Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 119/2000
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11875@2001-04-19/da
Indhold
[K] har ved advokat K. K. Madsen klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i B.T. den 16. september 2000, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af en artikel i B.T. den 16. september 2000 med overskriften "Familie i krig med flyttemand" fremgik det af brødteksten, at:
"Lige så populær flyttemand Olsen var i "Huset på Christianshavn", lige så upopulær er flyttemand [K] fra Brøndby."
Af artiklen fremgik følgende:
"Klagerne over [K]'s flyttefirma F, vælter ind hos Forbrugerklagenævnet. Og selv i hans egen brancheforening, Dansk Møbeltransport, vil de ikke have noget med ham at gøre.
OVERHOLDER IKKE AFTALE
"Jeg synes, at det er helt vildt og galt, den måde han behandler sine kunder på. Han overholder for eksempel ikke sine prisaftaler. På den måde sætter han dansk flyttehåndværk i dårligt lys. Vi har lige nu et utal af klager liggende på vores bord. Dem kan vi afvise, fordi han ikke er medlem hos os. Men det er trættende med alle disse klager", siger Niels Justesen, formand for Dansk Møbeltransport.
Leif Rømer er en af de mange utilfredse kunder. Han har oplevet den berygtede flyttemand på nærmeste hold. Flyttefirmaet har både flyttet og opmagasineret møbler for hans mor, Elisabeth Rømer. Under hele forløbet har han oplevet sin mor blive chikaneret på det groveste af [K].
SVINET MOR TIL
"Han har svinet min mor til. Hånet og grinet af hende. På den måde har han kørt hende psykisk ned. Derfor ville vi for to måneder siden lade et andet firma overtage opmagasineringen. Men det kan vi ikke få lov til. Det har allerede kostet os to måneder ekstra betaling.
Jeg kan heller ikke selv få lov til at hente tingene. Han vil flytte tingene for os, så han kan tjene endnu flere penge. Enten vil han flytte det til mig i Herlev for 5.500 plus moms, eller til Jylland for 10.000 kroner plus moms.
I forvejen betaler vi 2.800 kroner om måneden til ham. 1.200 kroner for opmagasineringen og resten er afbetaling for flytningen. Men jeg betaler glædeligt de penge, min mor skylder ham, hvis bare han udleverer hendes møbler. Hun har allerede været nød til at købe nyt køkkengrej og genbrugsmøbler," siger en forarget Leif Rømer, der nu klager til Forbrugerstyrelsen.
ADVARSEL MOD HAM
Der er [K] en gammel kending. Både i 1994 og 1995 advarede de folk om ikke at bruge hans flytteforretning. Hvilket er meget usædvanligt. Seks gange er han blevet dømt i retten. Og siden 1999 har der igen været en lind strøm af klager mod hans flyttefirma.
"Vi har sendt otte af sagerne videre til forbrugerrådet. De skal føre sag mod ham ved domstolene. Det alvorlige i hans sag er, at han ikke ændrer sine metoder," siger Charlotte Arup, kontorchef i Forbrugerstyrelsen.
Intet tyder på, at det vil ske i nærmeste fremtid.
[K] afviser imidlertid alle anklager. Til sagen om familien Rømer siger en ophidset [K]:
"De må godt selv komme og hente tingene. Men Elisabeth Rømer har altid været bagud med betalingen. Hun har misligeholdt alle aftaler. Og så kan de jo ikke bare komme og hente tingene. Det er jo at stjæle tingene."
Artiklen var ledsaget af et billede af Leif Rømer med følgende undertekst:
"SNYDT: Leif Rømer er rasende over, at flyttemand [K] ikke vil udlevere moderens møblement."
Klager har anført, at klager ikke har haft adgang til at kommentere de anførte kritikpunkter i artiklen. Klager har ønsket at kommentere kritikken og foreslået journalisten et møde, hvor de udtalte kritikpunkter mod klageren kunne gennemgås og kommenteres, og hvor klageren kunne fremlægge dokumentation for klagerens synspunkter. Klager har i den forbindelse direkte opfordret journalisten til at indhente dokumentation, dvs. korrekte oplysninger, inden artiklen blev bragt. Journalisten afviste klagers forslag om et møde og nøjedes med at skrive, at "[K] afviser imidlertid alle klager". Det bestrides, at klager i samtalen med journalisten har optrådt afvisende og ophidset.
Klager har anført, at det ikke er muligt i en sag af den omhandlende art at give en dækkende og seriøs besvarelse af de mange urigtige og fordrejede beskyldninger mod [K]'s flyttefirma i en telefonsamtale. Det er således urigtigt, når bladet oplyser, at klagerens bemærkninger til artiklen er gengivet i artiklen. Klager har ganske enkelt ikke fået en reel mulighed for at komme til orde, inden artiklen blev trykt. Den omstændighed, at journalisten har indhentet kommentarer fra formanden for Dansk Møbeltransport Forening og Forbrugerstyrelsen, medfører ikke, at artiklen ikke er ensidig.
Klager har anført, at oplysningen i artiklen om, at "I forvejen betaler vi 2.800 kroner om måneden til ham" er urigtig. Den omstændighed, at oplysningen fremstår som et citat af Leif Rømer, gør ikke udtalelsen rigtig eller retvisende. Bladet har ikke søgt oplysningen dokumenteret hverken fra Leif Rømer eller klageren, hvilket bladet - bl.a. på baggrund af klagers udtalelse om, at Elizabeth Rømer altid har været bagud med betalingen - havde direkte anledning til. Oplysningen er af væsentlig betydning for læserens opfattelse af klageren.
Klager har i relation til udtalelserne i artiklen om, at Leif Rømer og hans moder ikke kan få udleveret de opmaganiserede møbler anført, at der er tale om urigtige og stærk vildledende udtalelser. Bladet burde have søgt disse helt usandsynlige udsagn verificeret, idet bladet da ville være blevet bekendt med ikke alene klagers men den for flyttebranchen generelt gældende regel om, at flyttefirmaers tilgodehavende skal være betalt, forinden udlevering kan ske, jf. pkt. 18 i Dansk Møbeltransport Forenings "Almindelige betingelser vedrørende møbeltransport og opbevaring". Bladet har således kritikløst viderebragt urigtige oplysninger, som let kunne være blevet efterprøvet, f.eks. ved henvendelse til formanden for Dansk Møbeltransport Forening, hvis bladet havde ønsket dette eller fulgt klagers opfordring til kontrol af faktuelle oplysninger. Det bestrides, at bladet ikke har haft grund til at betvivle oplysningernes rigtighed. Hverken Leif Rømer eller hans moder har på noget tidspunkt betalt - eller tilbudt at betale - klagerens tilgodehavende for at få det opmagasinerede udleveret. De omtalte "Almindelige betingelser" må i øvrigt anses for gældende som kutyme ved flytninger, medmindre andet er aftalt ved den konkrete flytning. Ved at undlade at oplyse, at klagerens holdning til udlevering af møblerne er i overensstemmelse med de generelle regler i flyttebranchen, har bladet handlet i strid med god presseskik.
Herudover har klager anført, at udtalelsen fra formanden for Dansk Møbeltransport Forening, Niels Justesen, om, at klager ikke overholder sine prisaftaler, er generel, unuanceret og misvisende. Det bestrides ikke, at der er kunder, der har klaget over flyttefirmaet, men det berettiger ikke til udsagnet. De klager, som typisk foreligger, drejer sig om, at klagerne mener, at flytningen kom til at koste mere end forventet. Enkelte af disse klager har resulteret i retssager, hvor flyttefirmaet efter en konkret vurdering af hver enkelt sag enten er frifundet eller dømt, eller retten har nået et resultat midt imellem. Bladet burde have krævet, at Niels Justesen fremlagde dokumentation for den meget grove beskyldning mod klageren eller selv søgt beskyldningen verificeret ved fremskaffelse af de retsafgørelser, der skal dokumentere beskyldningen.
Klager har endvidere anført, at et udsagn som "Seks gange er han blevet dømt af retten" er stridende mod god presseskik, når det ikke samtidig anføres, hvad klager er blevet dømt for og til. Bladet burde have oplyst størrelsesordenen for klagerens samlede antal flytninger i den relevante periode samt, hvor mange af disse flytninger der forløb problemfrit. Ligeledes kunne bladet have fået oplyst, hvorvidt der var klager, som var afvist af Forbrugerstyrelsen og sager, hvor klageren ikke havde fået medhold ved domstolene.
Klager har i den forbindelse anført, at det er i strid med god presseskik, når udtalelsen fra kontorchef i Forbrugerstyrelsen Charlotte Arup om, at "det alvorlige i hans sag er, at han ikke ændrer sine metoder", ikke er blevet forelagt klageren men samtidig besvares af bladet med bemærkningen: "Intet tyder på, at det vil ske i nærmeste fremtid." Klager bestrider i øvrigt rigtigheden af Charlotte Arups påstand, idet de "gamle sager" var af en anden karakter end de senest forekomne.
Klager har herudover anført, at bladet har undladt at oplyse, at klager kun har faktureret kunden forud for en måned samt undladt at gøre rentekrav gældende på nuværende tidspunkt, selvom klager i henhold til Dansk Møbeltransport Forenings "Almindelige betingelser" har ret til at fakturere kunden tre måneder forud for opmagasineringen, ret til rentegodtgørelse for udestående beløb samt ret til tvangssalg.
Klager har endvidere anført, at der med sammenligningen med flyttemand Olsen i "Huset på Christianshavn" er tale om tendentiøs og sensationspræget journalistik, der unddrager sig bevisførelse, men som ikke af den grund er berettiget. Det må i hvert fald være i strid med god presseskik at offentliggøre udtalelsen i artiklen, hvor klager beskrives som den "berygtede" flyttemand.
Klager har i sammenhæng hermed klaget over, at bladet har viderebragt Leif Rømers udtalelser om, at klager skulle have svinet Elizabeth Rømer til, hånet og grinet af hende og på den måde have kørt hende psykisk ned. Klager bestrider på det bestemteste, at han har givet grundlag for den nævnte beskrivelse, idet denne er produceret af Leif Rømer for at skade klageren. Bladet har viderebragt udtalelsen, fordi den ville være med til at forstærke det negative indtryk af klageren, som artiklen i øvrigt afspejlede.
Sammenfattende er det klagers opfattelse, at bladet på en række punkter groft har tilsidesat gældende regler og praksis for god presseskik, samt at artiklen er baseret på en række ensidige udtalelser. Bladet må være ansvarlig for viderebringelsen af de nævnte forhold, og artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention giver ikke bladet adgang til at producere og offentliggøre en artikel som den pågældende.
Bladet har anført, at man ikke finder, at artiklen udgør en overtrædelse af god presseskik eller er i strid med de vejledende regler for god presseskik. Bladet finder, at oplysningerne i artiklen, herunder oplysningerne i citaterne fra de interviewede personer, er rigtige.
Bladet har i den forbindelse anført, at der ikke består en pligt for bladet til at kunne dokumentere rigtigheden af de citerede udsagn. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen og af nyere dansk retspraksis, at medier i sager af almen interesse har en vid adgang til at viderebringe oplysninger, når det fremgår, at oplysningerne hidrører fra mediets kilder. Der sondres mellem fremsættelse og videregivelse af oplysninger. Pressens adgang til at videregive oplysninger må indfortolkes i begrebet god presseskik, idet god presseskik ikke kan medføre begrænsninger i pressens konventionssikrede ytringsfrihed. Omtalen af flyttefirmaets form for forretningsdrift må anses for at opfylde kravet om almen interesse. Bladet kan således ikke pålægges ansvar for indholdet af de citerede udsagn.
Bladet har endvidere anført, at man ikke finder, at artiklen er ensidig. Artiklen er baseret på oplysninger fra de personer, der er citeret i artiklen, dvs. Leif Rømer, formanden for Dansk Møbeltransport Forening Leif Justesen, kontorchef i Forbrugerstyrelsen Charlotte Arup og klager, på oplysninger fra Elizabeth Rømer og på artikler i Forbrugerbladet Tænk+Test nr. 7, september 2000. Ved udarbejdelsen af artiklen er således inddraget de to parter i konflikten, klager og Elizabeth og Leif Rømer samt to organisationer, Dansk Møbeltransport Forening og Forbrugerstyrelsen, hvis opfattelse må anses for relevant ved beskrivelse af sagen, og som det er velbegrundet at inddrage i artiklen.
Bladet har videre anført, at man har forelagt den rejste kritik for klager, og det er i artiklen anført, at han afviser anklagerne, ligesom hans fremstilling i øvrigt er gengivet i artiklens sidste afsnit, herunder spørgsmålet om udlevering af det opmagasinerede indbo. Kravet om forelæggelse for klageren er således opfyldt. Bladet har i den forbindelse særligt anført, at det ikke kan anses for stridende mod god presseskik, at der ikke mellem klageren og bladet er afholdt et møde, når den rejste kritik på anden måde er forelagt klageren, og hans bemærkninger hertil er gengivet i artiklen. Bladet har heller ikke haft pligt til i artiklen til at inddrage oplysninger, der må anses for at være uden betydning for det beskrevne emne.
Bladet har herudover anført, at der mellem selskabet og Elizabeth Rømer er indgået aftale om betaling af 2.800 kr. pr. måned, men at det er muligt, at der ikke hver måned er sket indbetaling af dette beløb. Det fremgår dog af de fremlagte bilag, at der i en række måneder er betalt 2.800 kr. Udsagnet fra Leif Rømer forekommer derfor at være i overensstemmelse med de oplysninger, der er fremlagt af klagerne, selvom udsagnet er mindre nuanceret, end de fremlagte oplysninger. Der kan ikke stilles krav om, at der i en artikel bringes detaljerede oplysninger om betalingsdatoer mv. Oplysningen er et citat fra Leif Rømer, og bladet havde ingen grund til at betvivle rigtigheden af oplysningen. Oplysningen om betalingen af 2.800 kr. pr. måned kan i øvrigt ikke anses for at være af væsentlig betydning for læserens opfattelse af klageren.
Bladet har vedrørende dette punkt yderligere anført, at det fremgår af klagers udtalelse, som er citeret i artiklen, at Elizabeth Rømer "altid [har] været bagud med betalingen". Klagerens udlægning af betalingsforløbet er således videregivet i artiklen.
Bladet har herudover anført, at udtalelsen fra formanden for Dansk Møbeltransport Forening, Niels Justesen, er af generel karakter og vedrører det forhold, at foreningen har modtaget et utal af klager over selskabet, og at selskabet ikke overholder sine indgåede prisaftaler. Udtalelsen fra Niels Justesen er et citat, og bladet er ikke forpligtet til at kunne dokumentere rigtigheden af udsagnet, som efter de oplysninger, der forelå ved artiklens udarbejdelse og tillige efter de senere fremkomne oplysninger, må anses for berettiget.
Bladet har samtidig anført, at udlevering af indbo er ikke nævnt af Niels Justesen, hvorfor bladet allerede af den grund ikke havde anledning til at sammenholde Niels Justesens udtalelser med de "Almindelige betingelser vedrørende møbeltransport og opbevaring". Det fremgår samtidig af artiklen, at flyttefirmaet ikke vil udlevere Elizabeth Rømers indbo, hvilket er i overensstemmelse med såvel klagers udtalelser til bladet, som er citeret i artiklen som med indholdet af klageskrivelsen af 8. oktober 2000 og de fremlagte bilag. Bladet kan ikke have pligt til at føre sandhedsbevis for indholdet af det, som Leif Rømer citeres for. Det fremgår endvidere af artiklen, at klager citeres for, at Elizabeth og Leif Rømer kan hente indboet, når der er sket betaling. Klagers synspunkter er dermed fuldt ud kommet til udtryk i artiklen.
Bladet har endvidere anført, at bladet har været berettiget til at viderebringe oplysningerne fra kontorchef i Forbrugerstyrelsen Charlotte Arup og har ikke haft grund til at tvivle på deres rigtighed. At flyttefirmaets kunder nu klager over andre forhold end tidligere kan ikke føre til, at udtalelsen om, at klager ikke ændrer sine metoder, anses for uberettiget. Det afgørende er, at der til stadighed synes at være et betydeligt antal kunder, der klager over flyttefirmaet.
Bladet har videre anført, at det må lægges til grund, at klageren i sager mellem klageren og kunder i flyttefirmaet seks gange er blevet dømt, hvorfor udsagnet i bladet er rigtigt og berettiget. Bladet kan ikke have pligt til at oplyse om klager, der ikke har ført til noget eller i øvrigt give supplerende oplysninger.
Bladet har herudover anført, at oplysningerne vedrørende fakturering, rentekrav samt tvangssalg ikke synes relevante for artiklen i bladet. Der er ikke pligt til at videregive enhver oplysning, som har en blot fjern forbindelse med det behandlede emne. Beslutningen om hvilket stof, der skal bringes, hører under mediets redaktionelle frihed. Herudover synes det i klagen anførte vedrørende disse punkter ikke at være i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Bladet har endvidere anført, at sammenligningen mellem flyttemand Olsen fra "Huset på Christianshavn" tjener fremstillingsmæssige forhold, og at det falder inden for pressens frie skøn at vælge, hvorledes nyhedsstoffet skal formidles. At klager med sammenligningen beskrives som en upopulær flyttemand har dækning i de faktiske forhold, nemlig den konkrete sag og flyttefirmaets forhold til Elizabeth og Leif Rømer. Disse personers syn på klager berettiger brugen af ordet "upopulær". Dette udtryk synes også at være en rimelig sammenfatning af de synspunkter, som formanden for Dansk Møbeltransport Forening og Forbrugerstyrelsen har givet udtryk for. Det må tilsvarende om ordet "berygtet" anføres, at der af Forbrugerstyrelsen er fremsat advarsler mod brug af flyttefirmaet, og at også de personer, som bladet har kontaktet i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen, har givet udtryk for betydelig utilfredshed med flyttefirmaets metoder. Endelig bemærkes om citatet fra Leif Rømer om klagers forhold til Elizabeth Rømer, at dette udtrykkeligt er et citat, som bladet ikke kan være forpligtet til at dokumentere rigtigheden af. Leif Rømers udtalelser er fremsat i en forholdsvis markant form, men det medfører ikke, at bladet er uberettiget til at videregive dem. Oplysningerne om Elizabeth Rømers forhold til klager er endvidere baseret på journalistens samtale med Elizabeth Rømer. Leif Rømers udtalelser er udtryk for Elizabeth og Leif Rømers oplevelse af sagsforløbet og har dækning i dette. Indholdet af citatet er bestyrket af sagens oplysninger, af indholdet af telefonsamtalen mellem bladets journalist og klager og af indeholdet af den telefonsamtale, der er gengivet i Tænk+Test fra september 2000.
Sammenfattende har bladet anført, at bladet i artiklen den 16. september 2000 har skildret den kritik, der fra forskellig side er rejst af flyttefirmaet. Det fremgår udtrykkeligt af artiklen, hvorfra de forskellige oplysninger hidrører. I forbindelse med udarbejdelsen af artiklen kontaktede bladet telefonisk klager, som optrådte afvisende og ophidset under samtalen. Klager gav udtryk for sit syn på den rejste kritik, og disse oplysninger er gengivet i artiklen i bladet.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaaard.
Pressenævnet udtaler:
I artiklen i B.T. den 16. september 2000 er gengivet Leif Rømers opfattelse af klagers forretningsmetoder i en konkret tvist mellem Leif Rømers mor, Elizabeth Rømer, og klager. Leif Rømer er i den forbindelse citeret flere steder i artiklen. Endvidere er formanden for Dansk Møbeltransport Forening, Niels Justesen, og kontorchef i Forbrugerstyrelsen, Charlotte Arup, citeret vedrørende klagers forretningsmetoder generelt. Endelig er klager citeret for sin opfattelse af den konkrete tvist.
Af artiklen fremgår, at bladet har forelagt oplysningerne fra Leif og Elizabeth Rømer for klager, og i artiklen er også klagers synspunkter gengivet, idet han har kommenteret Elizabeth Rømers mulighed for at afhente møblerne og grunden til, at de ikke var blevet udleveret. Bladet har ikke i denne forbindelse været forpligtet til at søge branchens sædvanlige vilkår nærmere oplyst.
Endvidere er oplysningen om, at Elizabeth Rømer er blevet opkrævet 2800 kr. pr. måned for opmagasineringen, blevet bekræftet - og dermed også tilstrækkeligt efterprøvet - gennem tilvejebringelsen af opkrævningerne fra klager.
Udtalelserne fra Niels Justesen og Charlotte Arup i disses egenskab af henholdsvis formand for Dansk Møbeltransport Forening og kontorchef i Forbrugerstyrelsen indeholder oplysninger af faktisk karakter, som bladet ikke har haft pligt til at forelægge for klager eller i øvrigt at søge nærmere dokumenteret.
Nævnet finder herefter ikke, at bladet har tilsidesat god presseskik.
Afsagt den 28. marts 2001