Nyt fra Ankestyrelsen - Ny højesteretsdom om førtidspension af ankechef Karin Rasch
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11848@2001-04-03/da
Indhold
Den 12. januar 2001 afsagde Højesteret dom i endnu en sag om førtidspension.
Sagen drejede sig om bedømmelsen af omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen med henblik på hvilken grad af førtidspension, der kunne tilkendes, på samme måde som den sag, hvori Højesteret afsagde dom den 22. december 1999.
Den tidligere dom medførte en ændring af Ankestyrelsens praksis, som er beskrevet i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5 i 2000.
Sagen drejede sig om en 54-årig kvinde med rygsmerter, hvor der ifølge de lægelige oplysninger, herunder Retslægerådets udtalelse, var beskedne helbredsmæssige fund, som kunne forklare smerterne.
Ansøgeren var af Ankestyrelsen fundet berettiget til forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14,stk. 3, nr.1, idet hendes erhvervsevne ansås for nedsat med mindst halvdelen på grund af invaliditet, men ikke med mere.
Sagen var indbragt for Østre Landsret, som ved en dom af 26. marts 1999 frifandt Ankestyrelsen.
Ansøger indbragte herefter landsrettens dom for Højesteret, hvor den endnu verserede, da Højesteret afsagde dom i den anden sag den 22. december 1999.
For Højesteret havde ansøgeren nedlagt påstand om tilkendelse af højeste førtidspension, subsidiært mellemste førtidspension.
Der var desuden nedlagt påstand om forrentning af den påståede pensionsefterbetaling fra sagens anlæg, og for så vidt angik pensionsbeløb, der forfaldt efter sagens anlæg, fra forfaldstidspunktet for de enkelte pensionsydelser.
Højesteret dømte Ankestyrelsen til at anerkende, at ansøgeren havde ret til mellemste førtidspension med virkning fra den 1. december 1994.
Højesteret anså det for godtgjort, at ansøgerens erhvervsevne uanset de beskedne objektive sygdomsfund fra dette tidspunkt var nedsat med omkring 2/3.
Højesteret fandt det derimod ikke godtgjort, at erhvervsevnen i ethvert erhverv var nedsat til det ubetydelige. Der var derfor ikke grundlag for tilkendelse af højeste førtidspension.
Højesterets seneste dom medfører efter Ankestyrelsens vurdering ikke ændringer i den praksis, Ankestyrelsen har fulgt siden højesteretsdommen af 22. december 1999.
Med dommen er det præciseret, at når pensionsmyndigheden har anset erhvervsevnen for nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, kan det ikke ved bedømmelsen af, om der er grundlag for mellemste førtidspension, tillægges selvstændig betydning, om ansøgerens klager kan forklares ved objektive sygdomsfund. Dette må bero på en konkret vurdering af samtlige oplysninger.
Det er samtidig præciseret, at der i en situation, som den foreliggende ikke uden videre er ret til højeste førtidspension.
Ved dommen fandt Højesteret tillige, at ansøgeren udover retten til mellemste førtidspension havde krav på procesrenter af pensionsefterbetalingen fra sagens anlæg, og for så vidt angik pen-sionsbeløb, der var forfaldet efter sagens anlæg, først fra forfaldstidspunktet for den enkelte pensionsydelse.
Dommen betyder en ændring af tidligere landsretspraksis med hensyn til rentespørgsmålet.
Den konkrete sag er offentliggjort som SM P-5-01, den 15. marts 2001.