige driftsindtægter (der var skattefrie), herunder kontingenter. Udgiften til provision i f.m. indgåelse af ramme vedr. repo-forretninger havde ikke direkte tilknytning til køb/salg af værdipapirer, men meningen var, at fagforbundene var fri for at købe og sælge sine værdipapirer, og i stedet kunne indgå repo-forretningen. Hvis ikke fagforbundene havde muligheden for at indgå repo-forretninger, var fagforbundene nødsaget til at placere formuen til en lavere rente for hele tiden at være likvide. Nu kunne man i stedet placere formuen til en højere rente og opnå en større skattepligtig indkomst. Der var derfor tale om en defensiv foranstaltning, med samme tilknytning, som hvis der var tale om køb/salg af værdipapirerne. Der var tale om en udgift, der subsidierede en anden udgift, og der måtte derfor ses på den økonomiske sammenhæng.

Det var klagerens opfattelse, at man efter en negativ afvejning kunne konkludere, at de omhandlede provisioner ikke havde med fagforbundenes erhvervsmæssige virksomhed eller faglige formål at gøre, hvorfor de måtte knytte sig de skattepligtige renteindtægter. Uanset at den omhandlede provision ikke direkte havde tilknytning til et bestemt værdipapir, havde provisionen sammenhæng med afkastet af formuen, der var skattepligtigt, og de omhandlede provisioner måtte derfor være fradragsberettigede.

Told- og Skattestyrelsen indstillede under sagens behandling for Landsskatteretten Ligningsrådets svar på spørgsmålet om fradragsret for de omhandlede provisioner stadfæstet, idet der alene i henhold til fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, var fradrag for udgifter, der vedrørte indkomstkilder, hvis indtægter var skattepligtige. Der skulle således være en nær sammenhæng til de skattepligtige indtægter. I forbindelse med hvorledes denne sammenhæng skulle fortolkes, henvistes bl.a. til selskabsskattelovens § 9, stk. 1, LV 1998, afsnit 6.1.7 om fradragsberettigede udgifter, samt det nu ophævede cirkulære til fondsbeskatningsloven, nr. 49 af 19. marts 1996.

Styrelsen gjorde bl.a. gældende, at provisionen var en præmie, som fagforbundene betalte for at have mulighed for ikke at skulle realisere sine værdipapirer på et kursmæssigt dårligt tidspunkt, f.eks. i forbindelse med en konfliktstøtte. Der var således alene tale om en udgift ved at få stillet en kreditfacilitet til rådighed, der evt. kunne udnyttes, hvis fagforbundene ikke ønskede at afhænde sine værdipapirer. Det blev videre anført, at provisionen havde tilknytning til selve placeringen af formuen, at provisionen betaltes kvartalsvis forud, uanset om rammen for repo-forretninger aktualiseredes, samt at der ikke var sammenhæng med indtægterne vedrørende de bagvedliggende obligationer.

Der var således ikke en direkte sammenhæng med de opnåede skattepligtige indtægter, og fradrag burde derfor ikke godkendes.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til fondsbeskatningslovens § 8, stk. 2, kunne de omhandlede fagforbund ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst alene fradrage de udgifter, der vedrørte de indtægter, der var skattepligtige.

Landsskatteretten lagde til grund, at den omhandlede provision var en udgift, som fagforbundene betalte for at have mulighed for ikke at skulle realisere sine obligationer på et kursmæssigt dårligt tidspunkt, at fagforbundene oppebar skattepligtige renteindtægter af afkastet af den del af formuen, der lå i obligationer, og at det var i den forbindelse, at udgiften afholdtes. Da repo-forretningerne kunne medføre, at fagforbundene opnåede højere skattepligtigt afkast af obligationerne, fandt Landsskatteretten, at de omhandlede provisioner havde en så direkte og nær tilknytning til de skattepligtige indtægter, at der var fradrag for de omhandlede udgifter.

Landsskatteretten havde alene taget stilling til det påklagede spørgsmål.

Versioner

1. 2000-12-30